Billedet er fotograferet af Clive Nicholls og brugt med hans tilladelse. Motivet er Nic Fiddian-Greens hestehoved i Malverleys Garden.
Det er helt vindstille i dag. Himlen hænger få meter over jorden, grå og tung. De tørre dunhammere står musestille i den rustfarvede eng, der virker ganske ligeglad med geopolitiske forhold. Og i baggrunden skoven, den mørke, næsten sorte skov, ubevægelig, tålmodig, afventende. Det er som om ilten er suget ud af verden. Og dog er det jul om lidt. Hjerternes fest, kitschens sejr over tidens minimalistiske æstetik, og juleminder om en mere uskyldig tid, med hvide landskaber, røde kinder og sprød flæskesvær.
2025 var året, vi lærte at leve med en verden i kaos. Det, der syntes utænkeligt for få år siden, er nu rykket ind på avisernes forsider og i mødelokalets bekymringer. Det er ikke længere et spørgsmål om risikoen for krig for Danmark. Den er her. Ganske vist i en form, de færreste af os bemærker.
Og mens der er mænd og kvinder, der dagligt forsvarer vores infrastruktur mod fjendtlige angreb, prøver vi andre at finde håb og glæde i det lille liv, i det nære, i de små nydelser.
Vi finder det i duften af friskkværnede kaffebønner. Den unge mand i kassen, der holder øjenkontakt og siger, ”ha’ en rigtig god aften!”. Grinet du deler med en fremmed på tankstationens toilet. Hundens pels mod håndfladen. Kollegaen, der hjælper uden at være blevet spurgt.
Det er i det lille liv vi finder meningen, glæden og håbet, når verden brænder. Det er i vores indstilling til livet og det, der sker, at vi har vores eneste kontrol.
En vanvittig verden
Det er en mørk tid, denne, hvor stormagter regrupperer og karikerede mænd taler løgne som den naturligste ting i verden. Og vi lytter og tænker, ”sagde han virkelig det?” Og ja, det gjorde han. Han redefinerede sandheden og den indretter vi os nu efter, som mennesker i alle tider har indrettet sig under tyranner.
Men det er jo i mørke, at drømme opstår og vi har fået drømmen om Europa som et lys i løgnen. Måske kan vi andet og mere end at udforme flere regler, som sender innovation og udvikling i knæ. Måske kan Europa blive et værdisæt vi kan samles om.
Volden synes at eskalere. Millioner af døde i meningsløse krige, igangsat og vedligeholdt af gamle mænd, der burde tage sig af deres børnebørn i stedet. Og konsekvensen er, at i stedet for at investere i vores smukke klode, køber vi nu dødbringende våben.
I dag, søndag, mens jeg skriver dette, kommer nyheden om at foreløbigt 16 mennesker er døde efter skyderi på Bondi Beach. Min hjerne kan ikke begribe det. Stranden hvor jeg boede i så mange år? Det mest folkekære, hippiede, venlige sted? Hvordan kan sådan en brutalitet finde sted der?
Også tonen mellem os er blevet mere brutal. Diskussioner bliver sort-hvide og personlige og mere konfrontatoriske end undersøgende.
Der er danske journalister, der må gå med overfaldsalarm, fordi de har skrevet kritiske artikler om voldelige miljøer eller ekstreme bevægelser. Og dermed har vi internaliseret den ydre konflikt. Som mennesker altid har gjort.
Der er emner, jeg ikke længere skriver om offentligt, fordi debatten bliver for voldsom og unuanceret. Så jeg selvcensurerer, som mange gør det i tiden. Kantinesnakken, small-talken før mødet starter, samtalerne til middagsselskabet har fået landminer som mange går udenom, snarere end at komme i uforsonlige diskussioner.
Jeg er ked af at se hvordan vi allerede er begyndt at tie. Dermed vinder truslerne, volden og personangrebene.
”De binder os på hånd og mund”, sang vores bedste-/oldeforældre under 2. verdenskrig. Og nu, her, oplever vi at ytringsfriheden er truet på en måde de færreste af os kan huske.
Sorgen
Min farmor havde sabotører boende i et lille kammer på loftet, der senere blev mit værelse. Min farfar kørte andre sabotører til andre skjulesteder. De talte ikke om det, for det var for farligt at vide hvad den anden lavede. En kuffert stod pakket i entreen, så man kunne komme hurtigt væk.
Jeg voksede op med de lange, tavse skygger efter 2. verdenskrig, og med overbevisningen om at vi havde vundet friheden og at den var uantastelig. Jeg fik at vide, igen og igen, at demokrati, ligeværd, frihed, individets suverænitet er det fineste vi har og værd at kæmpe for.
Men hvordan? … tænker jeg i dag.
Jeg har været i grundsorg nogle år, og den bliver kun tungere. Det er en sorg over at vi har misforvaltet den værdifulde arv vi fik fra generationerne, der levede gennem to forfærdelige krige. En sorg over den trussel mod værdier vi har taget for givet, rettigheder vi har arvet eller opnået: friheden til selv at vælge livsstil, påklædning, ægteskab, uddannelse, tro. Retten til at blande os i den offentlige debat og (medbe)stemme i kongerigets ledelse. Tilliden til retssystemet. Tilliden til naboen. Uskylden.
Hvem vi er
Men der er en silver lining. For når verden brænder, bliver det så meget nemmere at mærke omridset af sig selv. Pludselig står vi over for en modstand, et perspektiv, et værdisæt, der ligger meget langt fra vores. Og det giver noget at forstå os selv imod. En baggrund, der sætter vores egne værdier i relief.
Det kan komme som et råb fra den dybeste del af dig. Et urkald fra et selv, der pludselig kan mærke de værdier, der ellers nemt drukner i hverdag og banaliteter.
Det bedste man kan sige om kriser, er at de fremkalder i sort og hvidt, hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er. Og på en måde, fremkalder de os selv som menneske på et dybere plan, end vores roller og daglige adfærd tillader.
Som flagermusen, der navigerer gennem mørket ved ekkoet af sin egen stemme, kan ydre rystelser sende et ekko tilbage til os. Et ekko, der afslører, hvor vi står.
Jeg tror på håbet og valget, på følelsen af autonomi. På at måden hvorpå vi lever hverdagen og behandler hinanden har betydning. Og at det netop er der, i det nære, i sproget, i handlingen – i venligheden – at vi kan leve de værdier, der bliver truet i det store.
For mange af os, er det den eneste modstandskamp, der er mulig.
Og derfor er mit juleønske til dig, at du vil være venlig. Mod dine kære, men lige så vigtigt, mod dem, der mener noget andet end dig. Lad venligheden være dit våben, din modstand, dit bidrag til den verden, du ønsker.
Jeg vil gøre det samme; bestræbe mig på at være venlig – også under pres og urimelighed.
Må det blive en glædelig og fredfyldt jul for dig.
