Der er brudflader i verden, så skarpe og åbne, at hadet presses ud.
I USA er den politiske splittelse så dyb, at familier går i stykker. Diversitet og køn er blevet kampzoner. Klimatruslen kiler sig ind mellem generationer. Putin mindede os om Europas og fredens skrøbelighed. Palæstina-Israel-konflikten kæmpes med blod i Mellemøsten og med ord og følelser på vores universiteter, i pressen – selv her på høflige, professionelle LinkedIn.
Det er skræmmende på en måde, vi ikke har oplevet i årtier. Frygt og vrede siver ind i avisoverskrifterne, i direkte indslag i TV-avisen og i ekstreme synspunkter på sociale medier. Vi bærer følelserne med os i trafikken, når vi råber ad en cyklist eller giver fingeren til bilisten, der overhaler hasarderet. Vi bringer dem med på jobbet, i samtalen og i vores adfærd på sociale medier.
I ledergruppen, i direktionen og i bestyrelsen siver vreden og frygten ind under døren som giftgas, usynlig for det blotte øje – og bliver til aggression. Ordene bliver skarpere, irritationen tydeligere, indrømmelser og kompromisser sværere.
Pludseligt er sarkasme og passiv aggression kommet ind i mødelokalet, hvor der før var en hyggelig stemning. Alliancerne bliver urokkelige, beslutninger fastlåses, og luften bliver kold af en konflikt, der ikke kommer til udtryk.
Herfra bæres vreden og frygten ud i organisationen. Ledergruppens alliancer og konflikter viser sig mellem afdelingerne, og hvor der før var velvilligt samarbejde, er der nu mistillid og modarbejde. Kompromisser bliver til selvbeskyttelse. Fokus flytter fra opgaven til alliancer og rivalisering.
For ikke så længe siden deltog jeg i en professionel diskussion, der udviklede sig til en konflikt. Jeg var undersovet og overarbejdet, og i stedet for at berolige og dæmpe og imødekomme blev mine argumenter skarpere, min position tydeligere. Lige dér betød det noget, om jeg fik ret. Som om nogen nogensinde får det. Det krævede en del arbejde at reparere relationerne i gruppen efterfølgende.
Vi kan ikke gemme os for verdens konflikter eller holde dem ude af de grupper, vi indgår i. Selve styrken i en gruppe er dens forskellige synspunkter, så de brudflader, der skærer verden åben, vil uundgåeligt finde deres vej ind i vores diskussioner om andre ting.
Personligt tror jeg, det er, fordi vi er bange. Bange for en verden, der hver dag har en ny truende overskrift. Bange på et dybt, grundlæggende niveau – irrationelt og uartikuleret, eksistentielt. Og den frygt presser på for at komme ud. Det viser sig som splittelser og skarpe kanter i partnergruppen, ejerkredsen og ledergruppen.
Den aggression, du mærker, er ikke kun din egen, men verdens. Og det kan være svært at skelne mellem det personlige – fra dit eget liv, dine egne problemer – og det kollektive.
Det er en farlig tid, vi lever i. Ikke kun på grund af de vilde ting, der sker derude i verden. Men fordi vi trues på vores samvær og samtale.
Bevar roen. Hold den gode tone. Elsk mere end du hader.