– og undgå påfuglesyndromet
Det er pinligt og smerteligt at være vidne til store mænd og kvinder, der snubler på målstregen.
Når et livsværk, en glorværdig karriere, en enestående præstation, pludselig smuldrer fordi mennesket laver et fejltrin eller bliver indhentet af fortidens dårlige opførsel.
Klaus Schwab er trådt tilbage som formand for World Economic Forum. Anklager om embedsmisbrug, manipulation og personlig vinding – ikke store, spektakulære skandaler, men mange små overskridelser – har presset ham ud af den organisation, han selv grundlagde og har udviklet til en af verdens mest indflydelsesrige.
En massiv bedrift.
Noget, der betyder noget.
Noget at være stolt af.
Skal han nu forsvinde ind i alderens glemsel med et blakket ry, som en magtbegærlig, selvberigende mand – i stedet for den fremsynede, vedholdende mester af dialog og relation, han har vist sig at være?
Lidt trist, ikke?
Forført af egen succes
Schwab er et godt eksempel på en af farerne ved et langt, succesfuldt arbejdsliv: Jo længere man har en magtposition eller et job med privilegier, jo vanskeligere bliver det at opretholde en realistisk selvforståelse.
Dels fordi tidens kulturelle normer ændrer sig og dels fordi vi opfører os anderledes i nærheden af magt og særlige privilegier. Vi griner mere af chefens vittigheder, end af receptionistens. Vi giver ham ret, holder igen med kritikken. Så når vi siger at magt korrumperer, mener vi at magt skaber en parallel virkelighed, hvor der er særlige rettigheder, særlige hensyn og hvor reglerne ikke altid gælder.
Du løber måske ikke lige risikoen for en stor skandale. Personligt er jeg heller ikke omgivet af sykofanter, eller mennesker, der føjer mit mindste vink (gid, det var så vel …). Men ingen af os er immune over for vanetænkning, for tidens slid på dømmekraften eller for en svigtende evne til at få øje på ændringer i sociale koder og kulturelle normer.
Og derfor kan vi bruge Klaus Schwabs historie til at stille os selv de eksistentielle spørgsmål: Er jeg stadig relevant? Rammer jeg stadig bolden rent? Har jeg (stadig) en realistisk selvopfattelse?
Min egen oplevelse er, at tingene går godt et stykke tid, så begynder det at skride, men det varer lidt før jeg opdager at jeg ikke længere rammer rent. At verden har flyttet sig, mens jeg har stået og svinget ubekymret med battet i et hjørne, der nu er blevet uinteressant. Så følger en tid hvor jeg er nødt til at læse, lytte, iagttage med stor opmærksomhed, derefter re-justering, re-fokusering og så, måske, kommer et skifte i perspektiv og vinkel, stil og form.
Det er min proces for professionel genopfindelse. Du har forhåbentligt din egen.
Fem spørgsmål til din personlige genopfindelsesstrategi
Så spørgsmålet er, hvordan sikrer vi at vi bevæger os i takt med tiden, ikke bliver vaneblinde for hverken egen adfærd eller egne privilegier – uden at sælge ud af den kerne, der er vores unikke bidrag til fællesskabet. Hvordan bevarer vi nysgerrigheden og smidigheden?
For det kræver en bevidst praksis aktivt at søge feedback, justere sin tilbage og indse, at laurbær ikke er noget man kan hvile på ret længe ad gangen og at vores professionelle virkemidler måske ikke længere virker.
Her får du rammen til at udvikle eller videreudvikle din personlige genopfindelsesstrategi.
Hvordan har forventningerne til mig og min rolle ændret sig over tid og har jeg selv rykket mig tilsvarende? Perspektiv: Vi har en tendens til at hænge fast i vores selvbillede. Det kræver (selv)bevidsthed at opdage, når vi er kommet på bagkant af vores egen forståelse af os selv i situationen.
Hvilken slags feedback får jeg i dag og tør jeg stole på, at det ikke blot er høflighed, loyalitet eller ligegyldighed, men ægte og konstruktivt udviklende? Perspektiv: Jo længere vi har magt eller privilegier, desto større er risikoen for, at omgivelserne tilbageholder kritik. Det kræver en aktiv indsats at sikre ærlig feedback.
Hvordan og hvor meget opsøger jeg stadig ny viden, nye metoder, nye mennesker og hvordan fletter jeg det ind i måden, jeg arbejder på? Perspektiv: Evnen til at lære hele livet kræver mental fleksibilitet og villigheden til at ændre adfærd, holdning, kommunikation.
Hvad er mit professionelle bidrag i dag og hvor meget ligner det det, jeg stod for, for ti år siden? Perspektiv: Relevans handler om at kunne tilpasse sin professionelle værdi til en virkelighed, der hele tiden forandrer sig – uden at sælge ud af hovedstolen.
Hvad vil jeg gerne huskes for, udover de resultater jeg har skabt? Perspektiv: Et eftermæle handler ikke kun om, hvad man opnåede, men om den måde, man gik til opgaven på – og hvordan man forlod den. Jfr. Schwab.
Klaus Schwab’s historie er en påmindelse om at ingen er hævet over forsteningen. Vi risikerer alle at blive til fossiler fra en fjern fortid, hvis vi ikke bevarer spændstigheden.
Og mit råd i den sammenhæng, er at kende sin egen proces for genopfindelse, så du ikke skal bruge for lang tid i uvisheden, når du bliver skubbet ud af relevansens komfortable rille.
Hvad vi alle gør, før eller senere.