LinkedIn indeholder både banaliteternes blege ligegyldighed og så skarpe meninger at man får morgenkaffen galt i halsen. Især det sidste er taget til i takt med skærpelsen i den offentlige debat. Det er som om verdens krige og rædsler trænger sig ind på os i hverdagens små uenigheder. Som om vi har internaliseret krigene, modsætningerne, konflikterne og lukker lidt damp ud i vores skriftlige omgang med hinanden.
Vi er komplekse væsener og i stand til at rumme to modsatte tanker samtidig. Men netop den evne lider under pres og vi bliver mere tilbøjelige til enten-eller-tænkning.
Enten-eller-tænkning er en form for følelsesmæssig umodenhed, hvor vi ikke formår at rumme følelsesmæssige modsætninger samtidig. Men det er også mental dovenskab, hvor vi slipper for at begribe kompleksiteten i noget, hvis blot vi indtager en yderposition. Frem for at beherske både-og-tænkning. Det er både mentalt og følelsesmæssigt krævende at forholde sig nuanceret til et komplekst emne – ja såmænd endda til simple emner, hvis man er under pres. Det kræver overskud at søge at begribe og rumme et andet menneske; at mærke både glæde og irritation, at forstå og mentalt acceptere, at han hverken er ren klovn eller rent geni.
Når vi er under pres, forsvinder den følelsesmæssige modenhed, og vi glemmer den livserfaring, der fortæller os, at intet menneske er enten absolut klovn eller komplet geni. For under pres sparer vi på mentale ressourcer, bl.a. ved at se tingene væsentligt enklere, end de er. Enten-eller-tænkning er dermed en effektiv måde at undgå at forholde sig nuanceret til et forslag eller en ide.
Sociale medier som LinkedIn er meningsudvekslingsplatforme med pladsmæssige begrænsninger og en kultur, der bidrager til at tvinge sproget ud i yderligheder af sødmefuldhed og svineri. For slet ikke at skrive om pressens brug af yderligheder og kontraster i overskrifter.
Der er noget fattigt i denne udvikling. Noget uendeligt trist.
Enten-eller tænkning
