– for ensomheden bringer os tættere på os selv. Og på andre
Hvor går du hen med din ensomhed?
Ikke den fysiske ensomhed, ikke den ensomhed der handler om at være alene, men den dybe, eksistentielle ensomhed, der kommer med magten og ansvaret.
Den, der handler om at stå alene med valg, ansvar og konsekvenser uden mulighed for at dele byrden helt med nogen.
Den, som ingen må kende, fordi sårbarhed ikke er en mulighed. Ensomheden i lederrollen kan være brutal. Ikke fordi du er alene, men fordi ingen kan dele dine beslutninger.
”Kan du bære din ensomhed?”
Det burde være et standardspørgsmål for enhver lederansættelse.
Den ensomhed, som vi alle mærker før eller senere i livet – forudsat, naturligvis, at vi har kontakt til vores følelser – er kun stærkere for lederen. For ledere står alene med et stort antal beslutninger og selv for små virksomheder eksisterer en kompleksitet, der gør at ikke alle beslutninger kan deles med andre for at få gode råd.
At være alene på forskellige tidspunkter i livet er én ting; at være alene om de grundlæggende, overordnede beslutninger i en virksomheds liv eller en afdelings udvikling, er noget ganske andet. Det er en del af jobbet. Noget du forventes at kunne.
Der, på kanten af fællesskabet, venter ensomheden. Det er der, hvor du i sidste ende er alene med de tunge beslutninger. Der, hvor du må bære at være upopulær. Der, hvor mange kan rådgive dig, men ingen kan bære dit ansvar.
Beslutningernes vægt, ansvaret for andres velbefindende og virksomhedens fremtid hviler på dine skuldre. Det kan skabe en følelse af ensomhed, fordi du ikke kan dele usikkerheder og udfordringer helt frit. Og ensomheden har en direkte indvirkning på beslutningstagning, kreativitet og sundhed. Intet er så trættende som at skulle træffe de fleste beslutninger alene.
Ensomheden følger som en skygge med valget om at være leder eller selvstændig. Både den konkrete hverdagsagtige og den eksistentielle. Den hverdagsagtige ensomhed kan imødegås med netværk, gode kolleger, venner, sparringspartnere, familie.
Men den eksistentielle ensomhed bider sig særligt godt fast i mennesker, der bærer et ansvar større end dem selv og deres familie. De står alene med beslutningerne og deres konsekvenser, arbejder ofte under et sindssygt pres, og fraværet af ligestillede professionelle relationer kan forstærke følelsen af adskillelse.
Hvordan forsvarer du dig mod ensomhedens skarpe bid
Måden hvorpå du rummer din egen ensomhed på er afgørende; ikke kun for dig selv og dit eget følelsesmæssige velbefindende, men for en lille eller stor kreds af andre mennesker. Måske er du heldig og har en mentor, der kender både dig og virksomheden. Måske har du en bestyrelsesformand, der kan andet end tale dig efter munden eller presse på præstationen. Måske har du en som mig.
Men i sidste ende står du alene med beslutningerne.
Og det efterlader os ofte med et behov for at beskytte os selv mod følelsen af at være alene, hvilket vi gør på forskellige måder. Nogle af os reagerer på presset med over-sharing, eller ved at være for følelsesmæssig gavmild med at vise frustration eller bekymring. Andre trækker sig tilbage i en lukket og utilnærmelig far-eller-mor-ved-bedst-attitude. Andre igen (mig) med at presse og handle og sætte folk i gang. De fleste af os tyer til vores foretrukne forsvarsmekanismer i ny og næ for at undgå at mærke ensomheden bide i sjælen.
Men for lederen gælder det, at hans eller hendes forsvarsmekanisme og selvbeskyttelse kan forme en kultur og påvirke medarbejdere, så lederen bærer den ekstra forpligtelse at undgå at skubbe et følelsesmæssigt ansvar over på medarbejderne eller skabe en usund frygtdrevet præstationskultur i organisationen.
Men hvem af os formår at holde forsvarsmekanismerne i skak gennem hele karrieren?
Ensomhedens gave
Ensomhed er et eksistentielt vilkår. Men den følelsesmæssige isolation der kommer af urbanisering, individualisering og digitalisering, forstærker følelsen af at bære livet alene.
Vi lever i en tid, hvor ensomhed er ved at udvikle sig til en folkesygdom. Derfor er det nødvendigt at lære at acceptere og bære ensomheden i rollen. At bære ensomheden er en eksistentiel opgave, der ikke kan delegeres og måske en af de hårdeste lektioner at lære som menneske. Og som ledere.
Ensomhedens gave er selvindsigt og autenticitet. Du lærer at handle på dig selv og stå på dine beslutninger i stedet for at tækkes en folkestemning. Og det giver frihed.
Længslen efter at være en del af noget større end os selv får os til at søge forbundenhed i familien, intimitet, venskaber, politik eller sport, og på arbejdspladsen. Men for nogle af os kræver vores professionelle rolle mere afstand, mindre sammensmeltning. Som ledere eller selvstændige står vi på kanten af andres fællesskaber; en fod inde, en fod ude.
Mens den eksistentielle ensomhed er et menneskeligt vilkår, der måske nok er mere udtalt både i rollen og i den type personlighed, der vælger at være leder, selvstændig eller virksomhedsejer. Vi fødes alene og dør alene. Uanset hvor tæt vi kommer på andre, på os selv, på vores gud (hvis vi har sådan en), så er vi fundamentalt og uigenkaldeligt alene i universet.
Det er den eksistentielle ensomhed.
Ingen kan kende os fuldstændigt, ligesom vi ikke kan kende andre til bunds. Uanset hvor meget vi kan smelte sammen med et andet menneske, med kunsten, med noget guddommeligt, med en bevægelse — så er der ingen, der kan dø for os, ingen der kan træffe livets sværeste beslutninger for os.
Irvin Yalom, der har skrevet så indsigtsfuldt om eksistentielle forhold, minder os om, at ved at acceptere ensomheden følger en dybere forståelse af en selv og sine relationer. Ved at integrere ensomheden i stedet for at forsøge at flygte fra den i ligegyldige netværksmøder, misforståede betroelser eller et overdrevent brug af ‘vi’, kan livet leves mere fuldt og ægte.
Jeg kender ensomheden. Intimt og personligt. Oplevelsen af at stå alene med ansvaret, bo i et fremmed land, langt hjemmefra. Jeg har altid vidst intellektuelt at jeg er forbundet med en større sammenhæng, men for mig skulle en dybere vished fødes gennem naturen, dyrene, meditationen. og denne vished skal dagligt eksekveres som en venlig omsorg for de mennesker jeg møder i hverdagen.
Dag efter dag, år efter år. Altid.
Men i perioder, hvor naturen må vente, stilheden er fraværende – der mærker jeg ensomheden.
Ensomheden forsvinder ikke. Men den kan bæres og den lærer os selv at kende, ligesom den lærer os om de fællesmenneskelige vilkår.
Jeg har altid holdt meget af maleriet “Vandreren over tågehavet”, fordi det viser styrken og forbundenheden i ensomheden. Den ensomme vandrer er alene med storheden og sig selv. Og det er ikke så skidt endda …
Vandreren over tågehavet, 1818
Caspar David Friedrich.