AI billede: Morten Voss
Om friheden. Og modet til at leve den livsstil du ønsker.
Jeg har altid valgt friheden fremfor komfort eller tryghed. Det har bestemt haft sine omkostninger. Dem har jeg prøvet at betale med glæde, men indimellem har det nu været med sammenbidte tænder. Min generation af kvinder er den første, der fik muligheden for at vælge frit på flere af livets hylder: hvad vil du være, hvad vil du lave, hvor vil du bo, hvem vil du giftes med (eller ej), vil du have børn?
Set i den store sammenhæng: resten af verden, resten af historien, så har vi den største personlige frihed. Friheden til selv at vælge, træffe beslutninger, sige nej eller undlade at svare. Friheden til at tro og mene som vi ønsker. Friheden er ny for os, relativt. Det er ikke ret længe siden religion, konvention, kønsroller, geografi, social klasse mere eller mindre udstak den livsbane vi hver især måtte følge. Enkeltpersoner har aldrig, i historien, haft større personlig frihed.
Ganske vist truer mørke skyer fra vest med at rulle udtrykkets frihed tilbage – og det må vi snakke om en anden dag – men hvor har vi dog vide rammer for at skabe og leve det liv vi ønsker.
Hvis vi altså vil tage konsekvensen …
En af hønsene er så frihedshungrende, at vi ikke kan holde hende i hønsegården. Vi har prøvet alt, undtagen at give hende fodlænke på. Jeg har forklaret hende, at hun så selv må bære konsekvenserne. Og de kan være massive, for ræveungerne er på vej ud i livet og de er overmodige og overivrige. Den røde glente og duehøgen svæver rundt som lydløse dræbermaskiner over engens høje græs. På vagt, på jagt.
Men friheden er forjættende. Så forjættende.
Frihedens løfter – og hvorfor vi ikke udnytter dem
Jeg er nødt til. Jeg skal. Jeg kan ikke.
De sætninger siger vi så tit, at vi tror på dem. De bliver en form for selvpålagt begrænsning, en sandhed, indprentet af vaner, af hensyn, af den kontrakt, vi har indgået med livet og som vi kun alt for sjældent genbesøger.
Men faktisk kan du sende din opsigelse til det job, du ikke længere gider, lige nu. I dag. Du kan blive væk fra det møde, der starter om 20 minutter og som du forventer bliver spild af tid. Du kan lade være med at kommunikere den linje, der er udstukket fra topledelsen og som du er uenig i.
Du kan bare lade være.
Måske du så skal skynde dig at skaffe indkomsten et andet sted fra. Eller du skal skære ned i antal kvadratmeter, droppe skituren, vinke farvel til firmabilen.
Men valget er dit og det er ikke banalt.
Det ville kræve noget. Ja. Men det er muligt. Og det er jo netop det, der gør det så svært.
For når vi kommer i tanker om at vi faktisk kan vælge, men ikke gør det, så er der ikke længere noget ydre at bebrejde for vores utilfredshed, træthed, kedsomhed, irritation. Vi har historiens største mulighed for at skabe en hverdag, en livsstil, der passer til vores egne ønsker. Jeg skriver selvfølgelig ikke om de tab livet giver os imod vores ønsker og vilje: sygdom, skilsmisse, dødsfald, venskabstab etc. Men om valg, der kan give dig en livsstil som topleder i corporate world, eller som økologisk hønsefarmer. Som selvstændig rådgiver, hvor du selv og alene sælger, leverer, udvikler eller lønmodtager i et job under dit kompetenceniveau, men med fast indkomst, pension og tid til at skrive den bog, du altid har drømt om.
Dit valg.
Frihedens pris
Friheden koster i komfort, tryghed og forbundenhed – og den kræver disciplin. I ihvertfald i en overgangsperiode. Og det må vi være villige til at betale, hvis vi ønsker friheden til at vælge den livsstil og -situation, vi drømmer om.
Hverdagens komfort er svær at kæmpe imod. Det er vanens magt. Det er det kendte, det vi allerede behersker, det forudsigelige. Det er at tage samme vej til arbejde hver dag og kende virksomhedens kultur. Det er at levere på det vi kan, uden unødig anstrengelse eller særlig forberedelse. Det er hjemmets materielle komfort og familiens følelsesmæssige samspil.
Trygheden er det, der gør fremtiden økonomisk og socialt overskuelig. At der er råd til at leve, som vi gør nu, også om ti år. At ferierne og sommerhuset ikke er i fare. At vi kan holde fast i den levestandard, vi har knoklet for at skabe. Den slags tryghed er tung at give slip på og den er måske en af de største barrierer mod frihed.
Så er der ensomheden. Ikke bare som fravær af de mennesker, vi måske har omgivet sig med i lang tid, men ensomheden ved at bære det fulde ansvar, hvilket jo er frihedens egentlige pris. Når vi vælger frit, fravælger vi også det fællesskab, der bærer en del af ansvaret. Vi bevæger os væk fra det, der er kollektivt forstået og socialt anerkendt, træder ud af reservatet. Vi må forsvare vores valg alene, uden at læne os op ad institutioner, grupper eller fortællinger, der kan validere det for os. For ofte, når vi vælger friheden, kan vores omgivelser opleve det som en trussel.
Og så er der frihedens disciplin. Både den indre og den ydre: at blive stående i det ubestemt og ukendte, at bære tvivlen. At være ærlig over for egne motiver. At skabe struktur, når der ingen er. At tage initiativet, og holde det hele vejen igennem. Selv økonomisere med ressourcerne. Selv afslutte.
Friheden er ikke retten til at gøre, hvad vi vil. Det er villigheden til at tage sine valg og stå ved dem.
Så her er mine spørgsmål til dig
Hvad er det, jeg ønsker, men som jeg holder mig tilbage fra at vælge?
Hvad er det, jeg bliver ved med at acceptere, selvom jeg inderst inde er færdig med det?
Hvilket ansvar forsøger jeg at undgå, ved at kalde det en nødvendighed?
Hvad ville det koste mig, hvis jeg tog konsekvensen af mit ønske?
Den indre frihed fra det konkrete begær
Frigørelsen fra handling og lidelse, frigørelsen fra indre
Og ydre nødvendighed og dog omgivet
Gennem sansernes ynde, af et hvidt lys, stille og bevægende
Uddrag fra Burnt Norton, Four Quarters, T. S Eliot