Billede: Bertel Thorvaldsen, Gratierne 1842, Thorvaldsens Museum, fotograf Jakob Faurvig
I sin nye strategi frem mod 2030 skriver DR, at den høje tillid, der kendetegner os som samfund, er under pres. Medievirkeligheden er blevet fragmenteret og individualiseret. Algoritmer belønner det følelsesladede, det forargede og det konfliktfyldte. To tredjedele af danskerne oplever i dag den offentlige debat på nettet som polariserende, og mange vælger helt at trække sig fra samtalen, fordi tonen er blevet for hård. Når uenighed ikke længere blot er uenighed, men glider over i mistillid og modvilje, svækkes det fælles grundlag, som demokratiet hviler på. DR kalder demokratiet robust, men ikke usårligt.
Jeg synes det er alt for nydelig en beskrivelse af hvor vi er; for når politikere må gå med overfaldsalarmer, når lærere bliver slået og sparket af elever, når vi sviner hinanden til på sociale medier, når dem med de største muskler kan tryne andre … ja så kommer selve fællesskabet under pres, og konflikter, splittelse, ja sågar krige kan opstå.
Og vi finder splittelse og fragmentering i vores arbejdsliv og i de fællesskaber, vi indgår i til daglig. I virksomheden, familien og samfundet er vi i en konstant bevægelse mellem hensynet til den enkelte og hensynet til fællesskabet. Den balance kan ikke fastlægges én gang for alle, men må justeres igen og igen.
Det er der ikke noget nyt i.
Selvoptagelse er usundt – for en selv
Det nye er at individualiseringen er accelereret de senere år: mine behov, mine rettigheder, min oplevelse. Og vi ser flere virksomheder og organisationer, hvor hensynet til den enkelte reelt står i vejen for at kunne løse den fælles opgave. Når fællesskabet svækkes, efterlades ledere med en umulig opgave, medarbejdere med for mange valg og organisationer uden retning.
Det er jo ikke kun fordi vi alle stiller flere krav om individuel hensyntagen, men i takt med at fleksibiliteten bliver større – når der ikke længere er klare svar på hvor, hvornår, hvordan og med hvem arbejdet udføres – efterlades den enkelte med et ansvar, som minder om at drive en enkeltmandsforretning. Og det er langt fra alle, der har psykologien til det. Eller lysten, for den sags skyld.
Så meget fleksible rammer og meget hensyn til den enkelte, er ikke kun skidt for virksomheden, men også for medarbejderen. Et menneske, der konstant må forsvare sine grænser, træffe beslutninger og afklare sine behov, lever i et forhøjet spændingsniveau. Nervesystemet er på overarbejde. Når der derimod findes rammer, som ikke hele tiden skal forhandles, falder presset fordi ikke alt står til diskussion.
Og for lederne kan opgaven være umulig: for hvordan tager man hensyn til den enkelte medarbejders behov uden at svigte organisationen? Hvordan fastholder man en fælles opgave, når alt opleves som individuelt? Og organisationen kan risikere at spejle den splittelse, vi ser i verden: flere konflikter, splittelse, mere vrede og mindre evne til at samarbejde om det, der er større end os hver især.
Det er ofte her, ledere rækker ud til mig, i afmagt fordi opgaven er blevet mere kompleks, end man kan stå alene med. I frustration, fordi de fleste faktisk gerne vil være imødekommende, men har en opgave der skal løses.
As above, so below
Jeg tror ikke, løsningen er at vende tilbage til gamle hierarkier eller at tilsidesætte individets betydning. Men jeg tror, vi er nødt til igen at insistere på rammer. På fælles spilleregler. På den erkendelse, at fællesskaber altid kræver noget af os. Og i disse tider, hvor konflikterne raser om ørene på os, så findes der mening og tryghed i at arbejde aktivt for det nære fællesskab i organisationen, i nabolaget, i familien.
Jeg tror, vi i tunge tider har brug for at genopdage fællesskabet som en forpligtelse. Ikke som selvopofrelse, men som viljen til indimellem at spørge sig selv: Er mit eget behov i dette øjeblik vigtigere end den opgave, vi deler? Eller kan jeg strække mig for helhedens skyld?
Vi træffer det valg i en tid, hvor alt omkring os peger i den modsatte retning. Verden er i krig, gamle regler bliver kastet til side, the winner takes all. Den virkelighed siver ind i vores liv, vores arbejdsliv og vores relationer.
Hvis det er rigtigt som de gamle visdomstraditioner hævder, at det samme mønster spejler sig i det små og i det store, så risikerer vi at føre krigen videre i mindre målestok, i konflikter, i splittelse, i gensidig mistillid. Men det betyder også at vi kan påvirke verden gennem vores individuelle adfærd. Hvis vi hver især insisterer på fællesskabet frem for at tilfredsstille egne behov, så er der større chance for at (gen)skabe den tillid, der er så vigtig for os. I det mindste er det bedre end at lade vrede og usikkerhed diktere vores adfærd, samtidig med at vi læser instagram slogans eller organisatoriske value statements om fællesskabet.
Det er vel den eneste modstand vi har mod den splittelse, der ellers vil æde os.
Genkender du ledelsesdilemmaet? Lad os tage en snak om, hvordan du kan være fleksibel og imødekommende, uden at svigte opgaven. Du kan booke en uforpligtende samtale uden beregning på knappen nedenfor.
