… og om at finde en død flue i den tomme kaffekop.
Der er noget jeg er ret god til, hvis jeg altså selv skal sige det. Jeg er rigtig god til at acceptere og tilpasse mig. Men jeg har også trænet den kompetence i mange år.
Det betyder ikke at jeg ikke kan græmmes, længes, fortryde, rase, fortvivle. Men det betyder at jeg er hurtig til at acceptere tingenes tilstand og at leve med den virkelighed, der er lige nu – snarere end at længes efter fortiden eller ønske noget, som måske og måske aldrig vil ske.
Kampen mod skæbne
Mange af os er – når vi mærker efter – i konstant konflikt med grundvilkårene i vores liv. Eller i hvert fald med det, vi opfatter som grundvilkårene.
Der er nogle indlysende fakta, som de færreste af os er uvillige til at acceptere, for eksempel vores køn eller vores nationalitet, mens vi ofte, på et mere eller mindre ubevidst niveau, er i kamp med alle andre grundlæggende eller selvdefinerede aspekter af tilværelse og følgerne af disse. Men når du tænker over det, er det faktisk uendeligt få ting, du ikke kan ændre. Du kan ændre køn, navn, nationalitet, religion, politisk tilhørsforhold og så videre. Du kan skifte job, bolig, partner. Du kan begynde på en ny karriere, ny uddannelse, ny hobby. I vores del af verden er der rigtig mange muligheder for at lave om på tingene.
Og alligevel har vi en tilbøjelighed til at bevæge os inden for murere af vores selvskabte fængsler.
Vi definerer forhold som værende umulige at ændre, selvom de faktisk kan ændres.
Vi skaber nogle livsbetingelser gennem vores valg, og så oplever vi dem senere som uforanderlige (hvilket nogle af dem selvfølgelig også er, men langt fra alle).
Vi begrænser vores egen frihed, sætter selv hegnene op, og så klager vi over ikke at kunne komme ud.
Vores sprog er fuldt af: det kan jeg ikke, jeg er nødt til, jeg må, jeg skal, og jeg har lovet.
Kampen mod nuet
Det er snublende nært at bruge psykisk energi, følelser og taletid på at være utilfreds med tingenes tilstand: “Han/hun/jeg/du/livet/situationen burde være anderledes,” siger vi, og fortæller dermed hjernen at noget er galt, at tingene ikke er, som de skal være og af vores primitive instinkter forstås det som en trusselstilstand. Det sympatiske nervesystem aktiviseres, pulsen og blodtrykket øges, og stresshormoner pumpes rundt i systemet.
Modstanden mod nuets realiteter, ønsket om at noget skal være anderledes kan drive en forandring, et oprør, en nyttig kamp. Men alt for ofte, for alt for mange, driver det ikke andet end slid på krop, sind og sjæl; inflammation, depression, kognitive svigt. (Så har jeg vist fået den slået fast.)
Men der findes en vej, et kneb til at leve i ro, selvom vi ønsker os alting anderledes: accept. Et af de fine principper fra mindfulness.
Accept bringer nervesystemet fra kamp- eller flugt-tilstanden til en mere afslappet tilstand, bryder dermed trusselstilstanden og giver os bedre adgang til den præfrontale cortex, hvor fornuften, overblikket og de logiske beslutninger bor. Og det eneste sted hvorfra du reelt kan gøre noget ved verdens kaos eller fødevareprisernes himmelflugt.
Den hurtigste vej til accept er et dybt, dybt suk: dobbelt indånding, lang, forløsende udånding. Opskriften på den dybe suk finder du her.
Man kan også sige det meget mere enkelt end jeg er lykkedes med indtil nu. Lykken er at ønske dig det, du har.
Accept handler ikke om at opgive håb eller ambitioner, men om at se virkeligheden præcis, som den er. Som den er lige nu. Det er forståelsen af, at nogle ting kræver tid, at ikke alle situationer kan løses lige nu, og at kampen mod det uundgåelige er spild af energi.
Accept er ikke resignation. Accept er ikke passivitet. Det er viljen til at handle på det, vi kan, skelne mellem det, vi kan ændre, og det, vi må give slip på, og smidigheden til at slippe det, vi ikke kan ændre. Acceptere det. Det er en stille, men kraftfuld forandring, når vi slipper kampen mod nuet og i stedet vælger at se tingene, som de er.
Ganske enkelt: Er det, der bekymrer eller irriterer dig, noget, du rent faktisk KAN gøre noget ved? Hvis nej: Accepter det og giv slip på bekymringer og irritation. Hvis ja: Spørg dig selv, om det er noget, du VIL gøre noget ved. Hvis ja: Gør noget ved det. Hvis nej: Accepter det og slip bekymringer og irritation.
For eksempel er det for sent at gøre noget ved den druknede flue efter jeg har drukket kaffen.
