På et tidspunkt i livet går det op for de fleste af os at vi ikke fylder ret meget for andre end de allernærmeste.
Og hvilken lettelse det er.
I en verden af selveksponering og selviscenesættelse og selvpromovering er det nemt at miste perspektivet. Sociale medier og professionalisering af det personlige skaber paradokset: Jo mere vi eksponerer os, jo mere kommer vi til at tro, at vores tilstedeværelse betyder noget særligt.
Vi kommer til at tillægge både vores fejl og vores sejre alt for stor betydning. En slags kognitiv fejl, en menneskelig skævvridning af virkeligheden.
Friheden ligger i at indse, at vi kan være fejlbarlige, almindelige, ubemærkede, uden at det ændrer vores grundlæggende værdi. Vi er blot statister i hinandens historier, brudstykker i hinandens liv.
Så hvis en del af dit arbejde kræver tilstedeværelse på sociale medier, kan jeg kun anbefale dig at have nogle redskaber ved hånden, der omgående kan trække dig tilbage fra beruselsen over egen succes. Eller traumet over en dumhed.
Vores egen zendigtende Piet Hein er et af mine:
Ingen
af os
er så stor,
som han tror,
vi andre tror.
Hvordan bevarer du et realistisk selvbillede i en tid, hvor det personlige overeksponeres?