De fleste af os bevæger os gennem livet med en relativt stabil fornemmelse af, hvem vi er. Vi vågner om morgenen, drikker kaffen, går ud af døren, ind i bilen, op på cyklen og forholder os resten af dagen til andre mennesker, begivenheder, oplevelser, sanseindtryk som om vi var en stabil masse af jeg-hed. En fast formet størrelse af identitet, der altid er i oplevelsens centrum.
Dette er mig, derude er verden. Når verden gør sådan, reagerer jeg sådan. Når jeg gør sådan, reagerer verden sådan. En konstant interaktion mellem det jeg tror, jeg er – og resten af verden.
Mig mod verden. Mig med verden.
Og sådan går det fint nok og upåagtet i en stor del af livet. For de fleste. Indtil skilsmissen truer, et barn bliver sygt, virksomheden kommer i problemer, chefen fyrer dig med et frosset smil.
Kort sagt, indtil livet driller.
Så er det, at vi ligger der i fosterstilling, tidligt om morgenen, før daggry, i den mørkeste ensomhed og spørger os selv: »Hvem er jeg? Hvad er jeg?« Disse uudgrundelige spørgsmål, som alle reflekterende mennesker stiller sig selv på forskellige tidspunkter i livet. Og når vi stiller dem i livets kriser, er det sjældent favorable svar, der dukker op.
Medmindre vi kommer så langt ud, at der kun er selve den menneskelige essens tilbage. At det kun er livet selv, vi kan kalde vores. Når børn dør eller kærligheden forsvinder, når vores livsværk krakelerer eller sygdommen hærger os. Når vores identitet udfordres. Når vi mister vores tro, mening og betydning. I disse, sjælens mørke stunder møder vi skyggen eller essensen af os selv.
Mennesket har en fast tro på, at vi er centrum i universet, slutprodukt af en million-år lang evolution og det mest intelligente væsen. Vel at mærke intelligens baseret på vores egne standarder. Hvilket svarer til, at kænguruen siger til egetræet: »Jeg er mere intelligent end dig, for jeg kan springe højere, og intelligens er lig med evnen til at springe.«
Men uanset om vi er lidende ofre for verdens uretfærdighed, magtfulde topbosser med privilegier eller anonyme ansatte, der vandrer samme strækning hver dag, så har vi selvoptagelsen som default-indstilling.
Medmindre vores børn eller allernærmeste trænger så meget til os, at vores egne behov træder i baggrunden. Medmindre vi aktivt og bevidst har trænet evnen til at sætte os selv til side.
Vi er hver især centrum i et univers, vi kalder virkeligheden.
Så lidt vi dog forstår andre … og os selv.
Selvoptagelsen og virkeligheden
