Når jobbet ikke længere overrasker – og karrieren går i tomgang

feb 4, 2026

Hver søndag kom Bebbe, min morfar, på besøg. Hver søndag medbragte han det samme: en brun papirpose med et æble og en banan, og en lille pakke Stimorol til mig. De voksne fik en halv sandkage. Sandkagens tørre forudsigelighed sad fast i fars hals, men jeg elskede ham, Bebbe, for hans sjove, kærlige finurlighed.

Udover søndagsbesøgene, havde han ikke rigtigt noget liv. De dage han ikke besøgte os, sad han i lænestolen i hjørnet af stuen i det lille, røde hus og trillede tommelfingre*). Helt bogstaveligt. Mens han mumlede ”akke-ja, akke ja”. Hans liv var forbi, der var ikke andet at se frem til end flere søndage og endnu flere ensomme hverdage. Bebbe var nået til enden, nu var der bare ventetiden tilbage.

Sådan er vi ikke. Vi venter ikke tålmodigt på døden. Vi forventer at leve fuldt og helt, lige indtil vi ikke gør det mere.

Nogle af os oplever noget lignende når vi når hen over midten af arbejdslivet; fornemmelsen af at det sjove og spændende er bag os, at det professionelle liv fra nu af blot er mere af det samme.

Arbejdslivets anatomi

Fra du kommer ud på det voksne arbejdsmarked og indtil midt i trediverne er læringskurven stejl. Du er ofte den yngste i lokalet, og kan sjældent køre den på rutinen. Der er nye opgaver, nye situationer. Det er ikke kun dit håndværk du skal lære, men det organisatoriske spil, hierarkiets udtryk og dine egne virkemidler. Du laver fejl og prøver at lære af dem. Du mister lidt af din uskyld og naivitet og begynder at forstå, at trods meningsfuldheden i virksomhedens tagline og årsrapport, så er alting næsten altid i sidste ende et spørgsmål om økonomi.

Efterhånden begynder du at mestre dit håndværk; du kan udtrykke dig effektivt både skriftligt og mundtligt, du har din liste med faglige argumenter, værktøjskassen er blevet større, og du har tilstrækkelig erfaring til at kunne håndtere de fleste situationer. Der er stadigt en del at lære, men det handler mere om den større kontekst, end om dit håndværk.

Du er nu i slutningen af fyrrerne og der er langt mellem overraskelserne. Strategiseminaret minder til forveksling om det året før. Du holder en motivationstale til medarbejderne og kan høre at du selv begynder at lyde som en kliche. Du træder ind i et møde og ingen siger noget, der ikke er sagt utallige gange før.

En morgen vågner du og mærker kedsomheden folde sig om hjertet som en lunken karklud.

Arbejdslivets kedsomhed

Nu er kedsomhed jo en del af livet og en næringskilde til både afspænding og kreativitet. Men daglig kedsomhed slider på arbejdsglæden og tanken om at begynde at spille golf eller tage på malekursus på Ærø er trods alt for boomer-agtigt. Du begynder at overveje om du skal finde et nyt job. Men ideen om et nyt og ikke meget anderledes job virker ikke mere livsforandrende, end en weekendtur til Stockholm. Forfriskende, men kortvarig.

Så lad mig trække to vidt forskellige løsninger op her: Radikale karriereskift og accept.

Allan og Margrethe har begge truffet radikale valg. Allan sagde sit job som annoncedirektør op og blev kontrollør i Tivoli; nye mennesker, meget forskellige dage, mange kilometer i benene og frisk luft. Margrethe har også valgt et mere sanseligt hverv i geologien og i takt med at pengene bliver meget mindre, opdager hun nydelsen ved at lave mere mad selv.

Begge har valgt tid og sanselighed til. Begge har været villige til at leve for meget mindre.

Allan Nordahl Hansen var på toppen af sin karriere, da han i 2020 blev ramt af stress. Han mistede sit vellønnede job i mediebranchen og endte ved et tilfælde som kontrollør i Tivoli. Her har han fundet alt det, han savnede i sine mange år som direktør. Læs artiklen i Berlingske.
Margrethe Wivel vinkede farvel til cheflønning og sin femværelses på Østerbro. Nu vil hun »genstarte« sig selv. I sommeren 2026 håber hun at blive optaget på geologi på Københavns Universitet. Læs artiklen i Berlingske.

Accept som alternativ

Men der findes en anden løsning; nemlig acceptens. Accept er et mindfulness princip, der minder os om at alle vores behov ikke behøver at være dækket altid. Accept er den smukkeste følgesvend i den senere del af livet, hvor vi gradvist siger farvel. Accept er ikke resignation eller passivitet, men at affinde sig med at livet kræver forskelligt af os på forskellige tider.

Hvor Allan og Margrethe ønsker at have sulten, nysgerrigheden, uforudsigeligheden i deres professionelle liv, og har truffet radikale valg for at sikre dette, så foreslår accepten, at vi kommer overens med at sult, nysgerrighed og uforudsigelighed måske hører til i tidligere faser af livet eller måske i omstændigheder udenfor os selv og at vi i stedet bruger den erfarne energi på noget meningsfuldt og krævende udenfor arbejdslivet.

Personligt bruger jeg begge løsninger. Jeg accepterer at læringskurven i mit håndværk er mindre end den har været, men nyder sikkerheden ved at mestre mit håndværk og det enestående privilegium at komme tæt på andre mennesker, for hvert menneske er jo en ny fortælling, et nyt univers. Men jeg savner fornemmelsen af at blive dygtigere til noget konkret og derfor øver jeg mig på et ganske, ganske anderledes håndværk. Sådan bare for mig selv.

Og det er ikke kun Allan og Margrethe. Min bror startede et nyt håndværk, da han var 62 år. Andelen af klienter, der kommer til mig med et ønske om at skifte karriere eller i det mindste undersøge muligheden for det, har været støt stigende siden corona-tiden. Det er både mænd og kvinder, fra slut fyrrene til slut halvtredserne og alle har de en succesfuld karriere bag sig, men er kørt træt. Eller mæt. Noget er i røre i vores forhold til alder og arbejde. Noget spændende.

*) hvis du ikke har prøvet at trille tommelfingre, kan jeg kun anbefale det. Det er en glimrende mindfulnesspraksis. Sæt dig godt til rette i din ynglingsstol, blikket indstillet på uendeligt, hænderne foldede løst i skødet og lad så dine to tommelfingre cirkle hinanden langsomt.

PS: Er jobbet gået i tomgang, handler min korte bog om et bedre arbejdsliv om, hvad du kan gøre ved det. Du finder den via knappen nedenfor.

Få SIDSTE UDKAST i din indbakke

Jeg skriver om ledelse, arbejdsliv og eksistens til dig, der leder andre og selv er redskabet.

BOOK EN UFORPLIGTENDE SAMTALE

Hvis du har brug for afklaring omkring din videre karriere, er kørt fast i en relation, har svært ved at navigere i det taktiske spil, er i tvivl om din ledelseseffektivitet eller lignende.

Lad os tage en snak om hvorvidt et coachingforløb vil være være nyttigt for dig.

Tidligere indlæg

“Jeg ved ikke, hvem jeg er.”

“Jeg ved ikke, hvem jeg er.”

”Nu ved jeg, hvad spørgsmålet er,” sagde P. ”Det er…” han tøvede, ”det er, at jeg ikke rigtig ved, hvem jeg er. ”  Vi var nået til afslutningen af et coachingforløb, var gået så meget over tid at den næste klient ville komme indenfor få minutter. Jeg havde talt...

læs mere
Den beslutning, du bliver ved med at udskyde

Den beslutning, du bliver ved med at udskyde

Der er noget paradoksalt ved at være et kompetent, handlekraftigt menneske, der hver dag træffer beslutninger med væsentlige konsekvenser for andre mennesker, men som ikke kan få sig selv til at træffe en vigtig beslutning om sit eget liv. Jeg møder det med mellemrum...

læs mere
Gratis moral, kostbare krav

Gratis moral, kostbare krav

Jeg læste for nylig et opslag, som fik mig til at tænke på afstanden imellem de krav vi stiller og vores villighed til selv at efterleve dem. Marianne Dahl pegede helt rigtigt på det paradoksale i, at opbakningen til svinevelfærd har fyldt meget i det seneste valg og...

læs mere

Se alle tidligere indlæg

Jeg skriver hver uge om ledelse, arbejdsliv og eksistens.

Du kan sikre dig de nye tekster direkte i din indbakke, ved at tilmelde dig nyhedsbrevet SIDSTE UDKAST.

Tilmeld nyhedsbrev

* nødvendig

Du kan også booke en uforpligtende snak, hvis du har en udfordring du ønsker at vende.

 

 

“Det er nemmere at høre, når verden kalder – og hvad den siger – hvis man kender sig selv”