Verden er kaotisk, vanvittig, skræmmende og uforudsigelig i denne tid – og man kunne ønske, at den var anderledes.
Men verden er, hvad den er. Hverken mere eller mindre.
Det – netop det – er smerten. Det er den del, vi ikke kan gøre ret meget ved. Ikke sådan lige, hver især, og ikke på den korte bane. Vi kan stemme på de politikere, vi mener trækker verden i en bedre retning, vi kan ironisere og latterliggøre de gamle mænd, der er ved at smadre verden.
Men det er omtrent hvad vi kan stille op med smerten.
Vi kan til gengæld gøre noget ved den lidelse, der er forbundet med verdenssituationen.
For lidelse kommer af vores fortolkning af situationen. Det er ønsket om, at noget skal være anderledes. Det er ønsket om at Trump ville snuble i sit eget vanvid. At Putin ikke havde imperialistiske drømme. At jeg ikke havde sagt den dumme kommentar i går.
I samme øjeblik vi ønsker, at virkeligheden skal være anderledes end den er, så tilføjer vi lidelse til smerte.
Min dårlige skulder – og selvmedlidenheden
Smerten er virkelig, fysisk, konkret: uroen, afmagten, ensomheden, søvnløsheden. Den er objektiv konstaterbar. Men lidelsen opstår i tankerne, som fortolkninger og personliggørelse af det objektive og de medfølgende følelser.
Det lyder provokerende, men vi skaber selv lidelsen, selvom vi – ofte – ikke har kontrol over smerten. Vi skaber selv lidelsen, selvom vi sjældent er klar over det og det kan være svært at lade være.
Vi siger til os selv og hinanden:
“Sådan her burde det ikke være.”
“Det her er for meget.”
“Jeg kan ikke holde det ud.”
Lidelsen er det, vi lægger til. Det er historierne, vi fortæller os selv, bedømmelserne, modstanden.
Min skulder gør ondt. Noget knækker og presser derinde. Sådan er smerten. Men angsten for om det aldrig bliver bedre, selvmedlidenheden, vreden … det er alt sammen noget jeg helt alene skaber. Og det prøver jeg så at lade være med, mens jeg sidder her og skriver og hvert slag mod tastaturet sender et jag gennem skulderen.
Her kommer mindfulness ind. Ikke som spa og wellness. Ikke som komfort og trøst. Men som en træning i at skelne. Jeg vender selv tilbage til denne skelnen igen og igen. Ikke fordi jeg altid lykkes. Men fordi jeg gang på gang opdager, hvor meget af min egen uro, der faktisk består af fortolkninger, forestillinger og modstand mod det, der allerede er sket.
Den erkendelse gør ikke verden mindre alvorlig. Men det gør verden lidt lettere at være i.
20 minutters guidet meditation
Hvad er meditation?
Et æble er bare et æble
Der er sket en korrumpering af mindfulness. Det er blevet til wellness, hvidklædte mennesker med hånde på hjertet og hovedet på skrå. Masser af blidhed og rolige åndedræt. Ren sympati og kærlighed. Og det er smukt, det har sin plads.
Men mindfulness er mere. For metoden blev født som svaret på det grundvilkår, der ligger på roden af den buddhistiske filosofi.
”Livet er lidelse.” Siger buddhaen, og fortsætter selv dialogen:
”Og hvorfor er det det?”
”Fordi vi foretrækker én ting frem for en anden. Som regel noget andet end hvad dette øjeblik byder på.”
Men – og det er den gode nyhed – det kan vi faktisk gøre noget ved.
Ideen er, at vi hele tiden enten længes efter noget eller ønsker at komme væk fra noget. Vi er konstant i en form for bedømmende modsætningsforhold til virkeligheden: mere af dette, mindre af dette. I stedet for at acceptere at livet og verden og virkeligheden og vi selv såmænd bare er, hvad det er, og at den følelsesmæssige værdi er noget, vi selv lægger ovenpå.
Et æble er bare et æble. Det er vores individuelle fortolkning, som bestemmer, om æblet er godt eller dårligt, surt eller sødt. Og den fortolkning baserer sig langt overvejende på vores erfaringer fra fortiden og vores forventninger til fremtiden.
Min skulder gør bare ondt. Ikke mere, ikke mindre.
Opmærksomhed på – opmærksomheden
Vi kan træne opmærksomheden. Ikke kun opmærksomhed på ting udenfor os selv, men opmærksomhed på opmærksomheden = meta opmærksomhed. Bevidstheden om, hvor mine tanker er. Hvad jeg er i færd med at gøre. Og dermed blive bedre til at fange lidelsen, når den sniger sig ind. Vi kan opdage, hvornår vi lægger lidelse oveni. Hvornår vi er ved at fortælle os selv, at det burde være anderledes. Og vi kan øve os i at være accepterende. Ikke-bedømmende.
Man kan træne meta-opmærksomheden uden at meditere. Blot ved at begynde at lægge mærke til sine bedømmelser og fortolkninger, til skylden og skammen, til selvmedlidenheden og bebrejdelserne, til bekymringen og vreden. Men meditation er den hurtigste måde at træne sin meta-opmærksomhed på.
Smerte er at ligge vågen om natten; der er ensomheden, den stive krop, uroen. Alt det, der bare er. Hvis vi kan holde det der, så står vi op næste morgen og er lidt trætte. Og det var det. Men ofte fører den negative bedømmelse af søvnløsheden, ønsket om at det var anderledes til selvmedlidenhed eller selvbebrejdelse.
Og så kommer følelserne på overarbejde og så har vi balladen.
Det er ikke søvnløsheden, der er problemet. Det er dit forhold til den.
Mindfulness, i betydningen af at være opmærksom på opmærksomheden, er en virkelig effektiv metode til at holde styr på bedømmelser og fortolkninger. Og dermed undgå at skabe den unødvendige lidelse.
Jeg ved godt, det her ikke er nogen blid, spa-agtig tilgang til mindfulness.
Og det er måske ikke det, du har brug for lige nu.
Men jeg lover dig: Det er nyttigt. Især i en tid, hvor virkeligheden er så voldsom, er det nyttigt at kunne forholde sig lidt mere neutralt til den.
Så næste gang du mærker uroen, så spørg dig selv: Hvad er smerten her? Og hvad er det, jeg lægger oveni?
Det begynder med opmærksomhed.
