Jeg tror ikke på ekstremer, fanatisme eller slankekure. Jeg tror på balance og på den gyldne middelvej. Jeg tror ikke på at lande godt efter ferien, men på den balancerede hverdag.
Hvert år i august, når agurkesæsonen nærmer sig sin afslutning, og medierne er ved at løbe alvorligt tør for stof, så kommer artikler med gode råd om at lande efter ferien: starte midt i ugen, undgå møder den første dag, booke tid med dig selv til at skabe overblik, prioritere hårdt, komme sent/gå tidligt de første uger, planlægge næste ferie/pause etc.
For de gode råd forudsætter at man har haft ro til at koble af, og at man kan styre sin kalender nogenlunde frit. Men mange har haft hovedet halvt på arbejde hele ferien: strategiske overvejelser, ansvar, uafklarede sager, relationelle spændinger. Det, der mangler, er sjældent energi, men tid til reel regulering. Når søvnen stadig er overfladisk, kroppen ikke har fundet sin dybe ro, og hverdagen står klar med fuld kraft, hjælper det ikke at planlægge en blid start.
Rådene reducerer karrierens kompleksitet til enkle vaner og overser, at det sjældent er viljen, der mangler, men strukturer og vaner, der giver plads til restitution. De ignorerer også den dobbelthed, mange står i: At man ikke alene skal finde fodfæste selv, men samtidig udgør et pejlemærke for andre, som leder, som forælder. Man vender ikke tilbage i balance, hvis omgivelserne allerede kører på højtryk.
Jeg har selv bidraget med gode tilbage-fra-ferie-råd i tidens løb, men i dag er mit bedste – og eneste råd – at skabe den gode hverdag. Udfordringen er ikke at komme godt tilbage fra ferie, men at designe og leve den optimale hverdag – hele året.
Højpræstation og weekend-kollaps
Jeg havde 15 år, hvor jeg arbejdede … ja, ret vanvittigt. Det var, som vi siger i så mange sammenhænge, en anden tid. Jeg befandt mig i ekstremt præsterende miljøer og en kombination af ambition, konkurrencesind og stadigt uforløste barndomstraumer holdt mig til ilden. Der var år, hvor jeg hver uge jeg boardede 6-8 fly og lagde 70 timer hos klienten . For derefter at kollapse i weekenden.
I dag er jeg klogere. Og selv hvis mine overvejelser ikke var det, så er min krop, for den vil ikke længere stille op til den slags vanvid. Så jeg tager det roligt og sørger for at hverdagen er så bæredygtig og balanceret som muligt.
For hvis du vil løbe en maraton, gennemføre en omorganisering, skrive en bog, starte en virksomhed – så må der være tilsvarende fysisk og åndelig næring, hvile og regeneration. Hvis du knokler igennem i flere måneder, så er det naturligt at kollapse den første uge af sommerferien. Kroppen, sindet og sjælen tager, hvad de har brug for. Det smarteste, du kan gøre, er at lære deres behov at kende og give dem, hvad de har brug for, før de finder på hårde metoder, som sygdom, kognitive problemer, følelsesmæssig udbrændthed eller vilde følelsesudsving for at gøre dig opmærksom på, at du misrøgter dem.
Men hvis du hellere vil have kortere cyklusser mellem yderpunkterne (og det kan jeg virkelig anbefale), så kommer her den perfekte ”24-timers cyklus”:
24 timers cyklusser
Det er ideen om, at hvert døgn skal indeholde bevægelse, hvile, nydelse, arbejde, underholdning, anstrengelse, inspiration, næring, refleksion, kreativitet, kærlighed, konflikt og forbindelse til det, der giver dit liv mening. Mange mennesker lever i for lange cyklusser, hvor vi slider hele ugen, for derefter at “slappe af” i weekenden. Eller vi knokler af sted med arbejde og private projekter i ugevis, indtil en ferie, en helligdag giver os en chance for at trække vejret og finde tilbage til os selv. Prisen for at leve et liv med lange cyklusser er, at alt for lange perioder af livet blot skal overstås, før vi kommer frem til weekenden, til ferien, til pensionen. Og hvis livet er noget, der i lange perioder blot skal overstås, så bliver vi til automatisk reagerende overlevelsesmaskiner. Ikke meget sjov i det og ikke meget næring til sjælen.
Den perfekte 24 timers cyklus gør det muligt at være til stede med sliddet, sulten og afsavnet, fordi det er så kort en periode. Den gør det også muligt at være til stede med glæden, taknemmeligheden og forbindelsen til det større.
Du ved selv, hvad der skal til, for at holde din krop arbejdsdygtig, dit sind klart og din sjæl næret på både kort og længere sigt. Det er ikke viden om kroppens, sindets eller sjælens behov eller bud på kure, midler eller metoder, vi mangler. Lad dig endeligt inspirere af al den litteratur, der findes om kost og motion, mindfulness og meditation, spiritualitet og mening. Men find den kombination, der virker for netop din krop, dit sind og din sjæl, netop nu. Det ændrer sig gennem livet. Vi har forskellige fysiske, mentale og spirituelle behov, afhængigt af hvor vi er i livet. Behovet for søvn ændrer sig. Vores behov for stilhed og reflektion ændrer sig. Den type motion og mental træning, vi har brug for, ændrer sig med alderen, gennem livet. Vores behov for forbindelse og mening ændrer sig også.
Personligt har jeg brug for yoga, litteratur og lange hundeture. Hver dag. Ellers tipper hverdagen til den forkerte side.
Du har brug for noget andet. Vid, hvad det er, og skab en hverdag der tilgodeser kroppens, sindets og sjælens behov. Lyt godt efter, for især sjælen har det med at hviske sine behov så sagte, så sagte.






























































