Hver søndag kom Bebbe, min morfar, på besøg. Hver søndag medbragte han det samme: en brun papirpose med et æble og en banan, og en lille pakke Stimorol til mig. De voksne fik en halv sandkage. Sandkagens tørre forudsigelighed sad fast i fars hals, men jeg elskede ham, Bebbe, for hans sjove, kærlige finurlighed.
Udover søndagsbesøgene, havde han ikke rigtigt noget liv. De dage han ikke besøgte os, sad han i lænestolen i hjørnet af stuen i det lille, røde hus og trillede tommelfingre*). Helt bogstaveligt. Mens han mumlede ”akke-ja, akke ja”. Hans liv var forbi, der var ikke andet at se frem til end flere søndage og endnu flere ensomme hverdage. Bebbe var nået til enden, nu var der bare ventetiden tilbage.
Sådan er vi ikke. Vi venter ikke tålmodigt på døden. Vi forventer at leve fuldt og helt, lige indtil vi ikke gør det mere.
Nogle af os oplever noget lignende når vi når hen over midten af arbejdslivet; fornemmelsen af at det sjove og spændende er bag os, at det professionelle liv fra nu af blot er mere af det samme.
Arbejdslivets anatomi
Fra du kommer ud på det voksne arbejdsmarked og indtil midt i trediverne er læringskurven stejl. Du er ofte den yngste i lokalet, og kan sjældent køre den på rutinen. Der er nye opgaver, nye situationer. Det er ikke kun dit håndværk du skal lære, men det organisatoriske spil, hierarkiets udtryk og dine egne virkemidler. Du laver fejl og prøver at lære af dem. Du mister lidt af din uskyld og naivitet og begynder at forstå, at trods meningsfuldheden i virksomhedens tagline og årsrapport, så er alting næsten altid i sidste ende et spørgsmål om økonomi.
Efterhånden begynder du at mestre dit håndværk; du kan udtrykke dig effektivt både skriftligt og mundtligt, du har din liste med faglige argumenter, værktøjskassen er blevet større, og du har tilstrækkelig erfaring til at kunne håndtere de fleste situationer. Der er stadigt en del at lære, men det handler mere om den større kontekst, end om dit håndværk.
Du er nu i slutningen af fyrrerne og der er langt mellem overraskelserne. Strategiseminaret minder til forveksling om det året før. Du holder en motivationstale til medarbejderne og kan høre at du selv begynder at lyde som en kliche. Du træder ind i et møde og ingen siger noget, der ikke er sagt utallige gange før.
En morgen vågner du og mærker kedsomheden folde sig om hjertet som en lunken karklud.
Arbejdslivets kedsomhed
Nu er kedsomhed jo en del af livet og en næringskilde til både afspænding og kreativitet. Men daglig kedsomhed slider på arbejdsglæden og tanken om at begynde at spille golf eller tage på malekursus på Ærø er trods alt for boomer-agtigt. Du begynder at overveje om du skal finde et nyt job. Men ideen om et nyt og ikke meget anderledes job virker ikke mere livsforandrende, end en weekendtur til Stockholm. Forfriskende, men kortvarig.
Så lad mig trække to vidt forskellige løsninger op her: Radikale karriereskift og accept.
Allan og Margrethe har begge truffet radikale valg. Allan sagde sit job som annoncedirektør op og blev kontrollør i Tivoli; nye mennesker, meget forskellige dage, mange kilometer i benene og frisk luft. Margrethe har også valgt et mere sanseligt hverv i geologien og i takt med at pengene bliver meget mindre, opdager hun nydelsen ved at lave mere mad selv.
Begge har valgt tid og sanselighed til. Begge har været villige til at leve for meget mindre.
Accept som alternativ
Men der findes en anden løsning; nemlig acceptens. Accept er et mindfulness princip, der minder os om at alle vores behov ikke behøver at være dækket altid. Accept er den smukkeste følgesvend i den senere del af livet, hvor vi gradvist siger farvel. Accept er ikke resignation eller passivitet, men at affinde sig med at livet kræver forskelligt af os på forskellige tider.
Hvor Allan og Margrethe ønsker at have sulten, nysgerrigheden, uforudsigeligheden i deres professionelle liv, og har truffet radikale valg for at sikre dette, så foreslår accepten, at vi kommer overens med at sult, nysgerrighed og uforudsigelighed måske hører til i tidligere faser af livet eller måske i omstændigheder udenfor os selv og at vi i stedet bruger den erfarne energi på noget meningsfuldt og krævende udenfor arbejdslivet.
Personligt bruger jeg begge løsninger. Jeg accepterer at læringskurven i mit håndværk er mindre end den har været, men nyder sikkerheden ved at mestre mit håndværk og det enestående privilegium at komme tæt på andre mennesker, for hvert menneske er jo en ny fortælling, et nyt univers. Men jeg savner fornemmelsen af at blive dygtigere til noget konkret og derfor øver jeg mig på et ganske, ganske anderledes håndværk. Sådan bare for mig selv.
Og det er ikke kun Allan og Margrethe. Min bror startede et nyt håndværk, da han var 62 år. Andelen af klienter, der kommer til mig med et ønske om at skifte karriere eller i det mindste undersøge muligheden for det, har været støt stigende siden corona-tiden. Det er både mænd og kvinder, fra slut fyrrene til slut halvtredserne og alle har de en succesfuld karriere bag sig, men er kørt træt. Eller mæt. Noget er i røre i vores forhold til alder og arbejde. Noget spændende.
*) hvis du ikke har prøvet at trille tommelfingre, kan jeg kun anbefale det. Det er en glimrende mindfulnesspraksis. Sæt dig godt til rette i din ynglingsstol, blikket indstillet på uendeligt, hænderne foldede løst i skødet og lad så dine to tommelfingre cirkle hinanden langsomt.
