November har været venlig i år. Gavmild med lys, tilbageholdende med regn og blæst. Og alligevel … alligevel kan vi mærke mørket presse sig på. Sommerferien føles som i sidste århundrede og der er endnu en ørkenvandring til juleferien, og kræfterne er ved at slippe op, og budgettet skal lukkes og strategien finpudses og årshjulet planlægges.
Måske derfor mærkes ansvarets ensomhed lidt tydeligere, her hvor året begynder at gå på hæld. Den ensomhed, der er uundgåelig, når man sidder for bordenden, uanset om det er i bestyrelsen for en C20 virksomhed, eller i en enkeltmands-virksomhed ved køkkenbordet.
For ensomheden er jo et vilkår, når man vælger ansvaret som leder, selvstændig eller virksomhedsejer. Den hverdagsagtige ensomhed; den, der handler om at være fysisk alene eller savne nogen at sparre med – den kan imødegås med netværk, gode kolleger, sparringspartnere, venner og familie.
Men der findes en anden slags ensomhed, hvor du er alene med beslutningerne, hvor du må leve med at være upopulær eller løbe risici uden andre til at tage ansvaret. Mange kan rådgive dig, flere har en holdning, men ingen kan dele dit ansvar, for kun du kender det fulde og komplekse billede.
Og i november, når beslutningerne skal træffes og konsekvenserne bliver synlige og mørket presser energien ud af os, kan følelsen af ensomhed blive stærkere.
Ledelsesmæssig ensomhed er ikke bare en følelse …
Ensomhed er et gennemgående tema i mine ledelsescoachinger. Og du vil sikkert kunne genkende nogle af de eksempler jeg hører om:
Måske fornemmer du at blive udelukket fra fællesskabet, eller i det mindste at hænge på kanten af det. At samtalen stopper eller helt tydeligt bliver drejet et andet sted hen, når du træder ind i rummet. Eller du har forberedt dit synspunkt og dine argumenter til mødet, hvor det så viser sig at beslutningen allerede er truffet. Det er ikke altid man opdager det med det samme. Fornemmelsen kommer snigende, men pludselig en dag står begivenhederne tydeligt for dit indre blik og ensomheden lander som en sten i din bevidsthed.
Og den kan komme på besøg, ensomheden, når du har truffet hårde beslutninger om omstrukturering eller nedskæring. Medarbejdere, der undgår dit blik. Møder, hvor du er på overarbejde for at skabe en konstruktiv stemning og ingen hjælper dig. Og det er ikke noget, du bilder dig ind.
Måske du er den eneste tilbage på broen, fordi dine ledelseskolleger er på rejser, på konferencer, i møder. Du står tilbage med ansvaret og med tvivlen, der vokser, når der ikke er nogen at sparre med. Ingen at dele usikkerheden med. Bare dig og beslutningen, der skal træffes.
Der er også den slags ensomhed, der kommer med fortrolighed. Når du bliver betroet hemmeligheder af personlig eller forretningsmæssig karakter, som du ikke kan vende med nogen. Måske ved dine omgivelser at du har en viden, de ikke selv har, hvilket kan give dig en oplevelse af social isolation. Måske ved de ingenting, men undrer sig synligt over at du er begyndt at holde din distance fordi der pludseligt er samtaler du ikke kan indgå i.
Og for dig, der er selvstændig, er der den helt fysiske tilstand af ensomhed, der kræver at du selv finder disciplinen frem hver morgen, selv sætter rammer og laver aftaler, selv skaffer indtægten og leverer varen – og må tage imod både ros og ris alene. Det er ikke eksistentiel ensomhed, men noget der er til at tage og føle på.
Hvordan bærer vi ensomheden?
Vi bærer ensomheden ved at rumme den, i stedet for at undertrykke eller eksportere den. Men den er tung at bære, og indtil vi er os den bevidst og har udviklet evnen til at bære den alene, kan vi nemt komme til at forfalde til uhensigtsmæssig adfærd:
Nogle reagerer på presset med over-sharing, eller ved at være for følelsesmæssig gavmild med at vise frustration eller bekymring. Andre trækker sig tilbage og bliver utilnærmelige. Andre igen med at presse og handle og sætte folk i gang. De fleste af os tyer til vores foretrukne forsvarsmekanismer i ny og næ for at undgå at mærke ensomheden bide i sjælen.
For ledere gælder det, at deres forsvarsmekanisme og selvbeskyttelse kan påvirke både medarbejderne og kulturen negativt, så lederen har den ekstra byrde at bære egen ensomhed og undgå at skubbe den over på medarbejderne eller på anden måde skabe en usund kultur. Derfor er det kritisk at vi selv kan bære ansvarets ensomhed, ikke kun for vores egen skyld, men for den lille eller store gruppe af mennesker, der er afhængig af os.
Men hvem af os formår at kontrollere vores forsvarsmekanismerne gennem hele karrieren?
Især i november …
At integrere ensomheden
Ensomhed er et eksistentielt vilkår. (Jeg har skrevet mere om den eksistentielle ensomhed i dette indlæg på SIDSTE UDKAST ). Vi fødes alene og dør alene. Uanset hvor tæt vi kommer på andre, på os selv, på vores gud, så er vi fundamentalt og uigenkaldeligt alene i universet. Men den følelsesmæssige isolation, der kommer af at bære magten og ansvaret, forstærker følelsen af at bære livet alene.
At leve med ensomheden er en eksistentiel opgave, der ikke kan delegeres. Ved at acceptere ensomheden – ved at integrere den i stedet for at forsøge at flygte fra den i ligegyldige netværksmøder, misforståede betroelser eller et overdrevet brug af ”vi” – følger dybere selvindsigt og autenticitet. Man lærer at handle på sig selv og stå på sine beslutninger i stedet for at tækkes en stemning. Og det giver frihed.
Personligt synes jeg ensomheden bæres nemmest ved at huske på at den er et eksistentielt vilkår og samtidig er konsekvensen af mine professionelle valg. Jeg har valgt friheden i mit professionelle liv, og med den følger ensomheden så sikkert som amen i kirken. Og jeg ved fra mine klienter, at ensomheden letter lidt, når de accepterer at den er ledsager til ansvaret og dermed et vilkår i ledelsesopgaven.
Når det er skrevet, findes der jo nogle teknikker – eller positioner om du vil – man med fordel kan øve som leder og selvstændig, herunder:
- At stå på egen etik og dømmekraft, også under pres og når stemningen går i en anden retning.
- At blive hos sig selv og dog være i relationerne – uden at dele for meget, uden at blive upersonlig.
- At være i tvivl, og dog træffe beslutningen, i erkendelse af at selv den bedste beslutning kan blive omgjort af virkeligheden og at livet i de fleste tilfælde går videre, uanset hvor dårlig beslutningen var.
- At kunne se sig selv klart, også når feedbacken er begrænset af den position man har.
- At rumme eget følelsesmæssige ubehag, uden at skabe følelsesmæssigt drama eller på anden måde inddrage andre i en unødvendig udveksling af følelser.
Og du? Har du en strategi for at bære din professionelle ensomhed, når den presser sig på? Hvis ikke, så er det er godt tidspunkt at tænke over det i denne tid.
