I foråret 1974 var modefarverne lysegrøn, lyseblå, lyserød – alle i støvede nuancer. Man kunne stort set ikke købe andre farver det forår. I hvert fald ikke i den jyske provinsby, hvor jeg voksede op. Jeg skulle vælge andendagstøj og mine forældre lod mig forstå at det betød noget andet end hverdagsstilen med Lee jeans, Adidas sko og militærskjorte (tysk i gryende ungdomsoprør mod mine forældres og bedsteforældres generationer, der stadig bar krigens had mod tyskerne).
Nå, tilbage til emnet: i 1974 var der ikke ret mange valg, moden var tyrannisk, ensidig og vé den der stak ud. Ligesom der var tre modefarver i forårssæsonen, således var der tre livsstile du kunne vælge mellem: rocker, flipper eller disc’er – forsøg på at undgå disse snævre kasser, disse tvungne valg, faldt sjældnest socialt heldigt ud.
Det lykkedes mig dog at finde både bukser og jakke, der ikke var i støvede pastelfarver og dermed signalere at jeg ikke fandt mig i begrænsninger. Jeg var 13. Jeg havde tøjet på nogle få gange og aldrig mere. Brun var og er ikke min farve.
Tænk, hvor enkelt livet var. Så få valgmuligheder. Ikke kun i moden, men i tv-kanaler (kun en, nemlig DR), jobmuligheder, underholdning, parforholdskonstellationer, uddannelser, madvarer, køn, etc. etc.
Men vi ville selv bestemme. Vi ønskede friheden til at vælge. Alt! Geografi, uddannelse, ægtefælle, politisk orientering, tro, seksualitet, identiteten, personligt udtryk. Valg, som vores bedsteforældre kun havde haft i yderst begrænset omfang. Og måske især for os kvinder, har det været vigtigt at vi havde så mange valgmuligheder som muligt efter årtusinder med udstukne livsvalg.
Den sidste dråbe
Vi fik friheden. Og en kognitiv overbelastning med i købet. Og en dag er det hele for meget og man står der, foran køleskabets grelle lys og ser uden at se. Dagen har allerede krævet tusindvis af småbitte beslutninger og måske nogle få store. Spørgsmålet om hvad vi skal spise er den sidste dråbe.
For pludselig er det for meget. Man orker ikke træffe en eneste beslutning mere. Det føles som en lille nedsmeltning, en overvældende træthed, en hjerne der bare siger: nej, ikke mere. Og man tager sig sammen for ikke at skrige ad verden: ”Så lad mig dog være!”
Det er ikke nødvendigvis livets store beslutninger, der vælter os, men det der føles som omgivelsernes og livets og verdens konstante krav om at vi forholder os til alt mellem himmel og jord. Fra min påklædning til situationen i Gaza, fra min købsoplevelse af tre elpærer på nettet, til min tro.
Måske også derfor, kan naturen være så helende. Den har ingen forventning om at vi har en holdning til den. Den eksisterer i sin ultimative selvtilstrækkelighed.
Valgets udmattelse
Denne følelse af mental overbelastning og udmattelse kaldes decision fatigue:
Decision fatigue er benævnelsen for en svækkelse af kognitiv kapacitet og selvregulering, der opstår ved for mange og for hyppige beslutninger. Når det sker, falder evnen til at vurdere komplekse alternativer, og vi tyer til forenklede strategier: impulshandlinger, udskydelse eller forsøg på at holde fast i det kendte. Begrebet opstod for ca. 25 år siden i forbindelse med forskning i ego depletion; altså ideen om, at selvkontrol og beslutningstagning trækker på en begrænset mental ressource – og er veldokumenteret i psykologisk forskning og ses på tværs af både hverdagsvalg og strategiske beslutninger.
Forskere anslår, at vi træffer omkring 35.000 beslutninger om dagen. Eller 10.000 eller 23.000 afhængigt af hvilken forskning, du læser. Pointen er, at vi træffer valg fra det øjeblik vi slår øjnene op til vi sover. Små og store, trivielle og livsomvæltende. Og det slider på systemet, for hjernen har en begrænset kapacitet. Der kan være uudnyttede ressourcer, men de er … æh, uudnyttede. Utallige, ligegyldige valg trætter vores kognitive vågenhed, og vi ender måske med at træffe dårligere valg, udskyde vigtige beslutninger eller helt undgå at vælge (hvilket, hvis vi skal tro Sartre, også er et valg).
Og når vi er kognitivt udmattede, så er vi tilbøjelige til at vælge den letteste løsning frem for den bedste. Vi bliver frustrerede over tilsyneladende simple spørgsmål. Og vi bliver meget, meget trætte. Og så er det man pludselig en dag græder ind i køleskabet eller hæver stemmen til en, der spørger hvilket brød man vil have.
Beslutningsudmattelse rammer os alle. Men hvis du er leder, er problemet endnu større, for du har også ansvaret for at træffe beslutninger på andres vegne. Der er beslutninger, der kommer med rollen. Og så er der dem, der stammer fra dit personlige kontrolbehov, din forestilling om egen uundværlighed eller fortræffelighed (ja, undskyld), dit behov for anerkendelse, din frygt for kritik. Ledelse er komplekst. Men man kan også selv komplicere det yderligere og nogle ledere er ret dygtige til det.
Gør lederrollen mindre kompleks og belastende ved at delegere ansvar i stedet for opgaver, ved at automatisere det forudsigelige og regelstyre rutinebeslutninger, ved at fokusere på det strategiske. Lev med de begåede fejl, undgå at gentage dem. Jo mere high-level dine beslutninger, jo mere værdi bringer du organisationen. Hvis din medarbejder kunne træffe dine valg, hvorfor skal virksomheden så betale din højere løn?
Min capsule wardrobe
Uanset om du er leder eller ej, så er princippet er det samme for os alle: reducer kompleksiteten hvor du kan.
Min personlige strategi har gennem de sidste 15 år været at forenkle hverdagen og dermed minimere antallet af de små valg i mad, tøj, underholdning, træning. Men også at tage nogle overordnede beslutninger om større ting, der sparer mig en masser forhandlinger. Der er en række ting, jeg ikke behøver overveje. Muligheder jeg har skåret fra.
Det fungerer for mig. Dine kategorier skal måske være nogle andre. Måske du ikke vil trives med min meget smalle diæt eller min endnu smallere garderobe. Men jeg er sikker på du vil trives med den følelse af frihed og overskud der følger. Nå ja, og med den bedre økonomi. Og det mindre tryk på planeten.
For jeg tror vi begynder at indse at friheden ikke findes i at kunne vælge frit på alle hylder.
