Vi taler ofte om lederes magtmisbrug, men sjældent om hvordan magten føles indefra eller vores frygt for at bruge den nødvendige magt i lederskabet; frygten for vores egen magt.

At være leder kræver, at du balancerer magt med ansvar. På en god dag, når verden er venlig og du har sovet tilstrækkeligt, er det forhåbentlig ikke et problem. Du ved og hviler i at din rolle er at træffe beslutninger, adressere afvigelser og korrigere uønsket adfærd.

Men der kan være dage, hvor du frygter din egen magt, uanset om den er formel eller uformel, om den stammer fra din hierarkiske position eller din ekspertise, om den kommer via dine forbindelser eller din evne til at belønne eller tvinge. Dage, hvor magten kaster lange, indre skygger.

Du kan være bange for at få et dårligt omdømme, for at blive kendt som en tyran eller en despot. Eller bange for at skabe et utrygt miljø, hvor medarbejdere ikke tør sige deres mening eller lave fejl og du risikerer at miste deres tillid. Du kan være bange for at skabe en kølig og tung stemning, der giver dårlige ledelsesmålinger baseret på spørgsmål om psykologisk tryghed. Eller måske er du slet og ret bange for at såre, skade, nedgøre eller ydmyge andre; bange for at tilføje dem den form for smerte, som du måske – måske ikke – selv har kendt.

Den indre kamp, du kan opleve, når din magtudøvelse strider imod dine personlige værdier og integritet, kan skabe en form for moralsk belastning, der minder om stress. Følelser af skyld og skam kan opstå, hvis du føler, at du har handlet som en tyran eller bølle, hvilket ikke fremmer hverken selvtillid eller selvværd.

Nogle udøver deres magt naturligt og overvejende balanceret, men andre kommer til magten som kompensation for usikkerhed og utryghed.

Forældre, der var overkontrollerende eller autoritære, kan skabe en lignende adfærd – eller en dyb frygt for at gentage disse mønstre. En opvækst med begrænset støtte og anerkendelse, mobning, ekstrem konkurrence eller autoritære lærere kan både føre til en bølleagtig magtudøvelse eller frygten for at bruge sin magt. Visse personlighedstræk som perfektionisme kan hæmme en naturlig magtudfoldelse af frygten for at træffe forkerte beslutninger eller blive anset som en dårlig leder. En overudviklet eller misforstået empati kan stå i vejen for det naturlige lederskab.

Frygten for at misbruge sin magt kan i sidste ende føre til den form for uklar ledelse, der skader både organisationen og den enkelte medarbejder.

Som altid, når vi taler ledelse, er der en afvejning mellem lederens eget følelsesmæssige behov og det, opgaven kalder på. Når det følelsesmæssige behov – for at være afholdt, ikke lave fejl eller ydmyge andre, for at være en del af fællesskabet – fylder for meget, går det ud over opgaven, og magtudøvelsen kan blive klodset, voldsom eller uklar.

Og du? Hvordan har du det med din egen formelle eller uformelle magt? Er der tider eller situationer, hvor den hviler tungt på dig, og du er bange for dens kraft?