Måren løber hurtigt og larmende hen over taget til det lille hulrum under tagpladen, der lige nøjagtig er stort nok til at det slanke dyr kan komme ind. I et stykke tid har den haft sin rede i et hjørne over kontoret. Jeg synes egentlig den skal have lov til at bo der. For et par år siden boede den i brændestablen og det larmede betydeligt mere, når den nat efter nat møblerede rundt på sin indretning.
Men det duer jo ikke. Den kan ødelægge ledninger og isolation for ikke at tale om dens uhygiejniske efterladenskaber. Det ved ethvert fornuftigt menneske.
Der skal hældes hjortetaksolie ud i små skåle rundt om på loftet, så måren holder sig væk. Først da kan eksperten lukke hullet igen.
Jeg har fået købt olien. Det er faktisk en uge siden, men længere er jeg ikke kommet. Jeg hader loftet med dets støv og edderkoppespind og lurende farer. Så jeg udsætter og udsætter. Føler mig uansvarlig. Ikke helt voksen nok til at tage mig af voksne forpligtelser. Utilstrækkelig.
Det er en følelse jeg kender godt. Måske du også gør?
Os, de evige skyldnere
Nogle af os fik skammen i dåbsgave. Andre, som jeg, fik skylden. Fornemmelsen af altid at skulle levere lidt mere, altid at skylde nogen noget, altid at skulle gøre noget.
Skylden er en væsentlig drivkraft bag både vores individuelle og kollektive tilgang til optimering og (over)udnyttelse af ressourcer. Mere, hurtigere, længere. Og alligevel er det aldrig nok. Da jeg var barn, var det normalt at have to par jeans. I dag ligger der 20 par i skabet. Og den tidobling af materielle besiddelser gælder nok hele vejen rundt om mit liv. Ligesom formeringen af de mentale lister over det jeg burde gøre, mangler at gøre, helt sikkert skal gøre.
Jeg har coachet ledere gennem tre årtier og der er altså nogle emner, der går igen. Et af dem er de manglende ressourcer: for lidt tid, for få medarbejdere, for lavt budget. Det er den mest almindelige klagesang i den del af erhvervslivet jeg har min gang i. For få ressourcer, hvilket er en anden måde at sige på, at vi ikke kan følge med.
Det er jo en ret interessant fremstilling, fordi den viser at vi sætter dagsordenen, formulerer ambitionen og så forventer at ressourcerne følger efter. Hvilket er sådan omtrent modsat af hvordan naturlovene fungerer. På samme måde stiller vi krav til kroppen om at kunne eksistere i airconditionerede glaskontorer, konsumere store mængder stimulanser, sove for lidt og alligevel være i stand til at arbejde 50 timer i ugen, passe familien, løbe en halvmaraton, besøge kunstudstillinger, læse den senest anmeldte bog og andre Instagram-baserede krav til det gode liv.
Der er noget grundlæggende bizart i vores insisteren på at sætte ambitionen over midlerne. En viljesakt. En slags mennesket over naturen. Og nej, det her er ikke mårens forsvarstale, men min undren over hvorfor og hvornår vi begyndte at tro at ressourcerne skal indrette sig efter vores ønsker og ikke omvendt.
Det er som om vi har vendt tingene på hovedet. I stedet for at spørge: ”Hvad kan jeg nå i dag inden for rammerne af kroppens formåen og tidens begrænsninger?”, så spørger vi: ”Hvad skal jeg nå i dag på trods af krop og tid?”
For hvert teknologisk fremskridt er hastigheden øget og den menneskelige ambition blevet større. Vi bruger ikke mindre tid på kommunikation efter mailen blev et hverdagsredskab, tværtimod slynger vi mails afsted som om de var et effektivt forsvar mod kritik, irrelevans eller udelukkelse. Vi bruger ikke mindre tid på at skrive med AI, vi udgiver bare mere. Vi bruger ikke mindre tid på transport i takt med at vores transportmidler er blevet hurtigere, vi rejser bare længere. Og mere.
Teknologien giver os ikke mere frihed så længe vi hænger fast i overbevisningen om at ressourcer skal udnyttes og optimeres. Og dette er måske en af de mest menneskeskadelige ideer vi har fået i generationer.
Utilstrækkelighed er skyldens lillesøster
Følelsen af utilstrækkelighed og skyld hviler jo på en forudsætning om at jeg faktisk kan gøre mere, men bare bliver bremset af min egen dovenskab eller inkompetence, min manglende organisering eller effektivitet etc. Og den forudsætning, nemlig at jeg faktisk har magten til at gøre mere, hvis bare … er en form for kontrol og faktisk ret svær at give slip på.
Alternativet, at indrømme at jeg ikke kan følge med, ligner offerets opgivelse. Det kræver mod at se i øjnene, at de krav jeg selv og omverdenen stiller, er større end min formåen. Der er nogle af os, der har leveret i overpræstationens tidsalder, der kommer til at kravle ned fra ambitionens tinder og leve inden for begrænsningerne af fysik og tid. Om ikke før, så når alderen begynder at tage sine bidder af energien.
Det er dagen efter og måren bor stadig i sit lille hjørne over kontoret. Solen skinner. Jeg går en tur.
