Der er sagt og skrevet en del om grådighed den seneste uge. Men det er for nemt og for overfladisk at afskrive adfærd vi ikke bryder os om som ‘grådighed’ uden at nuancere det. Så lad os prøve at folde begrebet lidt ud.
Grådighed er noget andre mennesker har. Kun få af os kan få øje på vores egen grådighed, udover de uskyldige som grådighed efter chokolade eller anerkendelse. Men jeg tvivler på at ret mange der læser dette, vil sige: ”Ja, jeg er grådig efter penge.”
Det der ligner grådighed udefra, er noget ganske andet når det opleves indefra. Istedet handler det om usikkerhed og frygt; usikkerhed i forhold til mine professionelle kompetencer og min evne til at præstere i et konkurrencefyldt miljø. Det er frygten for at blive kastet ud af fællesskabet, afvist og ydmyget og gjort lille – eller frygten for ikke at kunne sikre min fremtid. Kort skrevet, grådighed er næsten altid en maskeret frygt.
Måske er det frygten for ikke at slå til, ikke være dygtig nok, hurtig nok, heldig nok. Ikke kunne præstere på samme niveau som dygtige kolleger. Denne frygt for utilstrækkelighed – og hvad det kan føre med sig af ydmygelser som afskedigelser, kritik eller at ende på B-holdet – får os til at tage overdrevne risici og træffe uetiske valg. Vores adfærd kan virke grådig, men er blot et forsøg på at bevise vores værd over for os selv og resten af verden.
Måske er det et særligt stort kontrolbehov (bemærk at kontrol og frihed ofte er to sider af samme mønt), der får os til at samle til lager som små egern. Vi skraber ansvarsområder til os for at sikre position og indflydelse, især i markeder eller brancher præget af skarp konkurrence eller ustabilitet. Eller vi har behov for stor materiel velstand for at føle os trygge.
Måske er det behovet for at kunne sammenligne os selv positivt med andre, der fører til kapløbet op og ned ad Strandvejen. Problemet er bare at det er et kapløb uden vindere, for der er altid nogen med et større privatfly.
Måske er det illusionen om at velstand og status giver adgang til “the cool kids’ club” eller blive inviteret med i paneler og bestyrelser og journalisterne vil høre min mening og jeg slipper for følelsen af ensomhed eller isolation.
Måske er det et umætteligt behov for anerkendelse, der driver overpræstation og uetisk adfærd for at få materiel succes som en synlig markør for vores
værd.
Helt sikkert er det dog at nogle miljøer tiltrækker de af os med særlige behov for at stråle, hvilket er de mest usunde miljøer for os. Alle individualistiske præstationsmiljøer, hvor den personlige præstation bliver fremhævet frem for den kollektive og belønnet direkte, er usunde miljøer for os med lavt selvværd eller overudviklet kontrolbehov eller bare en generel frygt for fremtidens ukendthed. Men det er desværre netop de miljøer der tiltrækker netop os.
Og du? Hvad kender du til grådighed?
Maleri: Peter Ravn, Angry Mouth