For et par uger siden dukkede en ny krise op i vores liv. Pludselig gik det op for os, at skolegårdens bully (og vores ven) ville have noget af vores, og at han var parat til det utænkelige. Statsministeren lagde ansigtet i alvorlige folder, udenrigsministeren afbrød sin ferie, og vi fik endnu mere at være bange for. I de sidste fem år er overraskelserne kommet som perler på en snor: Covid-19, Ukraine-krigen, Palæstina-Israel, Trump, for meget regn, for lidt regn. Vilde ting, vilde konsekvenser.
Det er snublende nært at bruge psykisk energi, følelser og taletid på at være utilfreds med tingenes tilstand: “Han/hun/jeg/du/livet/situationen burde være anderledes,” siger vi, og fortæller dermed hjernen at noget er galt, at tingene ikke er, som de skal være og af vores primitive instinkter forståes det som en trusselstilstand. Det sympatiske nervesystem aktiviseres, pulsen og blodtrykket øges, og stresshormoner pumpes rundt i systemet.
Modstanden mod nuets realiteter, ønsket om at noget skal være anderledes kan drive en forandring, et oprør, en nyttig kamp – men alt for ofte, for alt for mange, driver det ikke andet end slid på krop, sind og sjæl; inflammation, depression, kognitive svigt. (Så har jeg vist fået den slået fast.)
Men – der findes en vej, et kneb til at leve i ro, selvom vi ønsker os alting anderledes: accept. Et af de fine principper fra mindfulness.
Accept bringer nervesystemet fra kamp- eller flugt-tilstanden til en mere afslappet tilstand, bryder dermed trusselstilstanden og giver os bedre adgang til den præfrontale cortex, hvor fornuften, overblikket og de logiske beslutninger bor. Og det eneste sted hvorfra du reelt kan gøre noget ved verdens kaos eller den kolde kaffe på DSB .
Den hurtigste vej til accept er et dybt, dybt suk: en dobbelt indånding, en lang, forløsende udånding.
Accept handler ikke om at opgive håb eller ambitioner, men om at se virkeligheden præcis, som den er lige nu. Det er forståelsen af, at nogle ting kræver tid, at ikke alle situationer kan løses lige nu, og at kampen mod det uundgåelige er spild af energi.
Accept er ikke resignation. Accept er ikke passivitet. Det er viljen til at handle på det, vi kan, skelne mellem det, vi kan ændre, og det, vi må give slip på, og smidigheden til at slippe det, vi ikke kan ændre. Acceptere det. Det er en stille, men kraftfuld forandring, når vi slipper kampen mod nuet og i stedet vælger at se tingene, som de er.
Ganske enkelt: Er det, der bekymrer eller irriterer dig, noget, du rent faktisk KAN gøre noget ved? Hvis nej: Accepter det og giv slip på bekymringer og irritation. Hvis ja: Spørg dig selv, om det er noget, du VIL gøre noget ved. Hvis ja: Gør noget ved det. Hvis nej: Accepter det og slip bekymringer og irritation.
Trump ER sværget ind, han HAR truet os, det ER januar, jeg HAR ondt i ryggen. Kun det sidste kan og vil jeg gøre noget ved, så nu går jeg ind og træner.
Hvad gør du?
Når alt andet er kaos
