Der er løn og der er bonus. Og så er der Fuck You Money. Den slags penge, der giver ultimativ frihed, renser hverdagen for de problemer, der kan løses med penge og tillader dig at bede verden skride ad helvede til, hvis du ønsker det.
Deraf navnet.
To gange i min karriere er jeg blevet tilbudt muligheden for seriøse penge. Ikke helt på niveau med fuck you til hele verden, men i det mindste nok til at finansiere nogle års orlov. Den ene gang var betingelserne så lidt attraktive at det var nemt at takke nej. Den anden gang sagde jeg ja. Men det tog kun få måneder før jeg smed håndklædet i ringen. Den gang ville jeg gerne have det til at lyde som om min etik var bedre end deres og at jeg trak mig for at værne om min rene sjæl; men i virkeligheden handlede det om at jeg ikke havde lyst til at gøre det nødvendige.
Siden er muligheden ikke dukket op.
Men jeg har klienter, der har lejlighed til at lave alvorligt mange penge; store poser guld ved udgangen af x, ved salget af y, ved realiseringen af z.
Problemet er bare at seriøst store penge sjældent sker, uden du må bedrive seriøs rovdrift på dig selv i form af umenneskelige arbejdsvilkår: 80 timers uger, round-the-clock tilkald, mere tid på fly og hoteller end hjemme etc. Eller pengene er prisen for at se gennem fingre med moralske eller endda juridiske uordentligheder. Og ofte følger det at du må tage rigtig meget skidt fra dårlig eller usympatisk ledelse/adfærd fra de mennesker du har solgt sin sjæl til.
Kort skrevet, fuck-you-penge kommer næsten altid med en høj pris af slid, toksicitet eller idioti.
Selvom penge ubetinget giver en vis frihed og råderum så handler det primært om ens egen indstilling og mod til at vælge. Jeg kender mennesker, der er er så velhavende at de kan bede resten af verden om at rende og hoppe, men ikke siger fra i selv små ting. Og jeg kender mennesker, der ikke konfererer med deres bank før de beder chefen opføre sig ordentligt eller lukker døren bag sig.
Du kan også tage buddhisternes standpunkt; at penge giver bekymringer uanset om du har dem eller ej: Den fattige bekymrer sig om at mangle penge, mens den rige bekymrer sig om at miste penge. Når bekymringerne er lige store (siger buddhisterne), hvorfor så ikke sige fuck you til urimelige krav og autoriteter og så hvile i tilliden til at det nok går alt sammen alligevel (siger jeg).
Og du? Har du mon taget stilling til hvor langt du vil strække dig for store penge?
Fuck You Money
