Mindfulness – eller – mindlessness 

Kender du fornemmelsen af at have kørt et stykke vej og nå frem uden at kunne huske den strækning, du har tilbagelagt? Eller når du sidder og læser og pludselig opdager, at du ikke kan huske, hvad du har læst på de sidste par sider? Eller når du lytter til musik og kommer i tvivl, om du egentlig hørte begyndelsen på stykket?

Det kender du sikkert. Det gør de fleste.

Dét er mind-less-ness. Uopmærksomhed. Ubevidsthed. Det modsatte af mindfulness. Det er, når tankerne hopper ud af nuet og flyver ind i fremtiden eller tilbage i fortiden. Det er, når krop og sind adskilles. Når vi taber bevidstheden. I hvert fald momentant. Når vi mentalt og følelsesmæssigt forsvinder fra nuet.

Nuet kan defineres som der, hvor din krop er. Der, hvor du spiser, taler, lytter, ser, oplever, mærker. Altså der, hvor livet er. Det faktiske, det virkelige liv. Men alt for ofte lader vi opmærksomheden forsvinde fra nuet. Mens kroppen er i gang med at spise, løbe eller tale med en kollega, går tankerne på krydstogt. Frem og tilbage i tiden. Mest frem. Eller mest tilbage. Men ikke så meget nu. Og så er det, at vi spiser uden at smage maden, er succesfulde uden at mærke det, elsker uden at opdage det.

Det er jo ikke, fordi du ikke skal dagdrømme, planlægge eller tænke tilbage på tiden, der er gået. Men at være mindful betyder, at når du dagdrømmer eller husker eller planlægger – så gør du det med fuld bevidsthed: I stedet for at tillade din opmærksomhed at forsvinde fuldstændigt sammen med dine tanker, når de tager på tur, så lader du en del af din bevidsthed, en del af din opmærksomhed, vide, hvad din opmærksomhed gør. Det er netop forskellen på at huske og at være opmærksom på, at du husker, der er mindfulness.

Livet på to planer

Forestil dig, at livet foregår på to planer: det ydre og det indre. Det ydre er det faktuelle, det objektive, det, der sker i nuet, mens det indre er måden, du forholder dig til tingene på. Man kan sige, at du har to liv: et ydre, som er relativt synligt for andre, og dit private, indre liv, som er de mentale og følelsesmæssige fortolkninger af dit faktuelle liv.

Det er ikke det, der sker, men måden, hvorpå du forholder dig til det, der bestemmer din sindstilstand. Dine tanker påvirker både dine følelser og dine handlinger og dermed også den respons, du får fra verden. Et godt liv, er et oplevet godt liv. Ikke nødvendigvist et objektivt konstaterbart godt liv.

Der en del forskning, der afslører, at selv efter massiv ulykke eller sygdom, hvor menneskers liv blev radikalt ændret fra den ene dag til den anden, for eksempel ved at miste førligheden, genvandt de deres oprindelige livsglæde efter cirka et år. Og for lotterivindere sker der det samme. Efter cirka et år har de det lige så skidt eller godt, som de havde det før den store lotterigevinst. Så det, vi kan lære af disse undersøgelser, er, at det, der sker i dit liv, betyder mindre for din lykkefølelse end den mentale indstilling, du har til livet og til dig selv.

Det kan du få mere kontrol over, når du bliver opmærksom på, hvad der rent faktisk sker i nuet. Når du holder op med automatisk og ureflekteret at dømme dine sanseindtryk. Og når du vænner dig til at være opmærksom på dine tanker og sanseindtryk og betragte dem som fragmenter af din bevidsthed i stedet for som faktuelle, uforanderlige sandheder.

Mindfulness-praksis kan ændre måden, du forholder dig til dit liv på.

Du kan ikke forhindre livet i at udfordre dig, men du kan blive bedre til at håndtere drillerierne.

Du har selv herredømmet over, hvordan du tager imod livets udfordringer og oplevelser. Du bliver mere robust, mindre påvirkelig. Og dét er frihed! Og magt! Friheden og magten til at bestemme, hvordan du vil leve og opleve dit liv.

Mindfulness ændrer ikke tingenes tilstand. Du får ikke din ungdom tilbage – eller din tabte kærlighed. Mindfulness skaffer dig ikke udnævnelsen, lejligheden med havudsigt eller økonomisk frihed. Ikke direkte i hvert fald.

Mindfulness fungerer på to planer: dels ændres måden, du opfatter tingene på, således at rynkerne og havudsigten ikke længere er så væsentlige. Og dét i sig selv er berigende, lettende, frihedsskabende. Men derudover giver mindfulness dig et bedre greb om virkelighedens udfordringer, således at dine beslutninger og handlinger bliver mere præcise, mere i tråd med faktuelle forhold og dermed – efter al sandsynlighed – bringer dig tættere på dit mål.

Mindfulness – teknik eller livsstil

Mindfulness er blevet et populært emne i disse år. I 2007 kaldte jeg det den nye coaching – og mon ikke det viser sig at holde stik? I hvert fald er der, ganske som forudset, alverdens forskellige fortolkninger af det. Og undervisere, der har alt imellem en livslang praksis og et weekendkursus bag sig. Nogle instruktører fokuserer på sanselige oplevelser, mens andre kobler mindfulness meget tæt med den kognitive psykologi. Og endnu andre sætter et ukritisk lighedstegn mellem mindfulness og enhver form for meditation. Vi har mindful eating, mindful living, mindful movement, mindful teaching, mindful leadership®.

Jeg byder det velkommen i alle former. Mere opmærksomhed er mere opmærksomhed. Og det er en god ting.

Den fortolkning, jeg arbejder med, stammer direkte fra den theravadiske buddhisme, hvis filosofi, teknik og praksis jeg har oversat til et moderne hverdagsliv. Meget af både tænkningen og praktikken ligner dog Mahayana Buddhismen, som jeg har praktiseret i mange år under den gren, der kaldes Gelupga. En tradition, der har stor fokus på intellektuel forståelse, og hvor træningen er meget boglig.

I min optik kan man tale om tre forskellige tilgange til mindfulness:

Mindfulness som tilstand

At være mindful er en oplevelse. Det er, når dualiteten forsvinder; når der ikke længere er forskel mellem mig og ikke-mig; når opmærksomheden er hypervågen og iagttager hver en tanke, følelse, sensation. Det er ophævelsen af forskelle og ophøret af bedømmelser. Det er, når iagttagelse, iagttageren og det iagttagede smelter sammen. Det er, når virkeligheden fremstår ufortolket. Det er ret fedt. Og ret svært at forblive i den tilstand. Men små bidder eller en tilnærmelsesvis tilstand er bestemt også værdifuld.

Mindfulness som teknik

Mindfulness-meditation eller vipassanna-meditation, som er det oprindelige ord på pali, er en meditativ teknik, der søger at inkludere alle sanseindtryk, tanker og følelser i bevidstheden, men på en neutral, iagttagende måde. Ofte kaldes denne form for meditation også for indsigtsmeditation, fordi det er den direkte vej til at forstå os selv og – hvis vi praktiserer tilstrækkeligt – til også at forstå de større universelle sammenhænge. Det er vejen til visdom.

Mindfulness som filosofi og livsstil

Der er nogle grundlæggende principper, som er forudsætninger for at kunne være mindful; det vil sige for at opnå en tilstand af mindfulness, der bliver til en måde at leve på. Disse indeholder for eksempel at være tålmodig; at acceptere nuet, som det er; at kunne slippe det, der ikke længere er; at kunne tøjle sin ambition og så videre. Alt sammen principper, som det faktisk også giver ret god mening at forsøge at leve efter i hverdagen. I varierende grad, men som retningslinjer. 

Små trin mod en mindful hverdag

Mindfulness er både meget simpelt – og meget, meget svært. Det er nemt at blive opmærksom, men svært at bevare opmærksomheden. Det er nemt at få øje på sin egen indre dialog, den indre dommer, men svært at få den til at tie. Det er nemt at trække vejret, men svært at bevare opmærksomheden på det. Så derfor er det værd at indstille dig på, at det er svært at være fuldt bevidst og udømmende til stede her og nu. Ret svært. Som med enhver anden færdighed, du ønsker at udvikle, kræver det træning, stædighed, accept af fejltagelser og en tro på, at det kan lade sig gøre.

Alt, hvad du skal gøre, er at lægge mærke til dine tanker, dine handlinger, dine indtryk. Acceptere dem uden bedømmelse og undlade at identificere dig med dem. Væn dig til at lade en del af din bevidsthed være et neutralt, observerende vidne, der holder øje med dine tanker og dine handlinger. Et vidne, der blot konstaterer: ”Nå, nu nedgør jeg igen mig selv”. Eller: ”Aha, nu er jeg igen i gang med tromle sin vilje igennem.” Og brug så åndedrættet til at hjælpe dig tilbage til nuet, når du opdager, du er på tankeflugt. Vær opmærksom, og træk vejret!

Der er nogle ting, du kan afprøve allerede i dag, som er små skridt på vejen mod mindfulness.

• Tillad dig selv nogle minutters stilletid hver dag. Det kan være, mens du lytter til musik (uden at gøre andet) eller blot sidder et par minutter i stilhed med lukkede øjne i bilen, før du står ud. Brug stilletiden til at lade indtryk lejre sig og lande hos dig selv.

• Gør én ting ad gangen. Men gør det godt. Effektivitet handler ikke kun om at gøre ting hurtigt. Men at gøre dem så godt første gang, at de ikke skal laves om eller repareres. Så derfor kan det være mere effektivt på den lange bane at gøre en ting ad gangen end forsøge at multitaske.

• Se mindre tv, brug tid på mennesker, der betyder noget for dig. Få en rengøringshjælp. Sorter det ligegyldige fra og giv plads til det, der er vigtigt for dig.

• Køb færre, men lækre ting. Spis mindre, men spis det rigtige. Hav færre ejendele, men lad dem, du har, være kvalitetsvarer. Bemærk dit forbrugsbehov, og spørg dig selv, hvad den ekstra dims skaber af værdi i dit liv. Og læg den så tilbage på hylden.

• Vær til stede i alt, hvad du gør. Hvis du ikke kan koncentrere dig om en opgave, så tag en pause. Hvis din opmærksomhed flakker i en samtale, så foreslå, at I tager snakken på et andet tidspunkt.

Tag dit liv alvorligt nok til at være fuldt til stede i det. Mentalt, fysisk og følelsesmæssigt.

Det du tænker, er du selv

Buddhisterne har i flere tusinde år vidst, at vores tanker er roden til alt besværet. Roden til måden vi oplever verden, livet og os selv på. Årsagen til at en given oplevelse ét øjeblik er vidunderlig, og det næste øjeblik forfærdelig. De har vidst, at vores fortolkning af verden er tilfældig og alt for ofte fejlbefængt, fordi vi ser livet gennem et filter af fortidens erfaringer eller fremtidens forventninger. De har vidst, at vi mennesker gør verden besværlig – ikke fordi den nødvendigvis er det, men fordi vi ønsker, den skal være på en bestemt måde, og vi derfor ser den gennem filtre af fejlfortolkninger.  De har vidst, de gamle buddhister for et par tusinde år siden, at verden er, som den skal være, men at vi får gjort den for lille eller for stor i forhold til vores forventninger og fortolkninger.

Men de har selvfølgelig heller ikke lavet så meget andet end at sidde på bagdelen og kigge ind i sindet. I et par tusinde år. Så noget må de jo ha’ lært i den tid. Og det har de stille og roligt fortalt til dem af os, der har gidet høre eller læse. Uden at prædike, uden at dogmatisere, hvilket er en af de ting, jeg holder mest af i den buddhistiske filosofi – ideen om ikke at tage andres – end ikke Buddhas – ord for givet, men i stedet prøve tingene af for sig selv.

Der er noget usædvanligt stærkt over filosofiske påstande – og for den sags skyld religiøse eller psykologiske – der netop ikke er påståelige eller opmuntrer dig til at tro – men til at undersøge tingene selv, til at teste dem, til at udsætte ideerne for din opmærksomheds kritiske lys. Det er da selvsikkert! I stedet for den tradition, vi har i såvel religionen, hvor vi opfordres til at tro (blindt?) – som i videnskaben, hvor vi bombarderes med forskningsresultater, der peger i en retning i dag – i morgen måske i en anden retning.

Jeg er stor tilhænger af oplevelse

Direkte oplevelse uden fortolkning, uden bedømmelse. Jeg tror faktisk, at den eneste sande læring, den eneste bæredygtige personlige forandring, finder sted gennem oplevelse, gennem egne tanker, egne følelser, egne sanser. Ikke som en assimilering af andres arbejde, andres holdninger, andres oplevelser. Og det er ret vanskeligt at argumentere mod en egen direkte oplevelse. Svært at sige til et menneske: ”Nej, du kan ikke mærke vrede lige nu.” Eller ”Du tager fejl, det er ikke din næse, der kløer nu.”

Selvfølgelig kan vi lære af andre. Eller rettere, vi kan blive inspireret til at tænke nyt og anderledes, til at gentænke vores faste overbevisninger. Til at stille spørgsmålstegn ved de forestillinger, der præger vores færden i verden, det mentale fundament, vi står på. Vi kan endda lade os hjernevaske, indoktrinere, overbevise om noget i en grad, så det bliver til virkelighed for os. Derfor er min stærkeste opmuntring: Prøv det selv. Undersøg dit eget sind. Find ud af hvad der sker. Lær det at kende.

Vi tænker os egoistiske

Vores sprog er fyldt med jeg-ord: mig, mit, mine. ”Jeg synes”, ”jeg tænker”, ”jeg vil”, ”jeg kan”. ”Min mand”, ”mit arbejde”, ”min krop”, ”min by”, ”mine medarbejdere”. Du skulle prøve at optage dig selv ved lejlighed. Jeg er sikker på, du vil blive overrasket over mindst to ting: dels, hvor meget dit ordvalg afspejler en jeg-orientering, og dels, hvor ofte du bedømmer ting.

Da jeg læste psykologi – så meget, som det nu blev til – var der på det tidspunkt stort set kun fokus på individet. På det tidspunkt blev vi skolet i en psykodynamisk tænkning, som i bund og grund går ud på at forstå mennesket ud fra hans eller hendes indre elementer, herunder tanker, følelser, personlighed og så videre – i modsætning til nyere tids socialkonstruktivistiske skole, som er en tilgang til psykologi; det vil sige til at forstå menneskelig adfærd, tanke og følelse, der tager afsæt i det, der sker, mellem mennesker og mellem mennesker og begivenheder. Så hvor den helt unge psykologi var mest optaget af mennesket som individ, er nyere psykologi fokuseret på mennesket i relation og i stigende grad på, hvordan sproget vi bruger for os selv og med hinanden, bidrager til at forme virkeligheden.

Men til trods for moderne psykologis stigende fokus på relationer, på den af sproget fælles skabte virkelighed, på kultur – så trives egoismen og individualiseringen som aldrig før. Og ind imellem tænker jeg på, om det mon skyldes, at vi føler os mere afskåret – ikke kun fra fællesskabet, men fra en oplevelse af jeg, en forankring i vores egen sjæl.

Måske er vi bare en af Guds strøtanker, en tanke, der kan forsvinde, hvis ingen holder fast i den

Så her er min tese: Vi er ikke egoistiske, fordi det er vigtigt for os at få vores behov opfyldt – selv om det selvfølgelig fylder en del – men fordi vi forsøger at kontrollere verden omkring os til at give os en form for jeg-oplevelse, en oplevelse af at have fodfæste, af at være i kontrol i stedet for bare være en af Guds strøtanker, en tanke, der kan forsvinde, hvis ingen holder fast i den.

Jeg tror, at mennesker i bund og grund gerne vil hinanden det godt, når altså lige vi har fået lidt at spise, lidt søvn og lidt nærhed. Men fordi vi er blevet hvirvlet ind i en centrifugalkraft af massive proportioner, hvor sjæle og væsener og jeger flintrer rundt i blenderen – fordi vi har tabt forbindelsen til os selv – så det er blevet et af vores allerstørste og mest presserende behov her i vesten at gøre opmærksom på os selv på den måde, vi nu end vælger. Sådan lidt a la: ”Jeg siger jeg, derfor er jeg” eller ”Jeg gør opmærksom på mig selv, derfor er jeg”.

Men uanset hvor meget, vi hviler trygt i vores jeg – eller har mistet kontakten til det og er nødt til at kompensere ved en sproglig fokusering på mig, jeg, min, mit og så videre, så er det et oplevelsesmæssigt faktum, at det er meget, meget svært at finde dette jeg. For når du sætter dig på puden, fast besluttet på at finde ud af, hvem dette jeg er, hvor det er, eller hvad det er – så løber du ind i problemer. Jeget som indre, ordløs oplevelse er en yderst flygtig størrelse. Faktisk så flygtig, at du næppe vil fange andet end skyggen af det.

Men vil det sige, at en entitet, en enhed, noget vi giver så enorm stor opmærksomhed i dagligdagen, i vores sprog, i måden hvorpå vi oplever livet og verden på – ikke eksisterer? … kan jeg høre dig tænke.

Skeptisk. Meget skeptisk.

Hvor er jeg’et? Og hvem er det?

En af de øvelser, jeg altid lader deltagerne på mindfulness retræter prøve, er at lokalisere jeget. Ikke ud fra et skadefro ønske om at de skal opleve abyssen, når de leder efter dette jeg. Men for at understrege hvor meget energi, vi binder op på noget, som kun eksisterer i samspil med et givet øjeblik. At der ikke er en lille fast mini-mig, der sidder derind i hjernen eller i hjertet eller i det mandlige kønsorgan.  At det tætteste, vi kan komme på en sikker jeg-oplevelse, er en akkumulation af erfaringer fra vores liv og et afledt sæt mentale antagelser om, hvem vi er. Så derfor er det oprigtigste svar på spørgsmålet om, hvem jeg er; nemlig ”Jeg er, hvad der er lige i dette øjeblik. Jeg er dette øjeblik!”

Naturligvis kan vi definere et sæt identitetskriterier: Jeg er kvinde, 49 år, faster til Z, søster til M, datter af E. Jeg holder af jasminte, mennesker, der tænker selv og crispy ebi roll fra Sticks & Sushi. Jeg ved, hvordan man skifter dæk på bilen (datter af E!), men kan ikke finde vej uden GPS. Jeg kan lave en trekantstilling (yogastilling, intet kinky) uden at stritte med bagdelen, få mange hundrede mennesker til at meditere – eller i hvert fald sidde helt stille med lukkede øjne – men bliver stum til receptioner. Jeg har boet i Sydney, jeg har aldrig været i Brasilien. Jeg mindes min farmor, når jeg ser blå Gajolæsker og min første hund, når jeg ser hø (spørg ikke!). Min identitet – ganske som din – bliver dermed en skønsom blanding af demografiske data, følelser omkring givne ting og mennesker, holdninger, minder, erfaringer, kompetencer og så videre. Men er det virkelig, hvem jeg er?

Er jeg ikke noget neden under eller oven over alt dette?

Jeg husker, hvordan jeg som ung pige læste en forfærdelig bog, der gjorde et dybt indtryk på mig, selv om jeg hverken kan genkalde forfatter eller titel i dag. Bogen handlede om en ung soldat, der blev såret under 1. verdenskrig. Han var så såret, at han hverken havde arme, ben, syn eller bevægelighed. Det eneste, han havde tilbage, var hans evne til at tænke og føle. Jeg kan faktisk ikke huske, om han kunne høre.

Men pointen er, at han jo stadig eksisterede.

Han var stadig, til trods for at han ikke kunne udtrykke noget som helst af hvad eller hvem, han var. Som sagt ætsede bogen sig ind i mit sind og var måske en af de byggeklodser, der førte til min interesse for det indre univers. Godt at have et veludviklet indre univers, hvis man skulle gå hen og miste førlighed, tale og syn.