Hvor går du hen med din ensomhed? Ikke den ensomhed, der handler om at være alene – men den eksistentielle ensomhed, der følger med magten og ansvaret. Den, som ingen må kende, fordi sårbarhed ikke er en mulighed. Ensomheden i lederrollen kan være brutal. Ikke fordi du er alene, men fordi ingen kan dele dine beslutninger.
Kan du bære din ensomhed? Det burde være et standardspørgsmål for enhver lederansættelse.
Den ensomhed, som vi alle mærker før eller senere i livet – forudsat, naturligvis, at de har kontakt til deres egne følelser – er kun stærkere for lederen. Ledere står alene med et stort antal beslutninger og selv for små virksomheder eksisterer en kompleksitet, der gør at ikke alle beslutninger kan deles med andre for at få gode råd.
At være alene på tidspunkter i livet er én ting; at være alene om de grundlæggende, overordnede beslutninger i en virksomheds liv eller en afdelings udvikling, er noget ganske andet. Det er en del af jobbet. Noget du forventes at kunne.
Måden hvorpå du rummer din egen ensomhed på er afgørende; ikke kun for dig selv og dit eget følelsesmæssige velbefindende, men for en lille eller stor kreds af andre mennesker. Måske er du heldig og har en mentor, der kender både dig og virksomheden. Måske har du en bestyrelsesformand, der kan andet end tale dig efter munden eller presse på præstationen. Måske har du en som mig.
Men i sidste ende står du alene med beslutningerne.
Nogle af os reagerer på presset med oversharing, eller ved at være for følelsesmæssig gavmild med at vise frustration eller bekymring. Andre trækker sig tilbage i en lukket og utilnærmelig far-eller-mor-ved-bedst-attitude. Andre igen (mig) med at presse og handle og sætte folk i gang. De fleste af os tyer til vores foretrukne forsvarsmekanismer i ny og næ for at undgå at mærke ensomheden bide i sjælen.
Men for lederen gælder det, at hans eller hendes forsvarsmekanisme og selvbeskyttelse kan forme en kultur og påvirke medarbejdere, så lederen bærer den ekstra forpligtelse at undgå at skubbe et følelsesmæssigt ansvar over på medarbejderne eller skabe en usund frygtdrevet præstationskultur i organisationen.
Men hvem af os formår det karrieren igennem?
Ensomhed er et eksistentielt vilkår. Men den følelsesmæssige isolation der kommer af urbanisering, individualisering og digitalisering, forstærker følelsen af at bære livet alene.
Vi lever i en tid, hvor ensomhed er ved at udvikle sig til en folkesygdom. Derfor er det nødvendigt at lære at acceptere og bære ensomheden i rollen. At bære ensomheden er en eksistentiel opgave, der ikke kan delegeres og måske en af de hårdeste lektioner at lære som menneske. Og som ledere.
Ensomhedens gave er selvindsigt og autenticitet. Du lærer at handle på dig selv og stå på dine beslutninger i stedet for at tækkes en folkestemning. Og det giver frihed.
Hvordan bærer du din ensomhed?