En fortælling om længsel … og hvorfor empati er en kritisk ledelseskompetence
En fasan er flyttet ind hos os. Lige nu går han – eller spankulerer er nok mere præcist – rundt på engen og ser majestætisk, vidunderlig ud med sin lange hale og ræverøde farvepragt mod engens rimfrost og tørre, gule græs. Det er forår, det er parringstid, og han har mærket haven og den nærmeste del af engen som sit territorie og venter nu bare på at hunnerne vil søge ham, som det står skrevet i hans biologiske koder.
Men det sker ikke, for de eneste hunner her, er høns og de værdiger ham ikke et blik. Han står, lidt på afstand og kigger på dem, mens de pikker i jorden, han følger efter dem når de stikker af, ud i den åbne eng. Og jævnligt skriger han sin hæse længsel ud. Men hønsene er ganske uimponerede.
Fasanen ligner en prins i pragtfulde klæder, hønsene blegner ved siden af i deres almindelighed. Han er det øverste i dette lille fuglehierarki, lederen, magthaveren. Men det er ham, der er ensom.
Jeg har ondt af ham.
Denne smertelige længsel efter at blive set, valgt, hørt. Det paradoksale i at være den stærkeste og højeste og alligevel være alene. At styrke og status ikke beskytter mod følelsen af at stå udenfor.
Og det er netop denne evne til at genkende det menneskelige i den anden, som også er helt afgørende for dig som leder i krisetider. For når verden omkring os smuldrer, og trygheden forsvinder, vokser behovet for netop det: at blive set, forstået og mødt som menneske. Vi ser det som en trend i den offentlige debat, en stigende fremvisning af sårbarhed, influenters tårer, kendte mennesker personlige afsløringer af tragedier og traumer. En trend, der understreger vores tids og vores samfunds ensomhed. Det er længslen efter at blive set og mødt.
Og den længsel er kun stærkere når krise og kaos truer. Empati som evnen til at opfatte, forstå og respondere hensigtsmæssigt på andres følelser og perspektiver, bliver derfor en endnu mere kritisk ledelseskompetence. Men at praktisere empati under pres er udfordrende.
Når vi selv er stressede eller bange, indsnævres vores opmærksomhed naturligt. Hjernen prioriterer overlevelse frem for sociale forbindelser. Dette betyder, at netop når empati er mest nødvendig, kan det være sværest at mobilisere.
Fem trin til ledelsesmæssig empati
Empati i krisetider handler ikke om at være “blød” eller undgå vanskelige beslutninger. Tværtimod, det handler om at skabe en psykologisk ramme, hvor mennesker føler sig trygge nok til at engagere sig fuldt ud med realiteterne, også de svære. For hvis der er, ikke er tryghed, så er der heller ingen kreativitet, iderigdom, imødekommenhed, vilje til at tage et ekstra træk etc. Hvis der ikke er tryghed, er ressourcerne begrænsede.
Trin til at styrke din ledelsesmæssige empati
- Kend dig selv. Selvbevidsthed er fundamentet for at forstå andre.
- Afsæt tid til at lytte. Stil åbne spørgsmål og lyt med fuld opmærksomhed.
- Anerkend følelser uden at forsøge at fikse dem. Et simpelt “Det lyder virkelig udfordrende” eller “Jeg kan forstå, at du er frustreret” er bedre end forhastede løsningsforslag.
- Del (lidt af) din egen sårbarhed. At indrømme dine egne usikkerheder (i passende dosis) normaliserer følelsesmæssige reaktioner og skaber mere autentiske forbindelser. Men vær opmærksom, på at ikke at vise så meget sårbarhed at dine medarbejderne føler sig forpligtet til at tage følelsesmæssige hensyn til dig.
- Se tingene fra flere sider. Væn dig til at forestille dig situationen fra andres perspektiv. Hvad er deres bekymringer? Hvad har de brug for?
Grænser for empatien
Men der er grænser for empati og der er forskel på empati og sympati. Hvis du som leder indtager dine medarbejderes følelsesmæssige smerte, risikerer du udbrændthed og beslutningslammelse. Den empatiske leder må derfor også være disciplineret med hensyn til emotionelle grænser: at være der for andre uden at blive opslugt af deres smerte.
På helt samme måde som jeg må som coach. I nuet, mens jeg sidder med klienten, kan jeg mærke deres smerte (og glæde og stolthed osv.) men når sessionen er slut, tager min klient sit liv, sine drømme og udfordringer, sine følelser med sig ud af rummet.
Sådan skal det være, hvis man skal kunne være til rådighed for mange. Det er forskellen mellem den pårørende og lægen. Den pårørende er følelsesmæssig investeret; lægen er empatisk, men bevarer tilstrækkelig distance til at kunne handle klart. Som leder må du skabe en lignende balance – nærværende, men ikke overinvolveret.
Du er ikke alene
Empati er ikke bare en personlig egenskab, det er et kritisk ledelsesgreb i en tid, hvor tryghed og tillid er under pres. Som leder har du brug for mere end gode intentioner og et stort hjerte, når verden omkring dig bliver kaotisk.
Derfor har jeg skrevet en guide til ledelse i ukendt land. Den samler mine erfaringer fra knapt 30 års arbejde med ledere i krise og giver perspektiver, refleksioner og konkrete greb til at stå stærkt – også når retningen er uklar.
Du kan læse eller downloade den her, hvor den er frit tilgængelig GUIDE TIL LEDELSE I KAOS
Ingen bør stå alene med ledelsesmæssige spørgsmål i en urolig tid. Kender du en, der kunne have brug for refleksion og retning, så tip gerne en kollega eller ven, der står alene med ansvaret.
