AI billede skabt af Morten Voss.
Engang levede vi med en cyklisk bevidsthed. Vi kendte naturens rytme, og indrettede os efter den. Det var mørkt om natten, lyst om dagen. Varmt om sommeren, koldt om vinteren. Der var tider til at så, til at høste, til at lade jorden hvile. Vi døjede, frøs, sultede, ventede, men vidste at alt vendte tilbage. Livet var en gentagelse, ikke et fremskridt.
Så kom elektriciteten og udviskede forskellen mellem nat og dag. Industrien gjorde det muligt at forarbejde, opbevare og transportere fødevarer. Vi kunne få jordbær om vinteren, lægge kødet på is om sommeren. Og siden afslutningen på 2. verdenskrig har den vestlige verden vænnet sig til en ny form for tidslighed: den lineære.
I stedet for at tænke i kredsløb tænker vi i kurver. Helst stigende. Vi måler succes i vækst, livskvalitet i fremskridt, og lykke som noget, der bør øges med årene. I morgen er helt sikkert bedre end i dag. Hver generation skal have det bedre end den forrige, hvert kvartal skal vise forbedring, hvert menneske skal udvikle sig. Optimering er blevet en menneskepligt.
Prøv at tale om begrænset vækst i selskab med en gruppe erhvervsledere. Eller foreslå en 35-årig at hans løn aldrig bliver højere end den er nu. Vi er så indoktrineret med ideen om at ting skal udvikle sig positivt, at det ville forekomme os naturstridigt at være tilfreds med nulvækst på toplinjen eller lønsedlen.
Og her er vores åbenlyse sårbarhed. Vi har intet fælles sprog, ingen erfaring, ingen kulturel hukommelse for hvad man gør, når fremskridtet stopper. Vi har ikke lært at trives i modgang, kun i medgang. Vi har ikke værktøjer til at navigere i nedture, fordi vi har overbevist os selv om, at nedture er unormale – noget, der skal undgås og overstås, i stedet for naturlige faser, der skal gennemleves.
Vi har glemt, at der altid følger en vinter efter høsten, at døgnets mørke ikke er et produktionstab, men en forudsætning for hvile.
Winter is already here
Netop denne ide om den cykliske verden finder vi hos historikeren Neil Howe. I The Fourth Turning Is Here beskriver han hvordan historien følger fire årstider, der gentager sig omtrent hvert århundrede, omtrent svarende til et langt menneskeliv.
Forår: Efter den sidste vinter-krise, er det tid for opbygning og fællesskab. Vi ønsker tryghed og stabilitet, stærke institutioner, optimisme.
Sommer: En ny generation gør oprør. Spirituel og kulturel fornyelse. Institutioner føles for omklamrende og begynder at smuldre.
Efterår: Individualismen sejrer. Institutioner svækkes. Samfundet fragmenteres i stridende grupper, værdier udfordres og polariseres.
Vinter: Eksistentiel krisetid. Gamle strukturer kollapser. Samfundet tvinges til fundamental transformation. Genfødsel.
Ifølge Howe befinder vi os i vinterfasen, der startede med finanskrisen i 2008 – det øjeblik hvor vi kollektivt indså at systemet kunne knække, at væksten ikke var evig, at fremskridtet kunne gå baglæns. Siden da har vi haft pandemi, politisk sammenbrud, økonomisk ustabilitet, truende og aktuelle krige, svindende tillid til institutioner, polarisering.
Vi begynder at kunne mærke kaoset.
Howe’s pointe er, at kriser (vinter) ikke er undtagelser, men nødvendige vendepunkter. De markerer overgangen mellem to historiske epoker. Så den voldsomme tid vi lever i nu, betyder ikke at verden er ved at bukke under, men varsler begyndelsen på noget nyt.
Men det gamle må dø, før det nye kan få plads. De ideer, institutioner, systemer vi har levet med og af gennem sommer og efterår, tjener ikke længere deres formål.
Men spørgsmålet er selvfølgelig: Hvordan overlever vi vinteren? Hvordan holder vi modet oppe, når alt omkring os synes at falde fra hinanden?
Men hvordan kan vi trives i svære tider?
”We must learn to thrive in the face of challenge. The good news is, that we thrive better in times of challenge.”
Ordene er Dr. Florence Gaub’s, en temmelig cool dame fra NATO Defence College, der talte på DIs topmøde sidste uge. Hun lagde ikke skjul på at vi er i krise og det at bliver værre før det bliver bedre. Men hendes vigtigste budskab var, at trivsel ikke er afhængig af medgang. Tværtimod.
Og det er jo netop opgaven. At leve og trives gennem vinterens mørke. At insistere på at livet leves i det små og det nære, at finde sin opgave, at sætte egne behov lidt til side. Og – synes jeg – at være venlig.
Hvis man baserer livet på det store, der sker i verden, på de forkrøblede magtgalninges adfærd, på pressens overskrifter, så bliver krisen virkelig tung og mørk at komme gennem. Lad os i stedet minde hinanden om, at vi stadig kan bage et godt brød, gå en tur i skoven, blive fanget af en bog. Livet leves i nuet. I de små ting. Ikke kun i sorg eller bekymring over verdens forfald.
Og vi ældre voksne; os der blev født ind i efterkrigstidens forår og sommer, os der aldrig har kendt reel (kollektiv) eksistentiel krise, vi har en særlig opgave i at definere værdierne for det nye, der skal bygges. For at fokusere indsatsen når alt fragmenterer. Bevare hovedet koldt når kaos breder sig og insistere på at samles og tjene fællesskabets bedste.
Og endeligt: det mest konstruktive valg i trange tider er at fokusere på hvordan man selv vil møde verden. I stedet for at begræde fraværet af venlighed i verden, så vær den venlighed selv. Det er nemmere skrevet end gjort, men alternativet er ikke godt.