I 2016 udkom min bog ”Vær Professionel”. Den trak en del overskrifter og den største mængde presseomtale nogen af mine bøger har oplevet.
Hovedbudskabet var: vær varsom med at gøre dig sårbar overfor en juridisk konstruktion med hvem du har indgået en kommerciel kontrakt. Eller skrevet på en anden måde: Det er dig, der kommer til at bære smerten når virksomheden prioriterer sin primære opgave om at tjene penge til ejerne (eller hvad den primære opgave nu er) over dine behov. Især hvis du har investeret dine følelser i virksomheden.
Jeg blev også kaldt nazist, kold i røven, karikeret mm.
Ifm. Svend Brinkmanns seneste bog, ”Oplevelsessamfundet” advarer han mod at være hele mennesker på jobbet, betragte virksomheden som familie og i det hele taget udviske forskellen mellem det personlige og det professionelle.
Anklagerne mod ham er allerede startet. Senest i Politiken i dag.
Men hvad vil det egentlig sige at være “hele mennesker”? Er det at dele fysiske, mentale, følelsesmæssige, medicinske, seksuelle, økonomiske problemer og tilstande. Hvad er det vi IKKE deler når vi er hele mennesker?
Hvis vi skal have en meningsfuld samtale, er vi nødt til at blive konkrete i stedet for at tale om tingene i generiske termer – ellers ender vi bare med at stå i to lejre og råbe ophidsede ligegyldigheder efter hinanden.
Og hvad er det der får os til så heftigt at insistere på retten til at ”være mig selv” på arbejdspladsen? Som med alle komplekse problemstillinger er der flere forklaringer:
✨ Arbejdet er blevet sted, der skal tjene mange af vores følelsesmæssige og eksistentielle behov, udover selvfølgelig at tjene penge til huslejen.
✨Det massive pres moderne mennesker oplever, hvor det at skulle undertrykke egne behov eller bare tilpasse dem for at tage hensyn til andre eller til opgaven, bliver endnu en belastning. En uoverskuelig belastning.
✨En så dybtliggende ensomhed at det næsten er sjælen selv der skriger på at blive set, rummet og accepteret som den jeg er, og arbejdet byder på et socialt fællesskab hvor det måske kan lade sig gøre.
Samtidig løber en trend væk fra det formelle, fra autoriteter, fra regler og systemer i retning af større individuelt udtryk, lavere magthierarki og personlige holdninger.
Jeg sympatiserer med og forstår frihedstrangen til at være et autentisk menneske, der ikke skal tilpasse sig andre normer end sine egne. Men at kunne indgå i en rolle – uden at vise hele sig selv – er ikke kun er nødvendigt for at kunne tjene et større, fælles mål. Det er også en måde at beskytte sig selv mod mental og følelsesmæssig smerte og sørge for at kollegerne ikke skal bære min smerte. Og så må vi finde andre steder at lindre vores eksistentielle smerte på, hvis det er det, der driver behovet for at være personlige i professionelle sammenhænge.
Det, tror jeg, er den reelle udfordring vi står overfor: hvordan finder vi mening, fællesskab, kærlighed, tryghed i en verden der er ude kontrol?
Billede: Mette Dreyer