Jeg er ved at blive gammel.
Gammel som i grå hår og ledsmerter.
Gammel som i ydre tålmodighed og indre ro.
Gammel som i hverdagsagtig bevidsthed om min forestående død.
Og jeg er blevet pinagtigt bevidst om at samfundet ikke nødvendigvis ser alder helt så positivt som jeg selv gør det. Især ikke det professionelle miljø, jeg færdes i. Til trods for at mennesker faktisk er markant lykkeligere efter de 55 år. Statistisk.
Hvorfor denne modstand mod at være gammel?
Hvorfor skamfuldheden over tidens tegn i ansigtet og på kroppen, over nedgangen i fysisk formåen?
Hvorfor disse desperate tiltag indenfor kost, træning, kirurgi, kemi for at holde fast i noget, der har været?
Måske fordi vi er mere bange for døden end vores forfædre, som ikke troede den kunne afværges, men var noget Gud tog sig af. Vi derimod, tror at vi kan forhandle med døden gennem ren og skær vilje og disciplin.
Men måske også fordi gammelhed ikke er særlig attraktivt i vores kultur og tid.
Alder er den næste store diversitetsdagsorden
I de senere år er det blevet ikke bare legitimt, men attråværdigt at være sårbar. Og det er ikke længere forbeholdt de unge eller kvinder. Lige nu kører Berlingske en serie om modne mænd, der står frem med deres sårbarhed. Langt de fleste arbejdspladser øver sig i at rumme forskellighedernes sårbarheder. Vi taler om kvinder i overgangsalderen, om unges følelsesmæssige udsving og sensitivitet, om diagnoser, stress og psykisk skrøbelighed. Vi har skabt sprog og strukturer omkring det, der engang var skjult.
Og det er godt.
Men én form for sårbarhed nævnes næsten aldrig: alder. Ihvertfald ikke på ledelsesniveau eller i andre sammenhænge, hvor præstationen er i højsædet og arbejdspresset består af uendelige møder, lange dage, rejser, stå på podiet etc.
Tværtimod. De færreste virksomheder tilbyder aldersorlov og de seniorordninger, der findes, handler typisk om nogle få fridage om året. Ikke noget man kan blive gammel på. Kort skrevet: arbejdslivet og især ledelses- og præstationslivet (rådgiver, finans, medie etc.) ændrer sig ikke, selvom vores kroppe og hjerner gør det.
Hvilket er ganske tåbeligt, for den visdom, det overblik, den indsigt alderen giver, er ubetalelig som ramme og modvægt til yngre generationers ny viden, energi og initiativ.
Men i stedet for at værne om den visdom 55+ årige bringer til bordet, så slider vi dem op ved at stille krav om at de løber lige så stærkt og lige så længe som 30 år yngre kolleger.
Virkelig tåbeligt.
Realdanias undersøgelse fra 2025 viser, at unge under 30 er den mindst tilfredse aldersgruppe, mens livskvaliteten stiger støt med alderen og topper i 70’erne.
Kilde: Realdanias undersøgelse om vores livskvalitet 2025. Læs hele rapporten her
Succession Reluctance: Når magthaverne ikke vil overlade magten til næste generation
Og når virksomhederne og mediebilledet ikke værdsætter alderen, så tør vi selvfølgelig heller ikke. Vi lader som ingenting, bider ledsmerter og træthed i os og knokler om kap med langt yngre kolleger.
I sidste uge sagde en klient: ”I have always had these twin monsters: my ambition, and my drive. Now I only have my ambition.”
Og det er jo netop den ubalance, længsel er født af: når man stadig har sulten, men ikke midlerne eller mulighederne.
Jeg anerkender at der er smerte forbundet med at blive gammel, at det er en rejse af farveller og bittersøde minder. Men længsel er også liv og ganske nydelsesfuld, hvis man vil acceptere den.
Så her er det eksistentielle valg vi alle præsenteres for: Vil du leve i overensstemmelse med din krops behov og din hjernes visdom – eller vil du leve på trods og imod?
Personligt er jeg ikke i tvivl. Jeg flyttede på landet for 15 år siden, og for hvert år, bliver mit liv en lille smule mere nydende, lidt mere langsomt, en smule mindre præsterende. Jeg kunne sikkert godt pendle til København tre gange om ugen, som jeg gjorde det i for 10 år siden, men jeg vil ikke. Den fysiske pris er for stor. Hvis jeg har større foredrag eller fler-dages arrangementer, så lægger jeg tidsbuffere ind på begge sider. Så jeg har tid til at snakke med hønsene.
Men ikke alle vælger den vej. Nogle insisterer på at forblive i magtens centrum, som vi har set det i et par nylige eksempler:
- Lars Rasmussen afskediger Kristian Willumsen og træder selv tilbage som CEO i Coloplast.
- Lars Rebien afskediger Lars Fruergaard og træder ind i bestyrelsen som ”observatør”
- Jørgen Ejbøl styrede, hyrede og fyrede med karakteristisk eneråd, indtil han til sidst måtte trække sig i vanære.
Måske er det et udtryk for den sidste bastion af det privilegium, der ligger i at være hvid, mand, ældre og vant til at blive lyttet til.
Men måske er det også bare menneskeligt. For hvad sker der, når man giver slip? Når man ikke længere har adgang til magtens kredsløb? Når telefonen ikke længere ringer?
Mange, især mænd af ældre generationer, er blevet formet til at være den, der ved bedst og tager ansvar. Den, der træffer beslutningen. Og det er ikke let at give afkald på. Især ikke i et samfund, hvor man enten er på – eller glemt.
Måske derfor flokkes vi også i biografen for at se Tom Cruise, der – igen, igen – vinder over de onde. I Mission Impossible #94 hænger han på vingerne af et fly. Frit i luften. 62 år gammel spiller han stadig Ethan Hunt med uændret krop, uændret tempo, uændret udholdenhed. Og det er ikke engang for sjov, men gravalvorligt. For Cruise er myten om den aldrende mand, der stadig kan alt. Som aldrig bliver svag. Som aldrig mister tempoet. Cruise er udødelighedens inkarnation.
Vi har brug for en ny fortælling om den sidste tredjedel af arbejdslivet
Nestor: En nestor er strategisk i sin evne til at tænke langsigtet og forbinde fortidens erfaringer med nutidens kompleksitet, taktisk i sin sikre håndtering af relationer, konflikter og beslutningsrum. En nestor kan bære sin egen utålmodighed og andres, de kan rumme aggression, frustration og kritik uden at gå i forsvar. De forstår at menneskelige behov driver både udvikling og nedbrydning. Og måske vigtigst: en nestor behøver ikke længere demonstrere sin værdi.
Sådan kunne en seniorlederrolle beskrives.
Det burde være en selvfølge at vi tilpasser arbejdslivet til livslivet. For det, vi bliver bedre til med alderen: evnen til at se det store billede, fornemme sammenhænge, forstå mennesker, handle med omtanke, viden om kontekst og historie – er mindst lige så værdifuldt som energi, initiativ, ny viden.
Men vi har ikke noget sprog for det skifte. Derfor er vi nødt til at tale åbent om alder og ændre vores krav til og målinger af ældre ledere, så de ikke længere måles på effektivitet, men på dømmekraft. Ikke skal præstere, men se og sætte retning. Og vi har brug for rollemodeller: Ledere som ikke kæmper for at holde sig unge, men som tør være gamle med værdighed og indsigt.
Vi er begyndt at tage hensyn. Til mange. Vi anerkender værdien af diversitet på alle andre parametre – køn, etnicitet, neurotyper, socioøkonomisk baggrund – ignorerer vi den ene form for diversitet, som vi alle (hvis vi er heldige) vil opleve: Alderdiversitet.
Men det, jeg måske synes er mest tragisk, er at vi forsøger at omgøre livets naturlige udvikling, hvilket jo bliver en form for robotificering af os selv. I stedet for den organiske udvikling fra barn til voksen til forælder til midaldrende til gammel til død, så forsøger at ignorere den periode af livet, hvor vi potentielt kan være de bedste udgaver af os selv – mentalt og følelsesmæssigt, kreativt og videnmæssigt. Om ikke fysisk.
Det er lidt trist.
Og du? Hvordan ønsker du din professionelle alderdom skal være?