Livet er konkret. Og praktisk. Der er ting, der skal gøres; børn der skal hentes, møder der skal holdes, muskler der skal trænes, pærer der skal skiftes. Selve livets opretholdelse er meningsfuld, både når vi tjener til at forsørge os selv og vores familie, når vi omsætter lønnen til mad, fornødenheder og nydelse, når vi rengør, vedligeholder og bygger. Sådan har det altid været for menneskeheden.
For nogle mennesker er hverdagens konkrete krav altopslugende, for andre en bibeskæftigelse og for nogle dør sjælen en lille smule, når præstationerne overdøver det indre liv.
Så, hvad er det da, dette indre, hemmelige og usynlige liv?
Et rigt indre liv er en evig kærlighedsaffære og kilde til trøst og underholdning. Det er din helt egen Netflix-kanal. Døgnåbent.
Det er følelsesmæssige bevægelser, visioner, ideer, fysiske oplevelser af kroppens inderste bevægelser, strømme af varme og kulde, fornemmelsen af energi, af noget der pulserer, bevæger.
Det er forestillinger, billeder, fantasier, lydtæpper og enkeltstrofer, former og farver.
Det er sjælens respons på livets konkrete oplevelser, på kunsten, på naturen, på det guddommelige.
Det er dybe indre svar på det, en anden siger uden ord, på eksistensens spørgsmål, på verdens behov.
Det er brokade, fløjl og simrende silke. Det er løven, der ligger med lammet, poesi skrevet med menneskeblod på vejens stendiger, himmelske sange af visdom.
Det er voldens æstetiske skønhed og overjordiske gru.
Det er duften af røg og udbrændte drømme.
Vores indre liv er et rigt univers af alt, hvad vi har oplevet i dette liv, men også arketypiske ting nedarvet gennem generne og indsnuset fra den kultur, vi er en del af. Det er en verden bygget af nulevende eller historiske figurer, af fantasifigurer og af dem indimellem. Det er eventyr og horrorfilm, korsang og plastiklegetøj. Det er bølgerne, der ruller og ruller …
At have et nært forhold til sit indre liv kræver – som med alle andre forhold – at man giver det tid og opmærksomhed. Det trives bedst i selskab med udtryk og indtryk, der rækker ud over en selv: kunst, natur, det guddommelige, kærlighed, fællesskab. Noget, der strækker en individuel og isoleret oplevelse til noget fælles menneskeligt og løfter det over hverdagens krav og pligter.
Et indre liv kræver kedsomhed, hvilket er svært at finde idag. Rastløshed og uro bliver hurtigt ubærlige, når vi lukker skærmen og øjnene, men de skal forceres for at nå ind til kedsomhedens åbne landskab. Vi har mistet evnen til at vente i en tid, hvor alt er omgående tilgængeligt og utålmodigheden stimuleres øjeblik for øjeblik.
Men det er sommer og ferietid og en enestående mulighed for at pleje mit indre liv. Ikke som en flugt fra virkeligheden, men en forudsætning.
Og du?
Ansvarets ensomhed er tungere i november
November har været venlig i år. Gavmild med lys, tilbageholdende med regn og blæst. Og alligevel … alligevel kan vi mærke mørket presse sig på. Sommerferien føles som i sidste århundrede og der er endnu en ørkenvandring til juleferien, og kræfterne er ved at slippe...
