Længslen efter at være en del af noget større end os selv får os til at søge forbundenhed i familien, intimitet, venskaber, politik eller sport, og på arbejdspladsen. Men for nogle af os kræver vores professionelle rolle mere afstand, mindre sammensmeltning. Som ledere eller selvstændige står vi på kanten af andres fællesskaber—en fod inde, en fod ude.
Og der, på kanten af fællesskabet, venter ensomheden. Det er der, hvor du i sidste ende er alene med de tunge beslutninger. Der, hvor du må bære at være upopulær. Der, hvor mange kan rådgive dig, men ingen kan bære dit ansvar.
Beslutningernes vægt, ansvaret for andres velbefindende og virksomhedens fremtid hviler på dine skuldre. Det kan skabe en følelse af ensomhed, fordi du ikke kan dele usikkerheder og udfordringer helt frit. Og ensomheden har en direkte indvirkning på beslutningstagning, kreativitet og sundhed. Intet er så trættende som at skulle træffe de fleste beslutninger alene.
Ensomheden følger som en skygge med valget om at være leder eller selvstændig. Både den konkrete hverdagsagtige og den eksistentielle. Den hverdagsagtige ensomhed kan imødegås med netværk, gode kolleger, venner, sparringspartnere, familie.
Men den eksistentielle ensomhed bider sig særligt godt fast i mennesker, der bærer et ansvar større end dem selv og deres familie. De står alene med beslutningerne og deres konsekvenser, arbejder ofte under et sindssygt pres, og fraværet af ligestillede professionelle relationer kan forstærke følelsen af adskillelse.
Mens den eksistentielle ensomhed er et menneskeligt vilkår, der måske nok er mere udtalt både i rollen og i den type personlighed, der vælger at være leder, selvstændig eller virksomhedsejer. Vi fødes alene og dør alene. Uanset hvor tæt vi kommer på andre, på os selv, på vores gud (hvis vi har sådan en), så er vi fundamentalt og uigenkaldeligt alene i universet.
Det er den eksistentielle ensomhed.
Ingen kan kende os fuldstændigt, ligesom vi ikke kan kende andre til bunds. Uanset hvor meget vi kan smelte sammen med et andet menneske, med kunsten, med noget guddommeligt, med en bevægelse—så er der ingen, der kan dø for os, ingen der kan træffe livets sværeste beslutninger for os.
Irvin Yalom, der har skrevet så indsigtsfuldt om eksistentielle forhold, minder os om, at ved at acceptere ensomheden følger en dybere forståelse af en selv og sine relationer. Ved at integrere ensomheden i stedet for at forsøge at flygte fra den i ligegyldige netværksmøder, misforståede betroelser eller et overdrevent brug af ‘vi’—kan livet leves mere fuldt og ægte.
Jeg kender ensomheden. Intimt og personligt. Oplevelsen af at stå alene med ansvaret, bo i et fremmed land, langt hjemmefra. Jeg vidste intellektuelt at jeg er forbundet med en større sammenhæng, men for mig skulle en dybere vished fødes gennem naturen, meditationen og eksekveres som en venlig omsorg for de mennesker jeg møder i hverdagen.
Dag efter dag, år efter år. Altid.
Sådan er det for mig. Hvordan er det for dig?
Vi er mere ens end forskellige
