Hvem er jeg? Hvad er jeg?
Og det er jo ikke et spørgsmål om selvforståelse eller ydre identitet. Ikke om at være forælder til Fanny og Alexander, gift med Peter, barn af Bent og Ellen, ESG-manager ved Exxon, kasserer i badmintonklubben.
I ungdommen – og senere over lidt for mange glas vin – kan spørgsmålet nemt få et studentikost skær. Diskussionerne om eksistens og væren bliver en opvisning i banaliteter eller klichéer.
Men når man rammer midtlivet, hvor børnene ikke længere kræver ens konstante opmærksomhed, hvor jobbet ikke helt er blevet det, man drømte, hvor ægteskabet er blevet venskabeligt og velkendt. Kort skrevet, dér hvor man igen har tid til at tænke på andet end det forestående. Lige der kan spørgsmålet ”hvem er jeg?” få en snert af desperation, af tid, der rinder ud, af skrumpende muligheder.
Var det det?
Det er der, midt i livet, at spørgsmålet presser sig på med fede streger under: meningsfuldhed, autenticitet og selvrealisering.
Selvrealisering har fået et blakket ry, men er jo et meget præcist udtryk for livsrejsen mod at blive sig selv. Et realiseret selv, der ligger nedenunder rollerne, under den tillærte adfærd, endda under tankerne og følelserne. Et sandt selv. Et selv, der ikke skal forklares eller forstås. Som hviler i sin egen kraft og berettigelse.
Det er det selv, vi er mange, der søger at udtrykke gennem vores professionelle liv.
For arbejdslivet må jo være en af to ting: enten en måde at tjene til livet på. Eller en måde at udtrykke sig selv, at leve sine værdier, at bidrage med det unikke, man har at tilbyde fællesskabet.
Men hvad er da dette unikke? Hvad er det selv, der skal realiseres?
Når verden kalder, kan vi bedre høre os selv
Og det er her, vi kan bruge den dramatiske, kaotiske globale situation til noget konstruktivt. For når verden brænder, bliver det så meget nemmere at mærke omridset af sit selv. Pludselig står vi over for en modstand, et perspektiv. Noget at forstå os selv op imod.
Ikke nødvendigvis en trussel mod livet, men en trussel mod det, vi har taget for givet. De rettigheder, vi har arvet eller erhvervet. Når den menneskelige suverænitet udfordres, når den grundlæggende tryghed vakler, når sandhed og løgn bliver svære at skelne.
Det kan komme som et skrig fra den dybeste del af dig. Et urkald fra et selv, der pludselig kan mærke sine grænser og kontakten til det dybere selv, der jo ellers nemt kan drukne i hverdagsansvar.
Som flagermusen, der navigerer gennem mørket ved ekkoet af sin egen stemme, kan de ydre rystelser sende et ekko tilbage til os. Et ekko, der afslører, hvor vi står og hvor vi ikke længere kan stå.
Hvor står du?
Det kræver ikke en master i filosofi at mærke, at verden er i bevægelse lige nu. Men det kræver eftertanke at bruge den bevægelse til noget.
Hvad har du mærket skifte i dig selv i de senere uger og måneder? Er dine værdier blevet mere højrøstede? Hvilken spørgsmål har trængt sig på? Er det blevet tydeligere for dig, hvad du vil kæmpe for og hvad du kan leve med? Har du lært din frygt bedre at kende? Din vrede?
Og hvad fortæller det dig om, hvem du er?