Ikaros og hans far Daidalos var fanget på Kreta og det var kun et spørgsmål om tid, før kong Minos ville henrette dem. Der var ikke mulighed for at flygte fra øen, for Minos undersøgte hver eneste båd, der afgik. Derfor fandt Daidalos på at flyve fra øen; han bandt fjer sammen med voks og tråd til et sæt vinger til dem hver, så de kunne flygte. Da han spændte vingerne fast til sønnens arm, advarede han den unge mand: “Flyv ikke for lavt, for havet vil suge dig ned. Flyv ikke for højt, for solen vil smelte voksen. Hold dig midt imellem.”
Far og søn løftede vingerne, sprang ud fra klippen og vinden bar dem på sit kraftige åndedræt. Ikaros mærkede frihedens euforiske sus, havet under sig, solen næsten i øjenhøjde. Han steg og steg. Faderens advarende stemme blev svagere og forsvandt til sidst helt.
Han var tæt på solen. Højere end noget menneske.
Men så smeltede voksen. En fjer faldt af. Så flere. Vingerne opløstes, og Ikaros styrtede tung og uigenkaldeligt som en død fugl. Havet lukkede sig over ham.
Så tæt på solen, så langt at falde.
Overmodets triumf og katastrofe.
Du har mødt dem, disse himmelstræbere, måske endda i dig selv. Mennesker, der flyver for tæt på solen uden at mærke dens advarsel. Jeg er selv fascineret af dem og har tilbragt sommeren i selskab med to historiske herrer, der netop kom for tæt på solen. Og faldt. Vores egen Griffenfeld og Englands Cromwell.
Peder Schumacher var søn af en vinhandler, lynende begavet, vittig, letbenet. Gennem hårdt arbejde, evnen til at være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt og en helt særlig evne til at gøre sig uundværlig for først kong Frederik 3, og derefter Christian 5, steg han i graderne til han reelt var rigets mægtigste mand, greve af Griffenfeld, ejer af adskillige godser og helt central for alle beslutninger der vedrørte rigets økonomi, krigsførelse og lovgivning. Men han skaffede sig fjender undervejs, mennesker der ventede i kulisserne til deres tid kom og harmedes over en simpel borger, der irettesatte adelen og omgav sig med utilbørlig luksus. Og en dag fik kongen nok. Griffenfeld blev dømt til døden, men benådet i absolut sidste øjeblik, mens han knælede med sværdet mod hans blottede nakke. Han blev sendt i fængsel og forvisning resten af livet.
Thomas Cromwell var søn af en smed og værtshusholder i Putney. Han rejste i Europa i sine unge år, og lærte sprog, jura, handel og krigskunst. Han vendte tilbage til England som en mand, der forstod verden og menneskene. Først tjente han kardinal Wolsey, siden Henrik 8. selv, og i kongens tjeneste blev han den praktiske arkitekt bag de store reformer: bruddet med Rom, oprettelsen af Church of England, opløsningen af klostrene og en omfattende lovgivning, der samlede magten i kongens hænder. På kort tid blev han reelt rigets næstmægtigste mand. Men hans jævne baggrund og hans kompromisløse stil skaffede ham mange fjender, især blandt adelen. Det katastrofale ægteskab mellem kongen og Anne af Kleve fældede ham. Cromwell blev henrettet på Tower Hill af en fuld eller uerfaren bøddel, der måtte hugge adskillige gange, før hovedet blev skilt fra kroppen.
Vor tids konger
I dag er kongen ikke en monark med krone og scepter, men dem, der sidder på kapitalens magt: virksomhedsejere, bestyrelsesledere, CEO’er, velhavere. De omgives af rådgivere, direktører og kommunikationsfolk, hvis opgave er at beskytte ham og gøre ham rigere. Og blandt disse rådgivere finder vi indimellem ægte himmelstræbere som gennem slidsomhed, opfindsomhed og tilfældighed, når længere end de fleste. De kan tage en afvisning og rejse sig igen. De kan vente længe i skyggen før de selv træder frem. De kan tage smerten, ydmygelsen, nederlaget uden at miste troen på sig selv eller viljen til succes.
Og de når frem, himmelstræberne, selvfølgelig gør de det. For der vil altid være magtfulde mennesker, der har behov for den form for kompromisløs loyalitet og vilje til at udføre selv de mindste, beskidteste opgaver uden indsigelse. Og snart er himmelstræbere så vigtige og uundværlige, at magtbalancen ændrer sig. Så kommer en tid, hvor himmelstræberne styrer showet; alle bøjer knæet eller nakken for ham, giver ham gaver, anerkendelse, opmærksomhed. I gamle dage modtog han gaver af vildt og vin, i dag er det invitationer til middage, konferencer, interviews. Alle ønsker at blive set med ham, ingen er villige til at konfrontere ham med hans mangler og svagheder.
Kongen finder sig selv managed, bearbejdet, overdøvet, taget for givet, siger, – i første omgang forsigtigt, appellerende – som kong Christian 5, skrev til Griffenfeld:
”når jeg siger noget, da hjælp mig udi mine tanker og før mig ikke tværtimod mine tanker; bring mig ikke først på en sentiment og bring mig da også på en anden mening igen … jeg kan ikke vel fordrage for vidtløftig ræsonnement og veltalenhed; når I vil sige mig noget, eller jeg adspørger Eder om noget, så sig mig kun Eders sentiment kortelig, for det er imod min humeur store ræsonnements … overiler mig ikke, men jeg får have tid til at resolvere mig, og kom så ikke igen, når én gang er resolveret”.
Det er jo en hjerteskærende og inderlig appel fra rigets konge til hans rådgiver om at tage ham alvorligt i stedet for at overhøre, overbevise, forvirre. Men rådgiveren hører det ikke, læser ikke advarslen. Han fortsætter med at overbevise og overtage, træffer nu beslutninger uden om kongen, bag hans ryg.
Nu begynder nogen, alle dem, himmelstræberen har trådt på fingrene på sin vej op ad stigen, nu begynder de at hviske kongen ting i øret og en dag, når himmelstræberen tager et afgørende skridt, lille og i sig selv undseeligt, så løfter kongen endelig hånden og lader dommen falde.
Hvad kan himmelstræberne lære os?
Himmelstræberne overser de mange små advarsler undervejs. De rider på en bølge af ufejlbarlighed, som omgivelserne var med til at understøtte. Magten omgives altid af mennesker, der klapper med, roser og bekræfter, enten fordi de er ansat til det, eller fordi de er bange for at sige magten imod. De glemmer deres plads og lader sig forføre af de smigrende ord indtil de selv tror på dem. Deres indre kritiker forstummer, hvis den da nogensinde har været der.
Ofte er disse mennesker kendetegnet ved en meget høj selvtillid. De undervurderer den reelle modstand, fordi den virker nem for dem at overvinde. De nedbryder argumenter, overbeviser både sig selv og andre gennem resultater, gentagelser og stærke budskaber. Og netop fordi modstanden er svag eller skjult, overser de den.
Og det er netop magtens største risiko: at man bliver blind for advarslerne og mister evnen til at se sig selv nøgternt udefra. Man lærer kun at se sig selv gennem de positive tilkendegivelser, man får og så bliver faldet desto hårdere.
Det er – som altid – en svigtende dømmekraft, der fælder os. Så værn om den, din dømmekraft, det er din eneste forsikring mod overmod, blindhed, selvbedrag.
