ILLUSTATION CHRISTIAN LØGSTRUP "LEAVING CORONA CITY"
Om Kåre Schultz, George Orwell og min helt personlige frygt
Godt nytår til dig, der så dine drømme briste og CVR-nummeret blive blodrødt og de ordrer, der faktisk næsten var i bogen, forsvinde som iværksætter-fatamorganaer i Covid-19 røgen, mens alle andres aktiekurser strøg opad, opad gennem tunge nationaløkonomiske skyer helt op til himmelen. Må dit nye år give dig lidt af den søvn tilbage, som du satte i banken gennem de sidste 10 år og måske bringe nye drømme, der ikke kun overskrider de gamle, men kan løfte investorens tunge Zoom- blik fra Bloomberg graferne.
Og du, der måtte aflevere pc og mobil og pakke din karriereplan og dine personlige ting fra et skrivebord i en tom bygning, hvor korridorerne emmede af stemmer og latter fra spøgelsesmøder og den indbildte duft af kantinens thai-curry. Godt nytår til dig og må det nye år give dig nye kolleger og grin og samarbejde og den næste opgave, der skal vise sig at være så meget bedre for din hjerne og din sjæl, for ikke at tale om den nye chef, der fortjener dig.
Godt nytår til dig, min ven, der sagde farvel til en sjæleven og valgte at gå din egen vej, væk fra de sammenkrøblede rester af et venskab, der var slidt ned af manglende gavmildhed og følelsesmæssig dovenskab indtil kun minderne holdt det sammen. Må 2021 minde dig om at nye venner er sølv, men gamle venner guld og at 24 karat venskab er enestående nok til at kræve din sjæleven tilbage ind i dit liv.
Og du, der fik revet en elsket ud af dine arme, for dig de varmeste af mine ønsker om at sorgen må vise dig sin storslåede, rige, dybe side og ikke sende dig ud på en ørkenvandring med tørke og savn i hjertet. Godt nytår til dig og den sorg, der fra nu af vil være med dig i al evighed. For kun de, der aldrig har mistet, tror at sorg er noget man kommer over. Du og jeg ved bedre. Og vi håber begge at det nye år vil vise dig, at tabt kærlighed er bedre end ingen kærlighed eller et manglende talent for at elske.
Godt nytår til dig, der faldt ned i en kaninhul 11. marts og kom op med en sølvpapirshat på dit forvirrede hoved og en tro på at Covid-19 er udtænkt af en højreorienteret illuminatisk gruppe af ældre, hvide mænd. Må 2021 vise dig at du tog fejl og at virkeligheden ikke altid overgår fantasien, men altid kan dramatiseres og at mænd, selv gamle og hvide, indimellem mener det godt.
Og dig, der tog ansvaret for langt og mistede den selvkritik, du måske aldrig har haft, i magtens sødmefyldte selvretfærdighed. Dig, der måtte tilbringe søvnløse nætter med selvbekræftende historier om din ensomme mission og lide under den uretfærdige kritik, der erstattede forårets stumme beundring. Må nytåret være nådigt og det nye år lade dig bevare magten, men lære dig at løfte blikket mod længere og bredere horisonter og høre stemmerne fra dem, der ved mere og mener andet end du gør.
Godt nytår til dig, der græd og længtes efter dine kammerater, kærester og krammevenner, men i stedet måtte sidde på dit værelse og nøjes med en todimensionel udgave af livet i netop den fase af din eksistens, hvor du skulle have festet igennem og opdaget sex og fundet din identitet. Godt nytår til dig, unge menneske, og mit ønske om et nyt år, hvor musikken og latteren og forelskelsen igen må flyde i dine årer.
Og ikke mindst: godt nytår til dig, der sad alene i den lille lejlighed, fordi familiens spørgsmål om de skulle besøge dig, rummede sine egne svar og du foretrak at bevare værdigheden fremfor at tigge om den nærhed, du alligevel ikke har mærket siden 1984, da du fødte den yngste som nu har et liv, hvor alt er vigtigere end dig. Må det nye år lade livet – dit og det – træde til side for dødens barmhjertige glemsel så ikke hjertet og vinteren skal længes længere.
Kærlig hilsen Charlotte
Illustration ”Leaving Corona City” af Christian Løgstrup, Galleri Helt Sort. Se flere af Løgstrups værker her: https://heltsort.com/
Seneste kommentarer