Og noget om, hvordan man kan forstå sig selv gennem litteraturen
Under corona-tiden forsvandt omkring 75 % af min forretning. Sådan fra den ene dag til den anden. Kurser blev udsat, foredrag aflyst og coachingforløb sat på pause.
Der blev meget stille.
Der var meget tid.
Så jeg skrev en trilogi om vikingetiden. Det var ikke helt ud af det blå, for i skuffen havde jeg det meste af den første bog, som jeg havde researchet og skrevet på i 6 år som et hobbyprojekt. Men nu gik jeg for alvor i gang. Krisen, der næsten væltede min forretning, blev muligheden for at udleve en livslang drøm om at skrive fiktion.
Og sådan kan livet jo være så gavmildt.
Hvordan skriver man en roman?
Men det krævede, at jeg lærte et nyt håndværk. At skrive roman er meget anderledes end at skrive de fagbøger, jeg efterhånden havde produceret en del af.
Så jeg måtte lære de litterære greb, der driver en fortælling: at bygge spændingskurver, at strukturere fortællingen i tre akter med vendepunkter, at gøre karaktererne til mere end papfigurer, at skelne mellem deres ønsker (wants) og deres behov (needs), at sætte konflikter og modstand op, for kun gennem kampen med antagonisten kan protagonisten udvikle sig til det, han eller hun skal være.
Hen ad vejen, og måske først rigtigt i bog tre, lærte jeg at gøre antagonisten interessant. Jeg øvede “show, don’t tell”; nemlig at beskrive så sanseligt, at læseren selv mærker og oplever frem for at få det fortalt, og jeg forstod, hvordan en katalysator tidligt i historien tvinger handlingen i gang.
Jeg nød at skrive Estrid-bøgerne. Men måske nød jeg endnu mere at lære dette nye håndværk, som på en mærkelig måde spejlede det, jeg havde i forvejen, nemlig coaching. For fortællingens kunst er jo meningsskabende, ganske som coaching bør være det.
”Når vi læser, finder vi os selv. Forfatterens arbejde er bare et værktøj, der hjælper os med at få øje på noget, vi måske ellers aldrig ville have set.”
Marcel Proust, In Search of Lost Time, Time Regained
Vi forsøger jo at skabe mening, sammenhæng og fortællinger om livet. Vi er fortolkende væsener. Vi leder efter årsager, mønstre, retning. Efter symboler. Men når livet rammer skævt og smadrer den sammenhæng og mening, vi har bygget op, så føles det, som om eksistensen mister sin struktur og selvfølgelighed, og hverdagen føles pludseligt fremmed, kaotisk, farlig, uforudsigelig.
Og det er her, litteraturen kan komme til hjælp.
Både som trøst og opmuntring – og som et spark i røven, alt efter behov – men også som en struktur at forstå sig selv på.
Historiens greb – og livets
En ydre rejse spejler altid en indre forandring, siden vi er vokset op med eventyret.
Og vi kan genskabe tabt mening og få ny forståelse og accept af det uacceptable ved at se vores eget liv gennem fortællingens struktur og greb. Ikke for at leve et fiktivt liv, men som en linse til ny forståelse.
I Estrid Ulvfare følger vi Estrid, en ung kvinde, der i begyndelsen af historien lever et stille liv som hustru og mor. Hun vil egentlig bare have lov at blive i det liv: passe sin gård, elske sin mand, opfostre sit barn. Men som så ofte i livet, kommer virkeligheden i vejen for drømmene.
Estrid er fortællingens protagonist. Vi oplever verden gennem hende, og det er hendes udvikling, der driver historien frem. Hendes vigtigste modstander (antagonisten) er jarl Tokilson. Han er ikke bare en ydre fjende, men den kraft, der sender hende væk fra det hun kender. Katalysatoren er det forfærdelige, der sker med hendes familie, og som river hende ud af hverdagen og ind i noget, hun ikke selv har valgt. Og alt, hvad hun gør efter den forfærdelige begivenhed, sker i modstand mod jarlen og det, han repræsenterer.
Herfra folder historien sig ud i den struktur, vi også kan genkende i vores egne liv, når vi ser tilbage: Først hverdagen, som vi kender den. Så bruddet, der ændrer alt. Og til sidst en slags ny normal. Det er helten, der rejser ud og må så grueligt meget igennem, før han vender hjem med prinsessen. Eller lidt klogere.
Det, Estrid vil – hendes want – er hævn over jarlen. Det er hun meget bevist om. Men det, hun har brug for – hendes need – er at finde sin egen styrke og værdighed. Det indser hun til gengæld først meget sendt, Jarlen er en magt, der styrer hendes liv. Ødelægger hendes liv. Svaret ligger ikke i at fjerne den magt, men i at finde friheden til ikke at lægge under for den.
Hvis du har lyst til at læse Estrid Ulvfare og følge hendes rejse med de greb, jeg beskriver her, så kan du hente e-bogen gratis indtil 29. april på dette link. Estrid Ulvfare 1
Disse litterære greb – protagonist, antagonist, wants, needs, katalysator, konflikt, akterkan hjælpe os med at se mønstrene i vores eget liv og skabe mening i noget, der tilsyneladende er meningsløst.
Og især spændingen mellem want og need er et nyttigt greb til at justere den udviklingsrejse, vi er på.
Det, vi ønsker os, er sjældent det, vi i virkeligheden har brug for.
Litteratur er en nyttig linse at se livet gennem. Især i mørke tider, hvor fodfæstet svigter, eller drømmen er bristet. Og det, der altid er værd at huske: Historien er først slut, når den er helt slut.
Hvis du vil lege med litterære greb som en måde at forstå livet på
Hvad var mit want?
(Hvad var min drøm eller min forestilling om, hvordan livet skulle være?)
Hvad er mit need?
(Hvad har jeg brug for, for at blive den sandeste udgave af mig selv?)
Hvad var katalysatoren?
(Hvilken begivenhed eller erkendelse rykkede mig ud af det gamle spor?)
Hvilken konflikt er jeg midt i?
(Er det noget i mig selv, eller noget udenfor mig, der holder igen?)
Hvor i historien er jeg?
(Er jeg i det kendte (akt 1), det fremmede (akt 2) eller hjemme i det ny (akt 3)?)
Det her er jo ikke en invitation til at tage sig selv mere alvorligt end nødvendigt. Det handler mere om at forstå sit liv og måske lægge en lille smule distance til begivenhederne. De litterære greb kan hjælpe os med at se det alment menneskelige i noget, vi ellers let kan komme til at tage meget personligt – og dermed komme til at bære på en tung byrde af selvoptagethed.