Impostor Syndrome

Impostor Syndrome er en tilstand vi ikke snakker ret meget om, men som rammer mange af os. Især os, der fører os frem i spidsen af virksomheder eller gør os bemærket indenfor kunst, politik, presse, videnskab.

Det er en mental fejlkonstruktion som får et menneske til tvivle på egne evner og resultater, med en nagende og hemmelig frygt for at blive afsløret som en ”bedrager”. Selv – og måske især – når vi bliver belønnet, fejret, hædret, anerkendt etc., så er ”impostoren” sikker på ikke at have fortjent det; at de bare har været heldige eller er lykkedes med at overbevise andre om at de er dygtigere end de reelt er.

Det er den ultimative selvtvivl. Og den får os til at præstere mere, højere, bedre; til at gøre alt hvad vi kan for at leve op til de tanker vi tror andre har om os, men som vi ikke har om os selv.

Og således bliver vi nogle stakler, der jager vores egen hale.

Jeg har aldrig været i tvivl om min dygtighed – men jeg har bestemt været i tvivl om jeg nu også hørte hjemme i de succesfulde og materielt velhavende miljøer mit professionelle liv har ført mig. Jeg er jo bare en knallerttøs fra Vejle. Født ind i en familie rig på dannelse og værdier, men bestemt ikke på økonomi eller præstationens succes.

Omkring årtusindeskiftet var jeg management konsulent. Det var i materialismens gyldne storhedstid før faldet. Jobs i udlandet med business-class billetter, biler med chauffør, 5-stjernede hoteller, front seats til Formel 1, eksklusive restauranter etc. Der var gaver fra Hermes og Lalique. Jeg vidste ikke engang hvordan man udtalte de navne. Jeg var overbevist om at de andre i teamet havde fuldstændigt styr på, hvordan man begik sig i de miljøer, mens jeg jo overhovedet ikke hørte hjemme der. Min følelse af at snyde og frygten at blive opdaget blussede op. Og jeg overkompenserede. Knoklede hårdere, leverede mere, sov mindre.

Med tiden fandt jeg ud af, at kun én i teamet var født ind miljøet, mens vi andre var fra håndværker- eller arbejderhjem. Og at de andre i øvrigt havde deres egne spøgelser at kæmpe med til trods for en tilsyneladende selvsikkerhed.

Jeg vil ikke sige at jeg blev kureret for min frygt for at de skulle få øje på knallerttøsen bag Armani-habitten i de år – men jeg erfarede at min frygt ikke var helt så enestående. Og senere, da jeg lyttede til mine klienters tanker og bekymringer, måtte jeg jo indse at netop det jeg var bange for – nemlig at blive set som den jeg reelt var – var en ganske almindelig og meget udbredt frygt.

Men jeg kunne da godt have ønsket at nogen havde vist mig vejen ud noget før. Havde lært mig hvordan man med simple kognitive redskaber kan overskrive de formler, der blev tatoveret på vores psyke i de tidligere, formative år og som kan styre vores voksenliv så overbevisende og ind imellem så ødelæggende.

Og du? – kender du til den sitrende fornemmelse af Impostor Syndrome?