Billede: LEGO, ca. 1981. Meget brun periode.
Vi bliver generelt stillet nogle eksistentielle spørgsmål i denne tid, hvor aftaler og tillid kollapser i verden: Hvad er vigtigt, hvad vil jeg kæmpe for, hvad kan jeg leve med? Men også: Hvad kan jeg – og vi – bidrage med, som ikke er maskinelt, som ikke kan gøres lige så godt eller bedre af AI? Hvad er vores stemme, vores touch, vores ydelse som virksomhed? Og hvad er min?
På LEGO, i begyndelsen af 1980’erne, havde vi fastnettelefon og breve og interne memoer, man lagde i store, gule kuverter, der så blev kørt rundt imellem afdelingerne på en rullevogn. Jeg tastede tal ind i Lotus-programmet på en IMB maskine, der ikke sendte noget længere end til printeren. Hvis andre skulle læse det, var det i papirudgaven. Derhjemme havde vi en telex, fordi min kæreste arbejdede med udlandet. En monstrøsitet af en maskine, der klikkede og knurrede og lavede pling-lyde, når den tog imod beskeder.
Livet var fysisk.
Vi gik på arbejde på kontoret, og når vi kom hjem, havde vi fri. Måske havde man en rapport eller et notat med hjem for at læse og fastnettelefonen kunne ringe, eller der kunne komme et telegram, hvis der virkelig var krise – men ellers var fritiden … fritid.
Der var en grænse mellem arbejde og hjem. Fysisk og mentalt. Når man forlod kontoret, forlod man også arbejdet. Sindet vidste det. Nervesystemet vidste det.
I dag er den grænse væk. Og telexens højlydte varsel er erstattet af det tavse, konstante blink fra en skærm. Det blink, det lys, den digitale puls, der aldrig slukker.
Stopper det aldrig?
Det er søndag aften og du ser en film med familien. Telefonen ligger ved siden af dig og stjæler en del af din opmærksomhed. Du har tjekket mails to gange siden filmen startede. Din chef har sendt en besked i en tråd, du ikke behøver svare på, men alligevel fylder det. Og du ved, at hvis du åbner for nyhederne, så er der en ny konflikt, et nyt kaos, en ny vanvittig melding fra den amerikanske præsident eller en af hans Rip, Rap, Rup’ere.
Fri? Hvem har fri?
Vi lever i en verden, hvor teknologien aldrig sover, selvom vi gør. Eller burde.
Din indbakke er åbent døgnet rundt i modsætning til PostNord. Dine sociale media sender notifikationer 24/7. Kundeservice-bots beder om din mening efter at have overinformeret dig om din bestilling. Aktiemarkedet lukker aldrig et øje, ej heller gør den offentlige samtale (selvom samtale er efterhånden et forkert begreb om noget, der mest minder om et ekkofyldt råberi fra fronterne). Nyhederne fanger din opmærksomhed med nye ting du skal være bange for; faren ved at drikke grøn te, risikoen for borgerkrig i Europa, farerne ved frysegrader og snefald, ved optøning og vand på vejen. Beskeder popper op på din telefon, under møder, under middagen, mens du putter ungerne; “Er du der?” “Hurtigt spørgsmål.” Som om fraværet af øjeblikkelig respons er en form for svigt. For slet ikke at tale om dit Apple ur, der hele tiden fortæller dig at du er bagud på søvn, på hvile, på motion.
Det stopper aldrig.
Det slider på sindet og på nervesystemet. Og sjælen trækker sig sammen som en skræmt snegl.
Som Harari siger …
Yuval Noah Harari – den kloge, mediterende kritiker af vor tid – siger at problemet er, at mens vi biologiske væsener har brug for at sove, for at spise, for at elske og leve – så har maskinerne ikke det behov. Vi kæmper altså en ulige kamp mod en teknologi, der kan udkonkurrere os på tempo og mængde. Og når systemerne kører hurtigere end vores evne til at forstå og fordøje, så mister vi ikke kun overblikket, men vores nuværende professionelle eksistensberettigelse.
Vi bliver udmattede, fordi vi forsøger at følge med en teknologi, der udmærker sig med ikke at have fysiske behov.
Maskiner arbejder i kontinuerlig tid. Der er ingen frokostpause, ingen stille julenat, ingen sommerferie. Serveren kører til den bliver slukket. Algoritmen tilpasser sig som et virus. Systemer opdaterer. Ikke kun teknisk – men også med dine data og måske dine hemmeligheder.
En server kører, til den slukkes. En algoritme justerer, til den stoppes. Et system opdaterer, optimerer, reagerer, døgnet rundt, året rundt.
Mennesker er cykliske. Vi veksler mellem spænding og afspænding, vågenhed og søvn, aktivitet og hvile. Vores kroppe følger døgnets rytme, månedens cyklus, årets gang. Vi kan ikke køre uafbrudt i lineær tid uden at betale en pris.
Og alligevel forsøger vi. Vi tænder lyset og forlænger dagen. Vi drikker kaffe og presser gennem træthed og vin for at kunne sove. Vi tjekker telefonen før vi falder i søvn og igen, inden vi er helt vågne. Vi forsøger at leve maskinelt i en biologisk krop.
Så hvad nu?
Der er noget tragisk ved at vi stadig tror på vækst, hastighed og mængde som det vigtigste i (arbejds)livet. Selv efter teknologien har lavet endnu et kvantespring med AI og vi må se os slagne; ikke blot på produktivitet, men også på kreativ problemløsning og idegenerering. Hvad skal vi så? Vi kan jo ikke alle leve af aktiespekulation og de himmelstormende huspriser i København.
Men der er også noget uværdigt ved vores forsøg på at følge med i et kapløb som vi kun kan tabe.
Jeg håber at vi i 2026 vil begynde snakken om hvordan vi varetager fysiske og sjælelige behov på et arbejdsmarked, hvor teknologien kan befri os fra det mest tidskrævende og monotone, hvordan vi bruger os selv, vores erfaringer og kompetencer, og bringer det unikt menneskelige ind i arbejdet. Og ikke – som det skete da mailen gjorde sit indtog – bare producerer endnu mere og meget hurtigere.
Der er ting, vi stadig har et forspring på: Vi kan genkende livets smerte og lykke i hinanden, vi kan mærke en kollegas hånd på skulderen, vi kan skabe enkeltstående ting med vores hænder, vi ved hvad der er meningsfuldt og hvad der ikke er. Vi kan drømme og håbe og nære tillid til hinanden. Vi er bedre sammen, end hver for sig.
Vi har gennemgået vilde teknologiske kvantespring før i historien og alligevel fundet noget, der giver mening for mennesker at lave. Det skal vi nok igen. Men denne gang bliver vores krop fysisk udfordret, hvor maskinen tidligere aflastede os. Og det er som om vi ikke helt har fattet det.
Vi er nødt til at respektere de fysiske begrænsninger for vores menneskelighed, hvis vi vil bruge den.
Hvis du vil tale om hvordan du skaber mere organisk liv i dit arbejdsliv eller hvordan du og dit team insisterer på det menneskelige, så book tid til en snak.
Det er jo ikke nederlag at erkende, at vi er biologiske væsener i en digital verden.
