I dag mister jeg sjældent selvtilliden. Jeg kan mit materiale og håndværk, har mange tusinde timers praksis bag mig og jeg ved (en viden, der kom sent i livet), at når alt kommer til alt, så er det bare et arbejde. Ganske vist et arbejde, jeg holder utroligt meget af, og som jeg dagligt er taknemmelig for, men bare et arbejde
Men sådan har det bestemt ikke altid været.
Som mange andre højtpræsterende og ambitiøse mennesker, gav livet mig ikke så meget selvværd i dåbsgave og jeg kompenserede med at blive dygtig, fordi omgivelserne stod klar med ros for netop den adfærd. Hen ad vejen voksende min selvtillid. Jeg kunne indtage et rum uden svedige håndflader, stå på scenen uden stemmen rystede, træffe beslutninger på andres vegne uden at vakle.
Jeg havde masser af selvtillid, men stadig et lavt selvværd. Og det er jo en skrøbelig kombination, for selvtilliden er et sultent monster, der kun trives når den bekræftes og anerkendes og stryges med hårene og absolut ikke får kritik. Risikoen for narcissistisk selvoptagelse ligger snublende nær.
Lad mig give dig et eksempel.
Journalisters talent for kritik
Igennem en længere årrække arbejdede mit konsulentfirma for de store medier. Vi underviste i ledelse, coachede og rådgav om organisatoriske emner. Jeg husker køreturene hjem fra et eller andet konferencested, efter flere dages undervisning på et lederkursus. Jeg husker ubehaget i kroppen, de selvkritiske tanker og den lurende frygt. Bare fordi vi ikke havde fået topkarakterer. Det kunne være én ud af 30 deltagere, der havde en kritisk kommentar. Det var nok til at destabilisere min selvtillid og indre ro.
Og når man underviser redaktionelle ledere, så får man kritik. Efterkritik er en fast del af deres eget arbejde, og de ville ikke føle de havde været fair overfor os, hvis de ikke gav os et par ideer til hvad der kunne gøres bedre. Det vidste jeg. Det vidste mit team. Men alligevel slog det mig ud.
Hver gang.
Hver eneste forbandede gang.
Hvis du ikke selv kender til denne skrøbelige fornemmelse af kun at være lige så god som din seneste præstation, så lyder ovenstående sikkert overdrevent og oversensitivt. Men sådan var det for mig. Sådan er det for mange. Især os, der indtager podierne på landets konferencesteder, udgiver bøger, sidder for bordenden i mødelokalerne, stiller op til paneldebat i podcasts og tv-studier. Os, hvis stemme må høres for at vi ikke kommer i tvivl om egen eksistens.
Jeg vidste at jeg var nødt til at ændre min selvtillid. Den opførte sig som blodsukkeret på en cola-diæt. Den ville aldrig kunne erstatte et svagt selvværd – det måtte komme ad andre veje – men den måtte lære at være mere stabil og ikke sende mig fra ekstase til den dybeste afgrund flere gange om ugen.
Så det gjorde jeg. Jeg tøjlede den. Jeg lærte at bruge den som en superkraft, i stedet for som belønning eller modstander. Ganske som de østlige visdomstraditioner opfordrer os til at ”tæmme tigeren” og ”ride dragen”.
Set i bakspejlet, brugte jeg især tre teknikker. Teknikker som hen ad vejen, langsomt og møjsommeligt, har gjort at jeg kan træde ind i en hvilken som helst professionel situation, uden at ryste på hånden eller i sjælen. Her får du dem:
Mine personlige tips til en stabil selvtillid
Dyrk håndværket. I min familie har der altid været en stor kærlighed til håndværket, uanset om det var syning, bogbinderi eller smedearbejde. Da jeg var 7 år, købte min far et lig af en gammel cykel og lod mig sætte den i stand. Det var selvfølgelig ham, der førte min hånd, men han lærte mig og han lod mig føle at jeg mestrede opgaven. At være coach er et håndværk. Det er ikke et kald. Det er ikke kunst. Det er metode, erfaring og teknik. At holde foredrag er et håndværk. At facilitere en ledergruppe gennem konflikt er et håndværk. Hvis man forsøger at gøre det til en akademisk disciplin, eller et spørgsmål om personlighed eller medfødt talent, så er der risiko for at snuble i egne snørebånd. Et håndværk kan læres og udvikles så det føles trygt, velkendt. Et håndværk svigter ikke. Er ikke afhængig af situationen eller stemningen. Det er pålideligt.
Fokus på indsatsen. Den anden teknik stammer fra mindfulness-traditionen og handler om hvor fokus er. Når vi har fokus på resultatet, udkommet, destinationen, så åbner vi de følelsesmæssige og mentale døre på vid gab, så uro, usikkerhed, forstyrrelser kan trænge ind. Når jeg havde fokus på hvad deltagerne mente, når jeg gjorde deres mening til dommen over min indsats – ja, så havde jeg tabt slaget om sjælefred.
Jeg lærte at holde fokus på det jeg tilbød at dele med deltagere, tilhørere, lyttere og læsere, uden ønske om anerkendelse eller frygt for kritik. Sådan lidt; ”Her er hvad jeg ved, tag det du kan bruge og gør med det, som du vil”.
Kort skrevet: jeg flyttede fokus fra resultat til indsats. Og det er faktisk et af de råd, der oftest vækker genklang hos mine klienter.
Det er bare et arbejde. Der er en viden, der kommer af sig selv, hvis man er så heldig at blive gammel nok; nemlig forståelsen for, at menneskelivet er uhyre enkelt, men at vi er stand til at komplicere det i uhørt grad. Livet byder på kærlighed, meningsfuldhed, smerte, ensomhed; enkle, store størrelser, der ligger meget langt fra en lunken tilfredsmåling.
Så for 10-15 år siden begyndte jeg at spekulere over hvorfor mon vi tog vores arbejde så alvorligt at vi ligefrem bliver syge af det. Vel at mærke ikke af fysisk overbelastning. Ud af de tanker kom bogen ”Vær professionel”, hvor jeg prøver at udfordre vor tids illusioner om arbejdslivet.
Du kan downloade et koncentrat af bogen her.
Ved at udvikle mit håndværk, holde fokus på egen indsats og anlægge et andet perspektiv på mit arbejdsliv, fik jeg kontrol over mine reaktioner på andres reaktioner på det, jeg laver.
Og du – hvordan er det med dig og selvtilliden? Styrer den dig – eller er du i kontrol? Har du brug for at kigge på dit håndværk, dit fokus eller dit perspektiv på arbejdslivet?
