Dalai Lama siger det meget smukt, når han taler om, at alle mennesker er ens i den forstand, at vi alle søger at opnå lykken og undgå smerten.
Så enkel er den menneskelige eksistens, selv om det lykkes os at komplicere den. Og selv om det på overfladen kan se ud, som om vi fortolker lykke og smerte meget forskelligt, så er det i bund og grund de samme ting, vi bekymrer os om.
Vi vil gerne anerkendes og elskes, vi ønsker at beskytte vores familie og sørge for, at vores børn bliver i stand til at klare sig godt.
Vi ønsker at undgå sygdom og fysisk forfald.
Og vi ønsker at bidrage og bruge os selv, at opleve gode ting og undgå kedsomhed og meningsløshed.
Det er det væsentlige. Resten er krusninger, nuanceringer, små individuelle forskelle.
Men vores frie liv bliver til en skæbne, hvis vi ikke ved, hvad der driver os. Hvis vi tyranniseres af frygt for det ene eller begær efter det andet, så bliver livet, karrieren og kærligheden en forhindringsbane snarere end en legeplads.
Hvis vi skal identificere og tøjle den drivkraft, der enten kan være en slavepisker eller en energikilde, skal vi se på ”hen til eller væk fra”. Ethvert reflekterende menneske har med jævne mellemrum stillet sig selv spørgsmålet: Hvorfor bliver jeg ved med at reagere i de samme mønstre? Hvorfor lader jeg mig provokere af de samme ting/mennesker?
En af forklaringerne er, at vi gennem livet skaber nogle bestemte kodninger i hjernen, som udløser automatiske og halvautomatiske reaktioner, når vi oplever bestemte ting. Noget af det er hard-wired i alle mennesker, for eksempel angsten for døden og beskyttertrangen ved små, hjælpeløse væsener. Men med selvoptagede valg eller et liv, der fordrer for megen kynisme, kan de medfødte reaktionsmønstre blive udfordret og mindsket. Den kultur, vi vokser op i, og det liv, vi lever, bidrager til at forme bestemte koblinger mellem den ydre ting, person eller situation og vores følelsesmæssige, mentale og fysiske reaktion.
Men det er jo ikke virkeligheden vi reagerer på, ikke kun – men vores fortolkning og bedømmelse af den.
Vi tror, vi er frie, men de fleste af os er i en eller anden udstrækning slaver af vores frygt og begær.
Vores sprog er spækket med sætninger som: Det kan jeg ikke, jeg er nødt til, jeg må hellere, jeg har ikke tid. Alt sammen ord og sætninger og meninger, der tager afsæt i noget, vi ønsker at opnå. Eller noget, vi ønsker at undgå. Noget, vi er tiltrukket af eller har aversion mod. Det er de streger, vi snubler over. Streger, vi selv tegner på jorden.
Jeg kender mine streger – kender du dine?
Hvorfor vi bliver udmattede i en verden, der aldrig sover
Billede: LEGO, ca. 1981. Meget brun periode. Vi bliver generelt stillet nogle eksistentielle spørgsmål i denne tid, hvor aftaler og tillid kollapser i verden: Hvad er vigtigt, hvad vil jeg kæmpe for, hvad kan jeg leve med? Men også: Hvad kan jeg - og vi - bidrage med,...
