– og hvordan du arbejder med dem
Indimellem giver livet os et problem, der sletter overblikket, men giver følelsesmæssigt overarbejde. Det er ofte et andet menneske – eller os selv – der er i centrum af problemet, selvom det selvfølgelig er forskelligt, hvad det er, der fælder os hver især.
Udover at leve gennem mine egne problemer, har jeg har lyttet til en hel del i tidens løb. Jeg kender derfor oplevelsens anatomi, hvor det typisk er at den, der har problemet, er så langt inde i edderkoppespindet, at man kun kan se detaljerne, men ikke helheden.
Vi hænger fast i detaljer som: ‘Så sagde han…’, ‘så gjorde hun…’, ‘jeg mener jo…’ – og så videre. Og når vi hænger der, klistret til i nuancer og detaljer, ja så er det rigtigt svært at gøre sig fri nok til at handle effektivt på problemet. Karakteristisk er det også at problemet indtager tankerne, kidnapper søvnen og gør det svært for at tale om andet.
Derfor er det nyttigt at dele problemet op i dets komponenter, så man får en chance for at forstå – og dermed løse problemet eller i det mindste finde en måde at leve med det. Det kan være lidt svært at gøre selv, fordi man som nævnt er så langt inde i stoffet at man har svært ved at se mønstrene. Men med lidt selvdisciplin, pen og papir, så kan det lade sig gøre.
Lad os se nærmere på de tre komponenter, der ofte gemmer sig i komplekse problemer.
Den psykologiske komponent
Her møder vi os selv – med netop vores livshistorie, vores erfaringer, styrker og sår. Problemet vækker noget i os, og det, vi oplever, er ofte mere følelsesmæssigt komplekst, end vi umiddelbart forstår: skam, skyld, sårbarhed, vrede, magtesløshed.
Noget af det, der hjælper her, er at “objektivisere” det psykologiske. Ikke for at gøre det mindre, men for at gøre det håndterbart. Vi gør hele moradset – det psykologiske, de komplicerede følelser, fortidens fangarme – til en genstand, et mønster. Noget, vi kan tage frem eller sætte til side.
For mig er det et afvisningstema, der stammer fra de allerførste år, hvor min mor forsvandt. Det er et mønster, der har drillet en del gennem mit liv. Så når jeg er blevet ramt dybest, er det følelser af ensomhed, af skam, af at være blevet forladt og forkastet, der har vist deres monsteransigter. Hvis jeg går ind i det, bliver det uoverskueligt, men hvis jeg behandler det som et ”tema”, en ting, en genstand – ja, så bliver det bare dette; noget, jeg har.
Ligesom min skæve venstrefod.
No big deal.
Den eksistentielle komponent
Den anden komponent handler ikke om vores personlige psykologi, men om det vi deler med andre. De steder, hvor vi står alene med de valg, der ikke har et rigtigt svar. De valg, hvor ingen kan fortælle os, hvad vi skal gøre, fordi det handler om vores værdier, vores tro, vores dybeste overbevisninger.
Her er vi alene med vores gud. Eller med universet, naturen, det uendelige. Her slutter den menneskelige samtale, og noget andet begynder.
Etiske dilemmaer kræver tid. Og tilladelse. Vi må give os selv lov til at vakle, til at tvivle, til at ændre mening. Vi må turde rumme, at det rigtige for os ikke nødvendigvis er det, andre ville vælge. Og vi må tilgive os selv for ikke at kunne finde svaret med det samme. personligt er det her, når jeg møder mine etiske dilemmaer og udfordringer, at jeg føler mig mest forbundet med andre mennesker.
Med alle mennesker gennem alle tider.
De store spørgsmål – loyalitet, ansvar, frihed, retfærdighed, omsorg – viser sig forskelligt for hver af os. Og derfor føles vores eksistentielle dilemma uoverskuelige, selvom vi måske har let ved at forenkle og forstå andres.
Så det at forstå, hvilke værdier, der er på spil for mig og dernæst acceptere at når værdierne virkelig er på spil, når vi kommer på etisk overarbejde – (skal jeg gå eller skal jeg blive? etc.), så har vi brug for at minde os selv om at netop den kamp er noget alle tænkende mennesker møder i livet.
Den rationelle komponent
Når vi har forstået vores personlige historie og psykologiske mønstre i problemet, og den etiske kamp, det afstedkommer, så og først da, kan vi se den rationelle komponent. Den, der handler om hvad, hvem, hvor, hvordan. Den, der mest direkte viser svaret på det spørgsmål, der har kørt på repeat i bevidstheden siden problemet dukkede op: Hvad kan jeg gøre?
Nu kan vi lave lister, analysere, vægte, vurdere. Vi kan undersøge mulige scenarier og beslutninger. Vi kan diskutere taktik og strategi. Fordi nu kan vi holde vores personlige historie og værdier uden af det praktiske og konkrete problem.
Men hvis vi begynder her (som mange af os er uddannede til og jeg personligt er disponeret for), vil det, vi beslutter, ofte føles fremmed eller uforankret eller slet og ret forkert. Og vi vender tilbage til det samme problem, gentager mønstrene, fordi vi ikke forstod de andre elementer af problemet.
Til gengæld skal den endelige beslutning om hvad vi ønsker at gøre, selvfølgelig tage højde for de to andre komponenter. For eksempel, bare fordi det rationelle er at give hende en direkte feedback selvom den vil såre, og det vil være helende for dit psykologiske tema at sige fra, så er det jo ikke sikkert, at det er i overensstemmelse med dine værdier at såre andre.
