Genfind glæden i det kendte
Du kan selvfølgelig sige dit job op og finde et nyt. Eller starte den virksomhed, du altid har drømt om.
Men hvis du ikke lige har lysten, energien eller økonomien til det, så er her nogle tips til at forbedre dit nuværende job.
(GEN)FIND HÅNDVÆRKETS GLÆDE
Viden og indsigt giver aha-øjeblikke, glæde og begejstring. Men indsigt kan ikke reproduceres. Modsat er håndværket karakteriseret ved, at det kan gentages og forfines. Nydelsen, stoltheden og glæden kan reproduceres.
Håndværket er måden, du træder ind i mødelokalet, øjenkontakten, håndtrykket, den udefinerbare kontakt til den anden. Det er den næsten fysiske oplevelse af problemdefinition og -løsning. Det er det visuelle indtryk af spillere på et skakbræt, deres individuelle håb og frygt i en taktisk analyse. Det er den kropslige fornemmelse af, hvordan virksomhedens maskine fungerer. Det er billedet af penge- og varestrømme, den stoflige retningssans. Det er sikkerheden i dine formuleringer, trygheden i at kunne bringe et oprørt møde til rolig enighed.
Det er det, andre ikke kan kopiere.
Den mest varige nydelse i et professionelt liv er at finde i udførelsen af det, du er god til. I mestringen.
Håndværk er mestringens gentagelse.
LED IKKE EFTER MENINGEN – SKAB DEN
Ideen om, at vi har krav på et meningsfuldt arbejde, er en myte, der er opstået i min levetid. Det er fristende at tro, at meningen skal findes i, hvad vi laver. Og der er da også jobs, hvor meningen er mere iøjnefaldende, men mening er alle steder.
At være sig sin mening bevidst, at kunne se det større perspektiv både i forhold til en given opgave, i forhold til egen rolle i organisationen og i forhold til ens karrieres bidrag til samfundet, er en forudsætning for at kunne skabe mening.
Alt bliver meningsfuldt, når du engagerer dig mentalt, følelsesmæssigt og fysisk i det.
Enhver opgave bliver meningsfuld, når du bruger den til at bringe dine værdier ud i verden.
Og om ikke andet, er det meningsfuldt at bidrage til fællesskabet og forsørge dig selv og din familie.
Meningen er ikke hvad du laver – men hvordan du gør det.
DEN DIREKTE OPLEVELSE
Beginner’s Mind foreslår os at opleve tingene, som var det første gang. Hvilket det er. Aldrig før har du været i netop denne situation, med netop dette atmosfæriske tryk, med netop disse tanker i hovedet og denne alder i kroppen.
Men vi er tilbøjelige til at skøjte hen over de små nuancer og kun få øje på de store.
På et meditationsretræte uden telefon, tv, computer eller bøger, kan selv myrens krogede vej hen over hyttens gulv levere underholdningen. Men hvis dagen er fyldt over bristepunktet med møder, mails, beskeder, SoMe og aftenen forsvinder i Netflix, så er der ikke båndbredde til at finde interesse i nuets små bevægelser.
Flugten fra nuet er flugten ind i meningsløsheden. Det er i nuet, du mærker lugten af efterår eller støvregnen mod dit ansigt. Det er i nuet, du smager, ser, dufter, hører.
Fordybelse er nydelse.