Jeg har ikke skrevet i adskillige uger. Fingrene er rustne, hjernen sandet til af langsomme sommerdage og fraværet af beslutningskrav. Det er fristende, så utroligt fristende at åbne en af sprogmodellerne og bede om ideer, struktur og ja – selve teksten – til det nyhedsbrev jeg har besluttet, skal ud i dag.
Disciplin er en muskel, der svækkes når man ikke bruger den. Og jeg ved at jeg er nødt til at stå her og taste, indtil der kommer noget, der er bare nogenlunde brugbart. Jeg går ikke efter det ypperste i dag. Middelmådighed er tilstrækkeligt. Og jeg har heldigvis et forfatterkneb, der sjældent svigter: nemlig ”shitty first drafts” – dvs. bare skriv uden at redigere, overveje eller strukturere undervejs. Faktisk, bare lad være med at tænke, men tillad i stedet ordene at flyde ud gennem fingrene. For kroppen er jo netop så dygtig til at fungere som en direkte kanal til ideerne, løsningerne, indfaldene.
Den kloge krop.
Så det gør jeg. Bare skriver.
For tanken om at blive afhængig af AI skræmmer mig. Enhver form for afhængighed har altid gjort mig utryg. Citatet ”Freedom is just another word for nothing left to lose” hang i mine første lejligheder. Janis Joplin havde indspillet ”Me and Bobby McGee” få dage før sin død, og i min teatralske ungdommelighed troede jeg, at det gjaldt om at have så få besiddelser og afhængigheder som muligt.
I dag ved jeg at den form for frihed, kan være ret tom og fuld af ensomhed. Men rester af frygten for afhængighed sidder stadig i mine beslutningsmønstre.
Friktionsfri kærlighed
Og måske ikke helt så malplaceret i denne tid. For 15. juli slukkede kinesiske myndigheder for kærligheden ved at forbyde AI-værktøjer, der ” … imødekommer brugerne i for høj grad, fremkalder følelsesmæssig afhængighed eller misbrug, og skader brugernes virkelige mellemmenneskelige relationer”. Det har efterladt millioner af unge kinesere i tårer over deres tabte kærlighed. Millioner af unge, der har valgt den friktionsfri, bekræftende relation. Med en chatbot.
Der er sikkert flere grunde bag myndighedernes beslutning, men en af dem er Kinas faldende fødselstal, som lige nu er 0,9. Vi har altså en befolkning, der langtfra reproducerer sig selv, og som i stigende grad vælger friktionsfri kærlighed og venskab. Du husker tiden med et-barns-kravet i Kina? Det må man da sige har virket.
Thomas Bernt skriver i Berlingske i dag, at mellem 29.000 og 300.000 danskere har en chatbot-ven eller -kæreste. Og stiller det gode spørgsmål ”Hvad er værst? … at knap en fjerdedel af den kinesiske befolkning har digitale assistenter og elskere? Eller at den kinesiske regering bare kan slukke for teknologien hen over hovedet på kineserne, uden at et folkevalgt parlament eller en folkevalgt regering har drøftet sagen?”
De fleste af os har allerede erfaring med de store sprogmodeller, der kan hjælpe os med at skrive en vanskelig mail, finde opskriften på solbærmarmelade, overvåge vores investeringer. De fleste af os har derfor også erfaring med den sykofantiske spejling af vores inderste ønsker – i hvert fald de inderste ønsker, der er et kald om at blive anerkendt og værdsat.
Jeg har vekslet mellem brugen af tre forskellige sprogmodeller og derudover selvfølgelig brugt indbyggede AI-modeller i en række af de andre digitale platforme, der er en del af mit arbejde, for eksempel Shopify eller Mailchimp. De er alle, uden undtagelse, anerkendende, venlige og meget høflige, men især én af dem synes jeg er klæbende anerkendende. Den giver mig ret hele tiden, glider med, og giver mig en meget tydelig fornemmelse af, at tale mig efter munden.
Alt dette for at sige, at jeg forstår så rigeligt, hvad det er, vi får, når vi bruger disse sprogmodeller: en følelse af at være rigtig, have ret, en følelse af at være anerkendt. Og ja, vi ved udmærket godt, det er maskiner – men den oplevede kærlighed er jo indeni os, ikke udenfor, og kan derfor gælde både levende og ikke-organiske væsener.
Narko-psykologien
Engang var det Gud, der gav og tog. Det er det jo selvfølgelig stadigvæk for mange mennesker, uanset hvilken form han, hun eller de optræder i. For ikke-troende har det måske været selve livet, der giver eller tager kærlighed, muligheder, relationer, sundhed, jobs. Og det er jo i sig selv skrøbeligt nok, uanset om det er en gud eller livet, der giver og tager.
Men at det også kan være myndigheder og endda tech-dominanter og endda, endda enkeltpersoner, der først giver mig noget, jeg bliver afhængig af, og derefter tager det fra mig … det er jo selve psykologien i narko-kredse. Og en helt ny dimension i eksistensen.
Vi har jo en lang evolutionær erfaring med at leve med eksistensens vilkårlige give-and-take, uanset om det er en gud eller livet selv. Men nu skal vi derudover forholde os til, at myndigheder, enkelte virksomheder og enkeltpersoner, kan give og tage. Vilkårligt. Uden at vi har nogen som helst indflydelse.
Derfor behovet for en vis disciplin, så vi ikke blot vælger den nemme, friktionsfri løsning. Derfor påmindelsen om at afhængighed er frihedsbegrænsende.
Det er, hvad du får i dag. Første dag efter ferien. Shitty first draft … dog med korrektur.
Fortsat god sommer.
