Måske har du – som en del af mine klienter – en dyb modvilje mod det taktiske spil, der en central del af en organisations styresystem. For nogle mennesker handler det om en instinktiv afsky for noget, der opleves som ufint; for andre er det troen på, at dygtighed og resultater burde være nok. Jeg kan kun være enig, det ville være dejligt om vi kunne agere autentisk og naturligt, også på de øverste ledelsesniveauer.
Men i mange organisationer er autenticitet og dygtighed bare ikke nok og derfor foreslår jeg at se det taktiske spil som forudsætningen for at kunne lave sin kerneopgave og som et spændende psykologisk spil, snarere end leflen for magten og småbeskidte deals bag lukkede døre.
At mestre det taktiske spil betyder blandt andet at forstå magtens anatomi, hvilket vil sige: hvem træffer hvilke beslutninger, og hvem konsulterer de i processen. Den officielle organisation afspejler selvfølgelig en del af beslutningshierarkiet, men giver sjældent det fulde billede.
Du skal også kunne håndtere dine interessenter; dvs. de mennesker, der har en interesse i dit område, dit projekt eller i dig selv. Interessenthåndtering kræver en villighed til at forstå andre, deres frygt og drømme og – som en af Snehvides gode feer – give dem, hvad de ønsker, og det er netop denne del, mange stritter imod.
Det føles som at snyde.
Og ja, sådan kan man se det, men en anden måde at se det på er, at det er i menneskets dybeste natur at tage sig betalt for sit arbejde.
Så hvis du vil have andre til at gøre noget for dig, ja, så må du betale dem i den valuta, der nu giver mening. De er ikke dine venner eller din familie; de skylder dig ikke noget. Interessenthåndtering er lederens salg. Ganske som enhver selvstændig ved, at man skal sælge sit produkt, således skal lederen sælge sit projekt/sin idé/sin interesse.
Det ville være dejligt om vi alle kunne slippe for salget, men det er en nødvendig forudsætning for at lave det, vi gerne vil. At sidde på kontoret i virksomhed og vente på at telefonen ringer med en ordre er indlysende usmart. At sidde med sine medarbejdere og vente på at resten af organisationen bidrager aktivt til afdelingens succes, er lige så naivt.
Så derfor bruger vi en del tid på at snakke taktik i mange af mine coachinger. Og selvom ordet i begyndelsen smager ubehageligt, finder folk for det meste en nysgerrig spænding ved at lære at læse spillet – og beherske det. Og i de sjældnere tilfælde, hvor de insisterer på “bare” at løse deres opgave, så er der dog nu en forståelse af, at det kan man godt, men så må man acceptere ikke at blive inviteret med i de inderste beslutningscirkler.
Og du, hvordan har du det med taktik? Synes du det er mentalt stimulerende eller føler du det er en form for prostitution?
Det taktiske spil
