Min farmor blev sent og modstræbende gift. Havde hun levet nu, var hun uden tvivl forblevet single. Hendes madlavning var katastrofal og hun havde endnu mindre interesse for andre af ægteskabets områder. Men hun formede familiens generationer gennem halvfjerds år. Hun var vores anker, vores centrum, vores samvittighed og pligt. Da hun som 104-årig og en af de sidste af sin generation døde, forsvandt de dyder og værdier, som havde båret generationen gennem tre krige og en økonomisk depression.
1960erne åbnede muligheden for skilsmisse og 70erne for seksuel frigørelse, og så var banen kridtet op til at stede kernefamilien og mandens forsørgeransvar endeligt til hvile.
Et par årtier senere fandt vi ud af, at vi savnede kernefamilien med dens fælles ferieture og filmfredage i sofaen og hjemmebag. Så vi vendte tilbage til den, men denne gang i udvidet form. Flere børn, andres børn, flere partnere, flere eks’er. Ofte hyggeligt, men ikke med den tro på stabilitet og uopsigelighed, som herskede før i tiden.
Så med en frigørelse fra religionens strammende moral, med en økonomisk vækst, der gjorde det muligt at eksistere i mindre husholdninger og med kvinders krav om ligeberettigelse og indtræden på både arbejdsmarked og i politik, har vi nu et samfund, hvor det er økonomisk muligt og moralsk acceptabelt at leve alene, hvor den individuelle bevægelighed er mulig i en grad, vi aldrig har set før. Kort sagt, vi har et samfund, hvor individet har meget vide rammer til at forme sin egen tilværelse.
Ud af disse frie rammer, kom stress, depression, diagnoser, hjælpeløshed, misbrug etc. etc.
Vi er frie. Og meget dårlige til at forvalte den frihed.
Vi dyrkede mulighederne for at vælge frit på alle hylder, smed de begrænsende strukturer ud, blev viden- eller servicemedarbejdere, men opdagede at vi dermed også smed tryghed, meningsfuldhed, nærhed og fællesskab ud – og vendte os mod arbejdslivet som leverandør af disse ting, som religion, fædreland, familie og håndværk tidligere havde suppleret.
Vi forventer os alt for meget af arbejdslivet. Især os med videregående uddannelser, som ikke har andet end indholdet af vores hjerne at tilbyde.
Vi har blot skiftet én slags herredømme ud med et andet ved at lade magten over og ansvaret for vores lykke og tilfredshed og mening være placeret uden for os selv.
Lad arbejdet have den plads, det har krav på – ikke mere, ikke mindre. Arbejdet er vores bidrag til fællesskabet og et sted vi finder indsatsens og mestringens tilfredse glæde. Det er ikke knagen, hvorpå vi kan hænge vores eksistentielle behov.
Vores forhold til arbejdet
