Vi er mange, der bruger hele vores væsen på jobbet og som kan ikke gemme vores personlighed bag titler som ”dommerfuldmægtig” eller ”politiassistent”.
Vi har selvfølgelig en titel, men de redskaber vi bruger, er vores personlighed, vores fysiske fremtræden og vores følelser. Vi bringer hele os med på jobbet. Og vi bliver bedømt på den og hvem vi er. Ikke kun på hvad vi laver.
Hvis du er leder har du sandsynligvis været udsat for ledelsesevalueringer. Hvis du er konsulent har du prøvet at blive evalueret. Og du kender med garanti fornemmelsen af at blive uretfærdigt bedømt. Måske er du, som jeg, kørt skumlende og rasende hjem eller følt luften slået ud af dig efter en særlig nedrig kommentar.
Kritik er godt, når den er konstruktiv og vi er robuste og hviler trygt i os selv.
Kritik er forfærdelig, når den er personlig og vi har lavt selvværd.
I mange år underviste jeg på lederudviklingsprogrammer for en stor, dansk mediekoncern. De havde, som så mange andre virksomheder, stor trang og hang til målinger.
Efter hvert undervisningsmodul udfyldte deltagerne et evalueringsskema, der – når man skar ind til benet – spurgte om de havde følt sig underholdt og om de kunne lide underviseren.
Nu er det sådan med journalister, at de ikke giver ved dørene. Hvilket de heller ikke skal. Journalistik er kritisk i sin natur og journalister mener ikke at de har gjort deres arbejde godt, hvis de ikke tilbyder en skarp efterkritik.
De var hårde ved os.
Dengang red mit selvværd på ryggen af min selvtillid. Og når selvtilliden blev udfordret eller jordet, så vaklede alt i mig. Jeg var, hvad vi i mit fag kalder en ”insecure high-achiever”. Jeg var dygtig og jeg vidste det – men alt, alt for skrøbelig overfor andres kritik.
Min fornemmelse af værd som menneske afhang alt for meget af andres menneskers vurderinger.
I dag ved jeg, at jeg har mere forstand på mit håndværk og på mig selv end dem, der evaluerer mig har. Indimellem kommer der gode ideer eller en vinkel, jeg har overset. Det tager jeg til mig og bruger, hvis jeg kan og hvis det giver mening.
Men den form for kritik og anerkendelse, der anvender tillægsord og er båret af følelser, oplever jeg i dag som et blidt vindpust, der dårligt kan flytte en fjer, mens det før var en orkan, der nemt ødelagde en aften.
Insecure high-performers finder vi i alle højt-præsterende jobs. Ledere, læger, advokater, konsulenter, kunstnere, revisorer. Vi er dem, der har gjort det bedst. For vi er drevet af en uudslukkelig trang til at out-performe. Til at gøre det bedre.
De fleste af os siger at vi kun konkurrerer med os selv, ikke med andre. Men hvorfor skulle vi konkurrere med os selv til blodet sprøjter og sveden drypper?
Det gør vi fordi der dybt i vores sjæl er en fast tro på at vi kun er lige så gode som vores seneste præstation. En tro, der blev plantet i barndommen og som kan styre vores voksenliv, hvis vi ikke tager kontrol over den.
Og du, hvordan er det med dig og kritisk feedback?
Maleri: Elin Engelsen