Jeg var 25 år, da jeg immigrerede til Australien. Min mor var netop død, mit bryllup aflyst og jeg havde brug for at finde ud af hvem jeg var. For et menneske med lavt selvværd, er det en barsk oplevelse at flytte om på den anden side af jorden og være fremmed, rodløs og uden forbindelse til kultur eller mennesker.
Det var svære år, men også år hvor jeg lærte hvad der er kerne og hvad der er overflade. Hen ad vejen forstod jeg at det er næsten umuligt at udvikle selvværd som voksen, og at jeg i stedet måtte lære en mere stabil form for selvtillid. En, der var mindre afhængig af ydre forhold. En, der gav mig fodfæste i tilværelsen.
Der er mennesker, der hviler trygt i livet og i sig selv, uden at tvivle på deres ret til at være her, uden at være afhængige af andres anerkendelse eller invitation. Og der er mennesker, som jeg selv, der ikke har fået en tryg kerne med hjemmefra og må udvikle andre måder til at føle sig tryg i eksistensen.
Den slags mennesker jeg kender bedst; de dygtige, de pligtopfyldende, de højt præsterende, de succesfulde, har ofte en højt udviklet selvtillid og en stor grad af kontrol over den. Deres tillid til egne evner hviler på årtiers hårdt arbejde, men vejen dertil har været præget af usikkerhed og tvivl.
Jeg kender det indefra. Jeg ved hvordan usikkerheden føles i kroppen, hvordan selvkritiske tanker kan sabotere nærværet.
Fire typer selvtillid
Når vi taler om selvtillid, mener vi for det meste selvtillid baseret på en eller anden form for præstation, men det giver mening at tale om forskellige typer af selvtillid.
Der er præstationsselvtilliden, der får dig til at vakle ved mindste kritik. Der er den sociale selvtillid, der gør dig usikker, når du ikke bliver inviteret med. Der er prestigemarkørerne, der skal være på plads, før du kan føle dig tryg. Og så er der den eksistentielle selvtillid, der kan kompensere for et lavt selvværd.
Lad mig tage dig gennem fire forskellige typer selvtillid. Måske du kan genkende dig selv i en af dem.
Præstationsselvtillid
“Jeg er kun så god som min seneste opgave.”
Det er denne slags selvtillid (eller mangel på samme), vi især finder i præstationsbaserede miljøer som rådgiverbranchen, kunstscenen, specialtropper i forsvaret, forskning, salg og marketing. Dette er den mest ustabile form; du føler dig godt tilpas, når tingene går godt, men mister kraft, når de ikke gør. Du er afhængig af andres bekræftelse: ros fra chefen, gode tal, anerkendelse fra kolleger, publikums opmærksomhed.
Vi ser præstationsselvtilliden i det flakkende blik, når talen falder på en anden, der netop har haft en succes, i det intense smil, der ledsager komplimenter, i den grandiose selvfremstilling.
Karakteristika: Ustabil, sårbar, reaktiv. Du er nervøs før præsentationer, mærker ubehag i kroppen før et udfordrende møde, du sammenligner dig konstant med andre. Din selvtillid svinger med dagens præstation, og dit humør og velvære og følelse af tryghed i eksistensen svinger i takt hermed.
Social selvtillid
”Jeg hører ikke hjemme her.”
Social selvtillid stiger eller falder efter hvor tryg du føler dig i relationer og grupper. Det gælder om at høre til, være en del af inderkredsen, sidde med ved bordet, blive inviteret. Det er oplevelsen af at være glemt, udelukket, værdiløs, når du ikke er med til de rigtige møder, når de andre fester, og du sidder hjemme. Alene. Og det er følelsen af sejr og tryghed, når du er inde i varmen, konferencens stjerne, vip-gæsten.
Den overdrevne sociale selvtillid oplever vi i det lidt for faste håndtryk, den lidt for intense øjenkontakt, den overdrevne charme, den lidt for høje latter. Det er foredragsholderen, der optræder med masser af gestik, men uden nærvær. Det er lederen, der taler om ledelsesstil uden at have reel kontakt til medarbejderen. Det er konsulenter, der sælger i stedet for at hjælpe. Det er fraværet af autenticitet.
Karakteristika: Ustabil og afhængig af andres bekræftelse. Du er bange for at blive glemt, udelukket, sat udenfor. For stor selvbevidsthed, der står i vejen for autenticitet. Svinger mellem lettelse, når du er inde i varmen, og uro, når opmærksomheden forsvinder. Behov for at blive set, nævnt, inviteret.
Prestige selvtillid
”Jeg tæller ikke, hvis jeg ikke har de rigtige markører.”
Prestige kan være både materiel og ikke-materiel og aflæses i bestemte markører, der er kendetegnende for de mennesker, der hører til øverst i fødekæden i et givet miljø. Markørerne fungerer som adgangstegn, men kan også tjene som indikator på at have opnået en vis position. Materielle markører i det miljø jeg færdes i, er firmabilen (helst Mercedes), uret (helst Rolex), tasken (helst Hermès). Dette er toppen, og så findes der en stadig mere forgrenet skov af mindre kostbare produkter nedenunder.
Men i takt med at bæredygtighed er blevet et nyt ideal, så er der dukket alternativer op til disse meget iøjnefaldende mærke-baserede markører. Nu signalerer man status ved at vinterbade, læse fysiske bøger og gå på gallerier. Det er jo stadig prestigemarkører, når man har brug for at vise disse aktiviteter frem på sociale medier, blot i en mere subtil og socialt acceptabel indpakning.
Karakteristika: Ustabil, knyttet til de prestigemarkører, der er gældende i det miljø, du færdes i eller ønsker at tilhøre. Du må hele tiden afkode, hvad der tæller og justere efter det. Din selvtillid er afhængig af disse prestigemarkører og af andres blik på dem. Og på bunden af din sjæl gemmer sig frygten for at være usynlig, for ikke at betyde noget.
Eksistentiel selvtillid
”Jeg kan ikke klare livet, når det bryder sammen.”
Eksistentiel selvtillid er den sjældneste og mest modne form for selvtillid og den kan kompensere for lavt selvværd på en måde de andre typer kun kan i meget korte øjeblikke. Det er tillid til at du kan klare livet, at du har stået gennem storme og syndfloder og har overlevet, at du har en plads i verden, måske ikke blot fordi du eksisterer (sundt selvværd), men gennem dit bidrag til verden og din naturlige plads i den store sammenhæng.
Når den er til stede, giver den en ro, som ikke behøver at bevise sig selv. Når den mangler, mærkes et hul, som ligner lavt selvværd: en konstant tvivl på egen værdi, en følelse af at falde fra hinanden, når noget går galt, en dyb utryghed. Forskellen er, at lavt selvværd handler om en grundlæggende tvivl på, om du er noget værd i dig selv, mens fraværet af eksistentiel selvtillid handler om, at du ikke tror, du kan bære livet, når det brister.
Eksistentiel selvtillid er en moden livstillid udviklet gennem erfaringer. Den kan kompensere for lavt selvværd og give en tillid til livet, der kan acceptere modgang og medgang med ro og accept. Selv med skrøbeligt selvværd kan man bygge eksistentiel selvtillid gennem livserfaring. Den kollapser ikke ved fejl, men lærer og rejser sig lidt stærkere efter nederlag.
Personligt holder jeg meget af eksistentiel selvtillid og er taknemmelig for at have udviklet den.
Karakteristika: Rolig, rodfæstet, smidig. Du hviler i, at du kan bære livet, også når det brister. Du behøver ikke bevise dig selv, fordi din værdi ikke afhænger af præstationer eller social status. Du kan indrømme fejl og usikkerhed uden at miste fodfæstet. Du møder andre åbent, nysgerrigt og uden forsvar.
You teach best what you most need to learn …
Det var i Sydney, jeg begyndte den rejse, der skulle give mig et mere fast fundament under fødderne og senere det håndværk jeg i dag er så taknemmelig for. I bakspejlet kan jeg se de greb jeg brugte til at bygge en eksistentiel selvtillid. Det handlede primært om at blive mindre selvoptaget, om at forstå at de problemer jeg oplevede, var alment menneskelige, at der er vilkår i eksistensen, der rammer alle og at selv de sikre smil og det faste håndtryk og velstanden kunne dække over usikkerhed, selvkritik og bekymring.
Denne forståelse af menneskelivet som … ja, menneskeligt og forgængeligt. Forståelse for at mennesker grundlæggende har ønsket sig det samme gennem historiens lange skygge, nemlig at være fri af smerte og at vores børn skal have det bedre end vi selv har haft – denne forståelse hjalp mig udvikle en eksistentiel selvtillid. En tillid til livet og til at det kunne bære. Og det er næsten lige så godt som et sundt selvværd.
Og du? Hvad hviler din tryghed på og hvordan genfinder du fodfæstet, når livet driller?
