Jeg læste for nylig et opslag, som fik mig til at tænke på afstanden imellem de krav vi stiller og vores villighed til selv at efterleve dem.
Marianne Dahl pegede helt rigtigt på det paradoksale i, at opbakningen til svinevelfærd har fyldt meget i det seneste valg og endda kommet til udtryk i et borgerforslag, der er underskrevet af virkelig mange danskere, samtidig med at det økologiske marked har det svært. Og det har det. Den økologiske gris udgør stadig kun omkring én procent af den danske svineproduktion, og i sommer måtte økologiske landmænd skære ned på (læs: slagte) deres besætninger, fordi efterspørgslen svigter.
Hvorfor føles det, som om vi har gjort noget, når vi har sagt noget? Og hvem af os bliver ikke en lille smule ramt, når vi opdager at vi har stillet krav om noget, vi ikke selv helt efterlever.
Jeg gør i hvert fald.
Noget tyder på at det at stille krav kan være en form for moralsk handling, der ikke forudsætter at vi selv sætter handling bag ordene. I grise-sammenhængen: blot det at skrive under på borgerforslaget eller stemme for svinevelfærd, giver os moralske browniepoint uden at vi behøver gøre noget anderledes. f.eks. betale betydeligt mere for øko-gris.
Hvad koster et krav?
Det er blevet billigere at stille krav. Både på samfundsniveau og i virksomhederne. Et krav er ofte gratis at fremsætte, men kan være kostbart at indfri. Det er jo ret fantastisk at leve i et land, hvor vi kan fremsætte borgerforslag, kan stille krav til politikere, virksomheder, myndigheder – og at vi kan gøre det som enkeltpersoner. Men måske har vi vænnet os så meget til det, at vi glemmer at vi også er en del af det fællesskab, der skal imødekomme kravene.
Engang var moralsk anseelse noget man tjente gennem indsats eller afsavn, nu er det nok at have de rette holdninger og udtrykke dem som krav.
Den naturlige indvending er selvfølgelig at om jeg køber øko-gris eller industriel gris betyder forsvindende lidt for den enkelte gris eller i den store sammenhæng; at det er et strukturelt problem, der kræver strukturelle løsninger og derfor er en underskrift på borgerforslaget faktisk en fornuftig handling.
Men der er forskel på at overdrage et ansvar og på at aflevere det.
Når jeg overdrager det til politikerne/institutionen/ledelsen etc. er det, fordi jeg ikke kan løfte det alene. Til gengæld er jeg stadig bundet af udfaldet. Jeg skal betale den højere pris, når kravet bliver til lov, og jeg skal leve med at et erhverv bliver mindre og nogle mennesker må gå fra gård og hjem.
Hvis jeg bare afleverer det som om jeg ikke har et ansvar, og måske endda med en vis indignation, så bliver det – ja, billige moralske point.
Men mit ærinde her, er lidt mere end det konkrete svineproblem, nemlig vores stigende tilbøjelighed til at stille krav uden at ofre.
Måske det også har noget at gøre med, at det er ret frit at stille krav til institutioner – hvad enten de er virksomheder, brancher eller myndigheder – fordi der ikke er et ligeværdigt menneske i den anden ende? Så snart modtageren er “det” eller “den” og ikke et “du“, er der ikke nogen der svarer tilbage: ”Og hvad vil du så give afkald på?”
Det er noget af det, der er så mærkeligt i den semi-offentlige debat: at de samme mennesker kan være rørende hensynsfulde over for det konkrete menneske og ubarmhjertige over for virksomheden/institutionen etc.
I den danske folkesjæl hviler ideen om at individet altid kan stille krav til systemet, at den lille kan stille krav til autoriteten. Personligt synes jeg det er en god ting, men måske det er stukket lidt af?
Følelsernes valuta
Men vi må også lige rundt om publikum, for opmærksomhedsøkonomien har stillet sig til rådighed for personlige krav overfor systemet.
Jeg holder mig som udgangspunkt væk fra Facebook, for det synes at være blevet en mørk brønd af forargelse, indignation, svinagtighed og ligefrem had. Tonen er mere barsk end jeg er komfortabel med, og indtil nu har LinkedIn været det pæne sted, hvor høflige mennesker udvekslede relativt stuerene holdninger. Men den hårde tone, tendensen i retning af mere voldsomme følelsesudbrud, rykker længere og længere ind på den corporateste af sociale medier.
Det handler mindre om at kravet er legitimt, end om det får følgeskab. Et uigennemtænkt krav, der fremsættes med tilstrækkelig følelsesfuldhed, kan få en tsunami af indigneret, ophidset opbakning. Mens et mere sobert krav, fremsat rationelt, har ringe udsigter på sociale medier.
Så følelser fylder. Følelser er en valuta, der i sig selv bliver et argument. ”Jeg bliver så ked af det/vred/skuffet… ” er en effektiv indledning, og hvis det ledsagende billede er en selfie med et tilsvarende ansigtsudtryk, så hugger algoritmen til og opslaget bliver vist bredt og hyppigt.
Det virker.
Og det er selvforstærkende.
Enhver der bevæger sig på de forskellige sociale platforme og har noget at sælge, uanset om det er et produkt, en service eller et synspunkt, oplever at forargelse, indignation, overraskelse vejer tungere, end gode argumenter og kreative ideer.
Måske fordi der er en slags selvrensende effekt i det?
Når jeg viser min forargelse (hvad jeg lige har gjort) over at ministeren lader ulven vise frem i al sin uværdige, døde forsvarsløshed, så føler jeg mig lidt hævet, lidt bedre, lidt mere moralsk uantastelig (jeg ville aldrig have gjort det …) over ministeren og hans uduelige rådgivere. Og samtidig bidrager jeg til at ulvesnakken tager en dagsrunde mere.
At vise sin indignation eller stille et krav, der ingenting koster, er nemme moralske point.
Os, der stemte for bedre svinevelfærd og alligevel vælger den hakkede svinefars til 50 kr. kiloet, i stedet for den økologiske til 100 kr. kiloet, har ikke rigtigt noget i klemme. For det er den økologiske landmand, der skal slagte hver tredje af sine grise, der betaler prisen for den stemme vi afgav, for den underskrift vi satte på borgerforslaget.
Og hvis jeg nu skal træde ned af det elfenbenstårn, jeg skriver fra, må jeg jo indrømme at selve dette nyhedsbrev, hvor jeg strøer om mig med anklager og påstande, begår netop den fejl, jeg adresserer: jeg stiller indirekte krav om at andre holder op med at stille gratis krav og løbe med på indignationen. Og du … du kan ikke engang svine mig til i kommentarfeltet. Det har jeg nemlig slået fra.
Tornen i mit øje …
