| Billedet er fra en artikel fra midten af 00’erne. Artiklens overskrift var, som jeg husker det, “Do not Disturb”. Meget passende. Her, som arbejdslivet begynder igen efter efterårsferien, nu hvor lyset falder diset og smukt over et gryende efterår, tænkte jeg at jeg lige ville minde dig om arbejdslivet ikke er det vigtigste i livet. For der er jo en viden, der kommer af sig selv, hvis man er så heldig at blive gammel nok; nemlig forståelsen for, at menneskelivet er uhyre enkelt, men at vi er stand til at komplicere det i uhørt grad. For 10-15 år siden begyndte jeg at spekulere over hvorfor mon vi tog vores arbejde så alvorligt at vi ligefrem bliver syge af det. Vel at mærke ikke af fysisk overbelastning. Ud af de tanker kom bogen “Vær professionel”, hvor jeg prøver at udfordre vor tids illusioner om arbejdslivet. Her får du bogens grundide: Der er al mulig grund til at være bange som menneske. Livet byder på tab og smerte og ender med døden. Engang havde vi religionen og skæbnetroen til at forklare og trøste os. Vi levede med fødsel, sygdom og død, og ethvert barn vidste af egen erfaring, at døden er en naturlig og uundgåelig del af livet. Selvom vi var bange, formåede vi at se livets trusler i øjnene og leve med dem. Vi accepterede livets vilkår. Sygdom var hver mands herre, og selvom de fattige nok havde lidt flere herrer end de rige, var livets vilkår et fællesanliggende. Vi vidste fra naturens, herskernes og gudernes lunefuldhed, at vi var stærkest i fællesskabet. Gennem de sidste hundrede år har vi søgt friheden, individualiteten og uafhængigheden. Vi blev mobile, globale og veluddannede. Vi fik råd til at flytte hjemmefra og skabe små kernefamilier. Kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet og fik stemmeret. Historien blev glemt, flaget næsten druknet i virksomhedslogoer og kongehuset en eksportfordel. Kærligheden til fædrelandet blev til et spørgsmål om indvandring, og forholdet til Gud blev sæsonbestemt. Vores naturlige forhold til livets vilkår gav plads til eksperter, der overtog ansvaret for vores børn, vores syge, vores fødsler, vores døde, vores gamle. Det satte den ene halvdel af de voksne i stand til at gå på arbejde, mens den anden halvdel måtte se sig skubbet ud af fæl- lesskabet, fordi der ikke var arbejde nok, eller fordi de ikke levede op til tidens kompetencekrav. Vi vandt friheden, men har svært ved at forvalte den. Vi vandt individualiteten, men kan hverken undvære eller finde ud af at indgå i fællesskabet. Vi opnåede uafhængigheden, men vi tabte religionens trøst, vikingens styrke og familiens trygge forudsigelighed. Selvoptagelsen er blot en naturlig konsekvens heraf. Den frihed, individualitet og uafhængighed, vi længtes efter, og som nu er vores, kræver al vores opmærksomhed at navigere, overleve og trives i. Det er sindssygt hårdt arbejde at være uafhængig og fri. Og når selvoptagelsen råder, går det naturligt hårdt ud over fællesskabet, og det er opslidende og ørkesløst for den enkelte, for lykken og livsglæden bliver sjælden og kortvarig. Mennesker har brug for holdepunkter i livet, så nu hvor vi har lagt de snærende strukturer bag os, prøver vi at gøre arbejdspladsen til et sted, hvor vi kan finde mening, kærlighed og sikkerhed. Vi knytter os til vores fag, til den organisation, vi arbejder for, til vores leder, vores team – og i den tilknytning genskaber vi uforvarende sårbarheden. Vi er blevet til moderne slaver Slaver af tiden, slaver af at skulle hente en given løn, slaver af at skulle følge med præstationspresset. Vi har blot andre herremænd, om end de behandler os væsentligt bedre, end fortidens trælle blev behandlet af deres. Vi er bange for ikke at slå til, for at blive skubbet ud af fællesskabet, for at miste job og indtjening etc. Men det er bare overflade; reelt er vi bange for præcist de livsvilkår, vores forfædre formåede at leve med. Vi kan ikke genskabe tidligere tiders strukturer, lige så lidt som vi kan ændre mange af de vilkår, der former vores liv – men vi har hver især mulighed for at genoptræne vores hjerte til en dannelse, der både kommer omgivelserne til gode, men også giver os selv mening, styrke og lykke. Den varige lykke findes jo ikke i, hvad vi gør, eller hvad vi har, men i hvordan vi interagerer med hinanden, med os selv og med livet. Vi har betalt en meget høj pris for vores frihed og materielle velstand; vi har betalt med ensomheden og frygten. Men med en indsats er det muligt at generobre den styrke, der skal til for ikke at lade sig tyrannisere af eller blive offer i (arbejds-)livet, for at genfinde den værdighed og storhed, som bør være ethvert menneskes ret. Så altså, vigtigere er den præsentation heller ikke, og hvis du kommer for sent til mødet kl 10.00, så fortsætter livet upåagtet. Rigtig god arbejdslyst! Nyd det, uden at lade frygten styre dig. |
| Hvis noget af dette taler ind i din egen situation og erfaring, så er du velkommen til en uforpligtende telefonsamtale og vi finder det format af rådgivning og coaching, der giver mening for dig. Du kan svare direkte på denne mail eller booke tid via hjemmesiden. Kærlig hilsen Charlotte 💙🙏🏻 |
Jeg skriver hver uge om ledelse, arbejdsliv og eksistens.
Du kan sikre dig de nye tekster direkte i din indbakke, ved at tilmelde dig nyhedsbrevet SIDSTE UDKAST.
Tilmeld nyhedsbrev
Du kan også booke en uforpligtende snak, hvis du har en udfordring du ønsker at vende.
“Det er nemmere at høre, når verden kalder – og hvad den siger – hvis man kender sig selv”