Det er morgen. Fridag. Tågen har lagt et slør over engen og skoven og den fraværende vind får det til at virke som om naturen bare venter. I stilhed. Med tilbageholdt åndedræt. Præcist som jeg gør. I de sidste par timer har jeg læst de samme fakta i en række danske og udenlandske aviser, uden at blive hverken klogere eller gladere. Det har været min morgenrutine de sidste måneder. Men nu vil jeg gå ind og sy. Et par fløjlsbukser, måske. Noget konkret jeg kan mærke i hænderne. Noget jeg kan kontrollere.
For Donald Trump har vundet krigen, ikke kun om min opmærksomhed, men om verdens. Håb og rædsel veksler med hans opslag på Truth Social (åh, ironien …). Verden er fanget i en enkelt mands drama af kidnapninger, annekteringer, bombninger, paramilitær opbygning. Trusler, selvhævdelser, trusler og flere trusler.
Vi gætter, fortolker, analyserer: ”Hvad bliver det næste?”, ”Hvad siger han nu?”, ”Mente han virkelig det?”
Skal han købe Grønland? Kuppe regeringen? Nå, nu tager han militært angreb af bordet i Davos. Var det en joke det med fredsprisen? Skal han bombe Iran igen? Eller Cuba? Hvad med sødmælken … hvorfor taler vi om mælk NU? Og hvorfor kan vi ikke lade være med at følge med, selvom vi ved, at det er vanvittigt?
Det gør vi fordi det er stykke underholdende teater. Og fordi vores verden er i spil. Vores værdier. Fordi han fanger vores opmærksomhed, og har magten til at føre sine trusler ud i livet. Fordi han er en himmelstræbende megalomanisk narcissist – med den største skyder.
”Jeg har ikke brug for loven”, svarede Trump for nyligt på spørgsmålet fra The New York Times om, hvad der kunne bremse ham:
” Der er kun én ting; min egen moral, mit eget hoved. Det er det eneste, som kan stoppe mig.”
Vi lader den stå et øjeblik.
Mens vi minder os selv og hinanden om, at enhver megaloman overstrækker sig selv på et tidspunkt. Enhver narcissist mister en dag sit publikum. Intet er evigt. Alting forandrer sig.
De findes jo også i hverdagsudgaver
De findes jo også i hverdagsudgaver, disse Drama Queens & Kings. Karismatiske kvinder og mænd, der kan formulere en vision, give os energi, inspirere os … indtil de udmatter os med deres utilregnelighed og drama. Og de bruger samme metoder som den amerikanske præsident, om end mindre ekstremt.
Ingenting bliver afsluttet. Vi får ingen konklusioner. Alting holdes åbent, så vores hjerner er på overarbejde med at spekulere og gætte og miste overblikket over alle de åbne spor.
Følelser frem for fakta. Der er altid noget, der haster, som er kritisk eller også venter den største sejr, der ligger lige rundt om hjørnet. Vores fokus flyttes fra fornuft og rationale, til følelser og instinkter. For følelser fanger opmærksomhed langt mere effektivt end fakta. Og instinkter overdøver fornuft.
Fokusforskydning. Den ene dag handler det om konkurrentstrategi. Næste dag om farven på servietter i kantinen. Som små antennebørn, scanner vi hele tiden situationen: ”Hvad er vigtigt nu?”, ”Hvilken vej går han?” Vi er i konstant alarmberedskab.
Alt er personligt. Det er nødvendigt at forstå ham eller hende: deres humør, deres næste træk, deres intentioner. Vi bruger al vores energi på at være på deres gode side, i stedet for at passe vores arbejde. De fylder, disse mennesker, i vågne timer og i søvnen.
Dramaet. Det uophørlige drama. Splittelserne. Overdrivelserne. Truslerne. Løfterne. Løgnen. Vores nerver bliver nedslidte af følelsesmæssige udsving.
Vores opmærksomhed er deres ilt. Om vi elsker dem eller hader dem, er ikke så vigtigt. Bare de har vores udelte opmærksomhed så de undgår at mærke den indre tomhed.
Kroppens reaktion på drama
Uforudsigelighed aktiverer nervesystemet, længe før vi når at forstå, hvad der sker. Kortisol og adrenalin pumper rundt i kroppen og holder os i alarmberedskab; klar til kamp eller flugt. Dopaminsystemet tænder, fordi selve usikkerheden er stimulerende. Hjernen bliver fanget som en hare i billygternes lys, af forventningen om det næste signal, den næste dopaminudløsning. Når belønningen er uforudsigelig, bliver dopaminresponsen stærkere – helt ligesom med spilleautomater – og vi tjekker vores telefoner igen og igen, for at følge med i hvad Trump ( … eller chefen, eller den dramatiske kollega) gør nu. Kort skrevet, vi udvikler en form for afhængighed af dramaet, en afhængighed af den person der skaber dramaet.
Resultatet er, at vores opmærksomhed bindes til mennesker, der spiller på helt grundlæggende overlevelsesmekanismer og at vi, uden at ville det, kropsligt belønner det, vi mentalt tager afstand fra.
Når du selv er Drama Royalty
De færreste vågner op om morgenen og tænker, “I dag vil jeg manipulere mine kollegaers opmærksomhed”. Men de fleste af har nok prøvet at holde nogen hen i uvished, at tale dårligt om en kollega bag hans ryg. Vi har måske sendt en tvetydig mail, gået fra et møde uden at konkludere, givet en uklar feedback, åben for fortolkning.
Opmærksomhedstyveri er jo ikke altid et bevidst magtspil. Ofte er det en overlevelsesstrategi fra mennesker, der ikke har en indre fornemmelse af betydningsfuldhed, som har brug for et publikum for at mærke sig selv. Det gør dem ikke mindre destruktive, men det gør dem mere menneskelige, mere forståelige, og lidt mere patetiske.
Så hvad stiller vi op med disse drama-typer?
Det simple svar ville være: ignorer dem. Men netop fordi vores nervesystem er involveret, kræver det stor mental disciplin. Nervesystemet reagerer på uforudsigelighed og trussel, som det altid har gjort. Det bliver ved med at lytte efter det næste signal, selv når vi mentalt har forstået, at det er destruktivt og har besluttet at stoppe.
Hvis deres magt er lille, kan vi bare ignorere dem og dermed fjerne selve ilten til deres hungrende opmærksomhedsbehov. De er intet uden publikum. Nothing. Nada. Så vi kan øve os i at give dem mindre plads. Ikke ved at ignorere dem fuldstændigt, men ved at genkende følelsen når den opstår: “Ah, der er det igen. Dramaet.” Og så vende opmærksomheden mod noget andet. Noget konkret. Noget vi har kontrol over.
Men hvis de har magten til at ændre vores liv markant, så gælder det op at give dem den mindst mulige opmærksomhed; lige nok til at vi kan tage de mulige og nødvendige forholdsregler. Og så ellers fokusere på ting, vi kan gøre noget ved.
Men det er hver at huske at enhver megaloman overstrækker sig selv på et tidspunkt. Enhver narcissist mister en dag sit publikum. Intet er evigt. Alting forandrer sig.
Også vores opmærksomhed.
Ps – og hvis du selv har nogle dramatiske tilbøjeligheder, så overvej om du kan give dem et mere kreativt og konstruktivt udtryk. Vi har rigeligt med drama i øjeblikket.
