Konflikt er et yderst effektivt våben. Spørgsmålet er bare, hvem der holder det. Og hvad de bruger det til.
Nogle ledere skaber sammenhold. Andre skaber splittelse som en bevidst strategi, hvor vildt det end lyder.
For mange år siden, arbejdede jeg for den nyudnævnte leder i en stor dansk virksomhed. Vi havde netop gennemført en workshop med direktionen og han og jeg stod nu i hallen og snakkede om hvordan det var gået og om den forestående transformation vi skulle igennem. Jeg husker ikke mit spørgsmål, men jeg husker hans svar, “Jeg smider nogle landminer ud, læner mig tilbage og ser, hvad der sker.”
Han var kendt for en usentimental, konfrontatorisk ledelsesstil og hurtige beslutninger uden pædagogisk indpakning. Han skabte bevidst uro i organisationen for at presse forandringer igennem og skar til, hvor det gjorde ondt. Målet var effektivisering og resultatoptimering, midlerne var benhårde nedskæringer og en ubøjelig tilgang til forandring. Han lod landminerne lave kaos så tingene sad løst og kunne ændres.
Resultatet var frygt og spænding.
Han havde en dyb og instinktiv forståelse for, at frygt og uro kan være et kraftfuldt brændstof.
Han skabte kortsigtede økonomiske resultater og skar fedtet fra, men hans tilgang manglede strategisk, kulturel og markedsmæssig forståelse, så virksomhedens grundlæggende problemer blev ikke løst.
Men resultaterne er sjældent varige.
I magtens verden, som vi ser det udspillet lige nu, rusker konflikter op i det stagnerede og etablerede, skaber handling og bevægelse. Frygt og vrede er voldsomme kræfter, og hvis du kan slippe dem løs i en kontrolleret, styret form, så har du noget meget potent. Splittelse er sjældent så tydelig, men sniger sig i skyggerne, subtilt, ubemærket.
Amira og Logan Roy som rollemodeller
I magtens verden har konflikt og splittelse altid været et anvendt våben.
Vi ser det, når ledere opmuntrer til intern konkurrence, hvilket giver både energi og rivalisering og afholder folk fra at konfrontere lederen. Vi ser det i selektiv og kontrolleret kommunikation, så ingen har det fulde billede. Tænk Amira i Den Sorte Svane og Logan Roy i Succession.
Splittelse kan skabe en form for energi og fremdrift, især i starten.
Konflikter kan meget godt; de kan få uenigheder frem i lyset, skabe energi og drivkraft, kreativitet. Men de slider på nervetrådene hos alle, undtagen hos det menneske, der orkestrerer dem. Splittelser kan skabe kortsigtede resultater, men udhuler den psykologiske tryghed.
Konflikter kan bryde vanetænkning, presse individer til at tænke hurtigere og i nogle tilfælde fremme innovation. Samtidig giver det lederen en central position og hvis de så bygger individuelle alliancer sikrer de en personlig loyalitet og opbakning, selv når organisationen som helhed lider.
Men hvorfor?
Men hvorfor, tænker du måske, hvorfor ville nogen dog ønske at smadre en organisation for kortvarig og egen vindings skyld?
Af samme grund som al dårlig ledelse (og generel dårlig opførsel) er født af: for stort ego, for lille selvværd, for meget frygt, for lidt kærlighed, mistillid til andre, til sig selv, til livet. og ikke mindst, en manglende tro på at fællesskabet er stærkere end individet.
Når den slags mennesker får magt som de har agt, og kan styre informationsstrømmen, centralisere beslutningerne, skabe alliancer og bygge fjendebilleder, ja så har de en ret stor kontrol over magten og kan undgå at andre udfordrer deres autoritet.
For lederen giver det ro på nervesystemet, når negativ energi, vrede, frustration og frygt spiller sig ud mellem medarbejdere; han bliver den eneste med overblikket, og kan skabe personlige alliancer i et uigennemskueligt system, der kan give en næsten blind loyalitet fra medarbejderne. Det starter som en strategi, men ender ofte med at være instinktivt: en leder, der kun kan opretholde magten gennem nye konflikter.
Men prisen for splittelse er høj. Tilliden mellem medarbejdere svækkes, tilliden til lederen erstattes af frygt. Organisationen fragmenteres og mister evnen til at samarbejde effektivt, hvilket gør langsigtede beslutninger vanskelige. Når spændinger konstant ulmer, forsvinder den psykologiske tryghed. Ingen tør udfordre status quo eller tænke stort af frygt for konsekvenserne.
Det giver kontrol og midlertidig usårlighed. Men det er en illusorisk kontrol, en skrøbelig konstruktion.
Og det holder aldrig i længden.
Heldigvis.
Så det håb har vi 🕯️
