Det er min fars fødselsdag i dag, men da han døde i 2018, giver en fødselsdagskage ikke rigtig nogen mening. Så det bedste jeg kan gøre for ham er at læse morgenaviserne højt – eller rettere – læse dem med hans blik.
Han døde før corona, før Ukraine, før AI, før Palæstina-Israel, før staten opmuntrede os til prepping, før stormen på kongressen, før Trumps genfødsel, før Musk blev et husholdningsnavn, før de mange elektriske biler på vejene, før #metoo, før polariseringen i debatten, før truslen mod NATO, før fagbevægelsens eksistentielle krise, før den nye krig i Iran …
Min far døde før disse store, vilde begivenheder i verden fandt sted. Han ville have elsket at iagttage det, drøfte det, prøve at forstå.
Hans referencer var 2. verdenskrig og den kolde krig.
Vores referencer er nyhederne, der dagligt rokker ved vores verdensopfattelse.
Dagens nyheder
Så lad os starte med Information, farmors avis, og Rune Lykkebergs interview med Pelle Dragsted, hvor de taler om at venstrefløjen har fået det historisk bedste valg. Jeg er nødt til at forklare, at Pelle har smilet siden begyndelsen af valgkampen og taler om at bøje sig mod hinanden og ikke længere vil revolutionen. “Det er da nyt”, forestiller jeg mig at min far siger.
Vi går til den modsatte fløj og i Børsen finder vi en artikel om moonshot-lønninger, naturligvis anført af Elon Musk som forhandler en potentiel løn, der svarer til det dobbelte af Danmarks bruttonationalprodukt. Artiklen forklarer, at forskellen mellem hvad gennemsnitsmennesket (altså dig og mig), tjener, og så disse få ultra-vellønnede, er blevet større og større og større. I 1978 tjente en amerikansk topchef i gennemsnit 21 gange så meget som den typiske medarbejder. I dag er forholdet vokset til 281 gange medarbejderens løn. Og jeg ved at min far ville sige: ”Den form for ulighed føder revolution.”
Så revolutionen er måske ikke helt afblæst endnu.
Vi går videre til – ja, alle aviserne – hvor vi kan læse forskellige vinkler på Pia Olsen Dyhr-krisen. Det var partiet, der skulle komme ind og vise deres regeringsparathed, men snubler i døråbningen. Jyllands-Posten mener at sagen er principiel, hvilket er pressens vanlige måde at forsvare skandaletunge click-bait artikler. Hvad er det principielle ved kampen mellem magtens synspunkt og #metoo’s synspunkt?
Det er et eksempel på den polarisering, som jeg ved min far ville snuble over: Hvorfor kunne de ikke løse det imellem sig? Hvorfor skal det være et offentligt problem, som vi nu opmuntres til at tage stilling til? Er vi på Lotte Kofoeds side, eller er vi på Pia Olsen Dyhrs? Er vi på magtens side, eller for #metoo? Vi kan ikke være begge dele og der er ingen gråzoner.
“Polarisering”, ville min far sige, “er det farligste i verden. Den lille polarisering fører til den store polarisering. Den store polarisering fører til den lille polarisering.”
I Berlingske læser vi at NATO har annonceret en modernisering af atomvåben og en styrkelse af evnen til at afskrække og at Finland stemmer for at fjerne forbuddet mod atomvåben. Jyllands-Posten fortæller at Rusland hyrer unge ukrainere online til at sætte ild til den britiske premierministers hjem. ”Oprustning”, mumler min far. Og jeg ved at han tænker tilbage på årene, hvor vi levede med frygten for russerne og med truslen om en atomkrig mellem USA og USSR.
Risikoen
Og vi, de levende, er som den overforbrugte frø, der lægges i halvlunken vand, der så langsomt varmes op til dødspunktet. Vi har vænnet os til kaos. Vi bliver ikke længere overrasket når Trump siger noget vanvittigt på Truth Social. Vi bliver ikke længere overrasket når Vance langer ud efter os og truer NATO. Vi bliver ikke længere overrasket over at der er en krig i Iran – og nu en tilsyneladende fredsaftale. Men det er nok de færreste af os, der rigtig tror på den.
Vi har vænnet os til at verden slår hyppige kolbøtter , at vi i effekt er i en slags hybridkrig og det, der er sandt i dag, er løgn i morgen. Vi har vænnet os til polariseringen, til at leve med trusler mod vores værdier.
Og det er tilvænningen jeg synes er det mest skræmmende.
Men vi har dog det håb, at verden har det med at blive vanvittig indimellem. For derefter at stabilisere sig.
Det bedste vi kan gøre, er derfor at lade være med at hoppe med på enhver ophidset sidetagning. Lad os finde fælles grund, kompromiser. Lad os tillægge hinanden gode motiver i stedet for det modsatte. Lad os lytte lidt længere, før vi springer i reaktion.
Min far ville have sagt det anderledes: Vær venlig. Værn om de svage. Lad de stærke skuldre bære. Og kæmp for det, du har kært.
