BILLEDE: Gavmildt udlånt af Frances Berry Moreno. Se hendes arbejde her.
Måske har du hørt om Thoreau og hans lille hytte ved Walden Pond?
Det er en historie, der ofte bliver brugt til at illustrere menneskets længsel og nytte af at være i tæt kontakt med naturen, gerne i selvvalgt alenehed. Men det er ikke hele historien om Henry David Thoreau. Ja, han flyttede ud i skoven og der alene et par år. Men han kom hjem til søndagsmiddag hos mor, der boede fem minutter væk.
Thoreau nægtede at betale skat til en regering, der favoriserede slaveri og gik i krig mod Mexico. Derfor røg han i gældsfængsel. Men kun en enkelt nat, fordi nogen (familie eller ven) betalte skattegælden af imod hans vilje, og dermed fratog ham hans passive modstand.
Han blev vred, endda meget vred, over at blive frarøvet konsekvensen af sit valg. Og på den vrede, skrev han en artikel, Civil Disobedience, hvis kerneargument er, at staten ikke har en højere moralsk autoritet end individets samvittighed. Hvis loven er uretfærdig, er lydighed mod loven ikke en dyd, men fejhed.
Vi HAR jo et valg
Jeg ønsker ikke at gå yderfløjenes ærinde, men bruge Thoreau som inspiration til en slags professionel ulydighed, og minde om at vi hver især har et valg og at vi kan sige fra overfor ting, der ikke er rimelige eller meningsfuld eller effektive.
Spørgsmålet er ikke om vi har et valg (for det har vi altid), men om vi er villige til at drage konsekvensen af det. Og det starter jo med at vi husker på hvor lidt vi er ”nødt til” i denne del af verden – og at de fleste af os langtfra udnytter den frihed vi har.
For eksempel til at gøre oprør mod ideen om konstant tilstedeværelse og korte svartider.
Overkommunikation æder vores dømmekraft
Microsoft’s Work Trend Index fra juni 2025 viser ikke bare, at vi bruger utroligt meget tid på kommunikation, men at vores arbejde er fragmenteret. Så bare lige for at uddybe hvorfor professionel ulydighed kunne være en god ide, er her nogle tal:
40 % er i gang med mails før kl. 6.
Hver tredje svarer sent om aftenen.
Og vi bliver afbrudt igen og igen i løbet af dagen.
Eller vi kan trække på McKinsey research, der viser at vi bruger op mod 30% af arbejdstiden på at besvare mails og 20% på at lede efter information. Dvs. halvdelen af vores tid går med kommunikation.
Opmuntring til professionel ulydighed
Hvordan kan nogen stadig tro, den type adfærd er meningsfulde eller effektiv? Og lige om lidt vil AI tredoble den kommunikation vi skal forholde os til.
Vi har normaliseret vanviddet. Og vi forveksler travlhed med produktivitet.
Vi er nødt til at begynde et opgør mod maskiniseringen og umenneskeliggørelsen af vores arbejdsliv. Begynde at slette alle de mails, hvor vi bare er kopieret fordi nogen er bange for at blive kritisere for ikke at informere nok. Tage tid til at svare. Ordentligt. Måske endda tage en snak i stedet for uendelige mail- og beskedtråde.
Professionel ulydighed betyder at gå imod det forventede. Herunder det, vi forventer af os selv. Det betyder at leve med bekymringen for at blive anset for doven, uengageret eller upålidelig.
Professionel ulydighed betyder at jeg bærer mit eget ubehag, bekymring og måske endda frygt ved at skylde nogen et svar, sige nej til et møde hvor jeg ikke har en rolle, cc to mennesker i stedet for ni, lukke computeren kl. 17 og åbne den igen kl. 9 næsten morgen.
Teknologien accelerer. Vi skal ikke følge med.
Når vi ligger i hængekøjen i den 4. ferieuge, ved vi jo godt at der er noget vanvittigt over vores forhold til skærme og kommunikation, men i hverdagens pres lægger vi den selvstændige tænkning fra os, og træffer i stedet valg på rutinen og nok også lidt på frygten.
Det er selvfølgelig nemt for mig at sige, nu, hvor jeg selv styrer min tid og i øvrigt er gammel og tilstrækkelig ligeglad. Men jeg har ikke glemt fornemmelsen af at være fanget i endeløse krav, med uendelige lister af ”nødt til” og ”skal” og latent dårlig samvittighed.
Jeg håber at du vil tage et lille opgør i tide. For dig selv. Før du mister fornemmelsen af mening og overblik, før du føler dig mere som maskine end menneske. For det er ikke noget vi kan overlade til myndigheder, arbejdsgiverforeninger eller HR.
Vi taber kontakt til sjælen og slider os selv op, hvis vi tror vi skal konkurrere med maskinerne på produktivitet og tempo. I stedet må vi insistere på at bringe vores menneskelighed på arbejde; vores empati, dømmekraft, relationsevne, intuition osv. For der er vi uovervindelige og værdifulde. I hvert fald på denne side af dystopien.
