OM OVERANSVARLIGHED OG frustrerede TAXACHAUFFØRER

Hvordan fortidens arv former os

Jeg kunne godt undvære følelsen af at have ansvaret for at fjerne smerten for alle de mennesker, jeg møder på min vej.

I en 6 måneders periode tog jeg toget frem og tilbage til København og kørte derfor en del i taxa. Efter 6 måneder købte jeg dog bil igen for at undgå at skulle coache og rådgive de bange, vrede, forkuede, forkrampede taxachauffører, der føler sig pisset på af politikerne, af de brune, af de hvide, af konen, af børnene, af livet.

Der er langt mellem glade københavnske taxachauffører og mit hjerte bløder for de mennesker, der uden at begribe hvad det er de gør, lukker sig inde i et stadig mere lufttomt rum af negativitet og beklagelser og offerliggørelse.

Når jeg stod ud efter sådan en tur, var jeg tynget i knæ af den smerte jeg havde forsøgt at lette.

Det kan jeg godt forstå!”

Til stor irritation for mine kære, forsøger jeg at løse deres problemer – både de praktiske og de eksistentielle. Jeg øver mig, øver mig, øver mig i at sige, ”det kan jeg godt forstå” – og så stoppe der. Men det indre pres, skylden der stikker sit fjæs op og hvisker ”Det er dit ansvar at han har det skidt. Du må fikse det” – er en del af mit DNA.

Jeg deler den forskruede følelse af overansvarlighed med virkelig mange ledere. Måske også med dig? For så kan jeg kun håbe, at du har fundet en professionel måde at styre ansvarligheden på. For mig fungerer det supergodt at arbejde med klienter i nøje afgrænsende tidsrammer og med klare, gensidige forventninger.

Men hvor kommer den overdrevne ansvarlighed fra?

 

Fra frihedskamp, til klassekamp og tilbage igen

 

Så langt tilbage jeg kan huske har jeg følt at jeg skyldte verden noget. At jeg altid var bagud med betalingen for livet.

Selvfølgelig har snerten af den kristne arvesynd sneget sig ind i mit liv, selvom både farmor og farfar og mine egne forældre overvejende var ateister, om end de brugte kirken til højtider og gladeligt sang med på salmerne. Men ideen om Gud som en straffende, krævende autoritet havde ringe grobund i min opvækst. Og dog var den der jo alligevel, arvesynden. Den sad i gymnastiksalens blankt ferniserede gulve, den hang i Frøkens Malthes skarpe tone. Den var og er indgroet i den danske kultur som svage minder fra gamle dage, fra dengang arbejdet sled mennesket op og hvor kirken var eneste åndehul.

Men jeg havde en større skyld. En, der rakte ud over den kulturelt nedarvede arvesynd. Noget, der gjorde at jeg langt op i livet følte mig ansvarlig for andre menneskers lykke. Og samtidig havde jeg denne stærke, ofte ustoppelige frihedstrang, behovet for at gøre oprør mod en verdensorden, der ikke havde plads til piger medmindre de var søde og velfriserede. Dette spænd mellem at være den søde pige som de voksne kunne lide og den oprørske, der kæmpede for en frihed jeg end ikke kendte navnet på, prægede min barndom og da jeg blev ung brød opgøret ud i lys lue som det gjorde overalt i den vestlige verden på det tidspunkt.

Skylden og pligten til at slide var ætset ind i min DNA.

Uanset behovet for at være fri.

” De brede skuldre må bære mest”

Som alle andre familier var og er min rig på ordsprog og blandt dem var ”de brede skuldre må bære mest”. Farmor var kommunist indtil 1956, hvor Rusland invaderede Ungarn. Dermed sluttede hendes sympati for Lenin fra den ene dag til den anden. Og både hun og farfar tog aktivt og tidligt del i modstandsarbejdet under krigen med stor risiko for sig selv og dermed for deres tre drenge.

Når vi i familien snakker om deres skjulte arbejde, undrer vi os over den parathed til at sætte egen families sikkerhed over styr for at transportere og skjule sabotører, mennesker der ikke engang var kendt af familien. Men for disse to mennesker var der ikke noget valg. Det var et moralsk imperativ at kæmpe imod indskrænkningen af den personlige og nationale frihed.

Vi voksede op i lyset fra den enorme selvopofrelse. Med idealer så høje at de var umulige at nå. Og måske var det med til at nogle af os udviklede dette krævende ansvar for andre.

Min far følte dybt med dem, der var ”mindre end ham” –  som han kaldte det – nemlig de mindre formående og mindrebemidlede. Han gik ind i fagbevægelsen og førte dermed farmors røde sympatier videre. Han opmuntrerede mig til at tale de svages sag. En opfordring jeg fulgte så godt, at jeg rutinemæssigt blev smidt udenfor klassen, fordi jeg blandede mig i hvad jeg mente var urimelige irettesættelser af andre elever. Men jeg fik ros, da jeg kom hjem.

For hver generation blev frihedskampen udvandet. For farmor var det samfundets frihed. For far var det klassekampen. I mig har den krystalliseret sig som kampen for det enkelte menneskes frihed fra sine egne mentale fængsler.

Jeg gad vide, hvad farmor ville mene om det individualiserede fokus på frihed, vi har idag ? Og om min overansvarlighed.

 

Charlotte Mandrup

December 2020